Helle Høgsbro Krag: "Hvis jeg gik til psykolog, ville det være nemt at udrede mig"

Hvad har I af faste morgenrutiner?

Bibi: – Ja, du skal jo ud med puddelhunden og op på Emmerys.

Helle: – Ja! Emmerys-damerne kender mig så godt, at jeg fik påskepynt af dem. Okay, det er et tegn på, at jeg drikker for meget kaffe. Hver morgen bestiller jeg noget forskelligt. Så er det kaffe med ét shot, så med to shots... Jeg har svært ved gentagelser, men det gør det også lidt besværligt, for jeg kan ikke altid lige huske, hvad det er, jeg bedst kan lide.

Bibi: – Jeg drikker ikke kaffe. Det bliver en for tvangspræget handling. Det er også jammerligt, at folk går rundt med de der papbægre og patter på dem som sutteflasker. Jeg drikker alt mulig funky te.

Helle: – Du har serveret varm mandelmælk med gurkemeje og sort peber for mig. Det var noget farligt noget.

Bibi: – En golden latte. Du kan kun lide alt det mærkelige; snegle, frølår og gammel ost.

Helle: – Jeg går den brune vej. Men jeg gad godt, at jeg var typen, der kunne lide golden latte. Hvis jeg køber tun, er det, fordi jeg har lyst til en tunsalat, som man kan få på en tankstation på de tyske motorveje på vej til Harzen. Jeg har ikke lyst til, at den skal blive til en uigenkendelig indisk masse med karry. Jeg er vokset op med krebinetter.

Bibi: – Det kan du stadig få.

Helle: – Men du må jo godt sige, at jeg er god til at lave mad.

Bibi: – Du er rigtig god til at lave mad, Helle!

Helle: – Når Bibi kommer og spiser for tiden, får vi rigtig tit kyllingesteg med franske kartofler, der skal ligge nede i den brune sovs, og hjemmelavet agurkesalat.

Hvordan lærte I hinanden at kende?

Bibi: – Det var dengang, Helle var kostumier, og jeg sad i receptionen på produktionsselskabet Blarke Sonne Levring.

Helle: – Du var den lille, der tog telefonen. Du var 20, og jeg var 29.

Bibi: – Helle havde et smalt turkisfarvet Gucci-bælte med et lille sølvspænde.

Helle: – Og du havde kæmpestore Gucci-briller på til den der fest ovre i Kongens Have.

Bibi: – Det er sjovt med det, man kan huske. Helle havde jo børnebutik i mange år, og da Gustav og Viola (Bibis børn, red.) var små, tog vi næsten hver dag fra Skovshoved, hvor vi boede, ind til Crème de la Crème à la Edgar og hang ud og fik flydende varm chokolade nede fra bageren.

Helle: – Var det ikke Valrhona-chokolade eller sådan noget? Kæft, det smagte godt!

Bibi: – Jeg kom meget i din butik, og nu kommer du i min.

Helle: – Når du har en butik, er det ligesom dit andet hjem. Kan du ikke også huske dengang under modeugen, hvor du sov branderten ud på alpaca-ponchoerne i baglokalet? Der var så mange, at jeg kunne lave en hel seng til dig.

Bibi: – Jo, der måtte jeg ligge og hvile mig lidt.

Hvor tit ses I?

Bibi: – Minimum en gang om ugen.

Helle: – I sidste uge ringede jeg til dig otte gange på en dag.

Bibi: – Martin (Bibis mand, red.) laver film, og Jonas (Helles mand, red.) laver musik, og de arbejder også indimellem sammen. Sidste år var vi med begge vores familier i New York, og hver anden sommer kommer de ned til os i vores sommerhus i Italien. Men nu har vi gjort det to år i træk, så nu skal I prøve noget nyt. Nu skal I til Grækenland.

Helle: – Det er kedeligt at gøre det samme. Jeg holder også altid jul på alle mulige forskellige måder. Der er ingen i familien, der kan lide det, undtagen mig.

Bibi: – Det var ikke godt med det plastikjuletræ...

Helle: – Hvis jeg gik til en psykolog, ville det være meget nemt at udrede mig: Jeg vil bare ikke være kedelig! Bibi har en fantastisk humor, hun er meget intelligent og skriver nogle fantastiske kort. Jeg har gemt alle de kort, du har skrevet til mig.

Bibi: – Man må godt være kedelig og gå i seng klokken 22, man må bare ikke være småsur. Jeg har to regler; man skal gøre sig umage, og man skal have det sjovt.

Helle: – Kan du huske, da vi var i New York, og vi kom gående ned ad gaden med mænd og børn, og vi lignede et omvandrende cirkus. Der var ikke et sted på kroppen, der ikke var blevet pyntet på nogen af os. Så kom et bøssepar gående forbi. De så fantastiske ud, men vi sagde det ikke til dem. Men idet vi går forbi dem, siger de til os: "Out of the catalogue!" Det kan jeg godt lide. At man roser hinanden, uden at man skal opnå noget.

Hvordan er jