De største opture og nedture fra Copenhagen Fashion Week

Det har været svært at undgå Copenhagen Fashion Week, som i denne uge har præget Instagram-feedet hos alle os, der følger personligheder, hvis dagligdag foregår i modebranchen. En uge, der i 1964 hed Dansk Mode-Uge og startede som en årlig damemodemesse afholdt som opvarmning til en større messe i Herning Messecenter. Nu skriver kalenderen 2020, en ny dag er forude og Copenhagen Fashion Week er blevet et samlingspunkt for hele verden og tiltrækker både udenlandske medier, kendte og indkøbere.

Men det er ikke dem, det skal handle om nu. Det skal nemlig handle om de skandinaviske nye designtalenter så vidt som veletablerede mastodonter, der alle forsøger at sætte deres aftryk på modebranchen og skabe kollektioner, som ikke bare vil sælge, men også skabe forandring. Enten for det brand, som designeren kommer fra, for forbrugeren eller for begge parter. Så hvis du ikke var en af de heldige, der sad på forreste række til den københavnske modeuges mange shows, er du kommet til det rette sted.

Her får du alt, du skal vide om Copenhagen Fashion Week Autumn Winter 2020

Som det positive medie vi nu engang er, starter vi selvfølgelig med opturene...

Dansk mode er blevet politisk

Du ved det godt. Miljøet halter, Donald Trump tror ikke, vi selv er skyld i klimaforandringerne og masseproduktionen af tøj og den dertilhørende Co2-udledning buldrer derudaf. En problematik, vi dagligt mindes om, og kun kan løse i fællesskab. Det ved de danske brands godt, og hos både Carcel, Rave Review, (di)vision, Helmstedt og Designers Remix var det bæredygtige valg første prioritet. Særligt Carcel satte foden for døren, og begyndte showet med en video, hvor budskabet var klart: Vi skal redefinere vores forbrugsmønstre og gøre det bæredygtige valg det eneste mulige. Det understregede kvinden bag Carcel, Veronica D'Souza, hvis kollektioner produceres af fængselsindsatte kvinder i Peru og Thailand, ved at holde et show helt uden tøj, og hun fik i stedet de inviterede til at ”Walk the walk” som start på en ny dagsorden. Sammen er vi nemlig stærkest.

Hos Rave Review og (di)vision var det mere håndgribeligt, hvor de nye kollektioner udelukkende var produceret fra det, modebranchen kalder ”upcycled” materialer – altså brugt tøj og allerede produceret metervarer, der omsys til nyt tøj, og Designers Remix præsenterede en klassisk og smuk kollektion af udelukkende bæredygtige materialer. Det samme gjaldt det unge, danske brand Helmstedt, hvor kollektionen for første gang inkluderede organisk bomuld, RWS-certificeret genbrugt kashmir og økologisk garn fremstillet af genanvendt bomuld og polyester.

Rotate Birger Christensen.

Man er, som man er – det ska' ikke laves om

Tillad os lige at udråbe et lille sejrsråb. For hold nu op, hvor var det på tide, at den danske modebranche bredte deres spektre for, hvad idealet er. Der er stadig vej endnu, men aldrig har vi set så bred en diversitet i køn og etnicitet, som vi gjorde denne modeuge.

Særligt værd at nævne var Rotate Birger Christensen, hvor 25-årige Teddy Quinlivan (amerikansk transkvinde, red.) spankulerede ned af det stribede gulvtæppe i Axelborgs festsal akkompagneret af den danske kønsaktivist og model, Vincent Beier. Modelcastet hos det svenske, nyankomne brand, Selma Fessahaye, hyldede BIPOC-personer (Black/Indigenous/People of color, red.). Herudover var også Ganni, hvor Paloma Elsesser, Mona Tougaard, Abbey Ries, Aliet Sarah og Effy Kaethner sammen symboliserede, at Ganni er for alle ligegyldigt størrelse eller etnicitet, værd at nævne. Det samme er Stine Goya og Mark Kenly Domino Tan, som begge fortsatte med deres modelcast, hvor flydende kønsidentiteter var inkluderet, og Blanche, hvor også former var velkomne.

Kvinde, kend din by

Der er ingen tvivl om, at et modeshow kræver mere end bare blod, sved og tårer. Det kræver mange penge, store summer tid og et puslespil, der nogle gange ser ud til at være umuligt at få til at gå op. Men igen i år vil vi applaudere de mange danske designere for virkelig at give den gas og skrue op for ambitionerne og udnytte Københavns mange smukke rum til showlokation, som ikke bare satte rammen, men også hjalp os til at opleve byen på ny.

Se bare Gestuz og Remain Birger Christensen, hvis præsentationer foregik i hhv. Avlskarl Gallery og Galleri Christoffer Egelund på Bredgade. Blanche inviterede indenfor i Rundetårn. Lovechild 1979 og Rotate Birger Christensen indtog hver deres festsal på Charlottenborg og Axelborg, og Stine Goya tog os en tur på loftet på Copenhagen Contemporary. Fantastiske rum, vi ikke anede fandtes, og selvom alle de førnævnte lokationer tog os med storm, må Mark Kenly Domino Tan og Helmstedt alligevel løbe med vinderprisen.

Mark Kenly Domino Tan inviterede indenfor på Universitetsbiblioteket i København, hvor drengekoret satte lyd på det fantastiske show og skabte en nærmet magiske stemning, som duften af bøger og et så historisk rum kun kan fremprovokere. Anderledes farverigt og jordnært var Helmstedts show på Den Franske Ambassade, hvor store kunstværker fyldte de bombastiske rum, og gav den farverige kollektion noget seriøst og eventyrligt på samme tid.

En af hver, tak!

Ja, det er jo ikke, fordi vi kræver hverdagstøj og dertilhørende sammensætning af sæt på den danske catwalk, men derfor gør det ikke noget, når vi for en gangs skyld sidder tilbage med følelsen af, at vi kunne bære de sæt, vi så på catwalken præcis, som de så ud på modellerne. Og det var netop den følelse, vi havde under mange af de danske designeres shows, som også denne sæson havde en særlig brugbarhed over sig – uden på nogen måde at være kedelig.

Se bare denne frakke fra Rodebjer, denne kjole fra Cecilie Bahnsen, denne sweater fra samarbejdet mellem Lulu Kaalund og Soulland og denne taske fra Ganni. Sager, vi godt kunne tænke os at have hængende i skabet lige nu. Og apropos hvad du har hængende i skabet lige nu, var denne sæson dejlig nem at kopiere, hvis du gerne vil genskabe catwalkens mange smarte looks med tøj, du allerede ejer. Gør for eksempel som hos Designers Remix og hop i et par sorte loafers med hvide strømper for en fin hverdagsfinurlighed, find en krave, og læg den uden på din yndlingssweater som hos Ganni, eller miks jakkesæt og festkjoler med vindjakker og sneakers for et mere hverdagsvenligt look, som vi så hos både Soulland og Cecilie Bahnsen.

Og så til det, vi ikke kan komme udenom – nedturene:

Ved du, hvad ”kultural appropriation” er?

Må du svare nej, er du ikke alene, hvis vi tager et kig på den danske modeuges shows. De danske designere har tydeligvis ikke slået ordet op i Oxford Dictionaries, som netop definerer ”kulturel appropriation” som den ikke-anerkendte eller upassende tilegnelse af et folk eller samfunds skikke, praksis og traditioner – med andre ord, når en dominerende kultur tilegner sig traditioner fra historisk set dårligt stillede minoritetskulturer. Så når en ikke-indfødt f.eks. bærer en indiansk fjerhat som et "modetilbehør", er det et eksempel på ”kulturel appropriation”.

Det samme gælder for frisurer som ”corn rows” og ”dread locks”, der stammer fra BIPOC-kulturen (Black and Indigenous People/Person(s) of Color, red.). Og trods det faktum, at "kulturel appropriation" er et vældigt omtalt fænomen i medierne verden over, så vi igen ”corn rows” på hvide europæiske kvinder på catwalken under denne modeuge. Det er en ommer. En kæmpe en af slagsen.

Cut, copy, paste!

Det er lige før, at vi skal gøre dette punkt til en fast tilbagevendende ven på disse opsummeringer, for de forrige fire sæsoner har dette punkt også været at finde på listen, hvor vi blandt andet har skrevet om, hvordan de danske designere kopierer udenlandsk: ”Der er et ordsprog, som går på, at: ”Imitation is the sincerest form of flattery that mediocrity can pay to greatness” – altså at efterligning af andre er den største kompliment, man kan give dem, der er dygtigere end én selv. Og det ordsprog er fortsat aktuelt.

For et år siden kunne vi berette, at inspirationen nu er rykket indenlands: ”Følelsen, når vi ser danske designere kopieret ned til mindste detalje hos andre danske designere, så knækker kæden ikke bare – den har aldrig været på den cykel, vi skal køre på som dansk modebranche,” skrev vi dengang. Og vi er kede af at skulle erkende, at kæden stadig er væk blandt nogle danske designere. Opfordringen fra januar 2019 lyder igen her i 2020: ”Vi ved, I kan, og I skal bare tilbage til jeres kerne, kære designere – det er dér, I brillerer.” Og det er der, vi skal tilbage. Meget snart, tak.

Hvem er I?

Vi forstår det godt. Det gælder om at sætte en stemning, men det gælder også om at holde den røde tråd, når man som brand viser en ny kollektion, der skal sætte mundvandet i gang – ikke bare på de tilskuere, der sidder på de eksklusive pladser, men også for forbrugeren, som kigger med på de sociale medier. Der glippede den et par gange under den forgange Copenhagen Fashion Week, hvor ikke bare den røde tråd var glemt, men også stylingen tog overhånd.

Vi sad ofte tilbage med følelsen af overvældelse over de pæne sager, der vandrede forbi os, men følelsen blev efterfulgt af en vis forundring over, hvor lidt sammenhæng, der var mellem brandets identitet og stylingen. Vi vil vide, hvem I er, kære danske designere, og giv os gerne en kontinuerlig identitet.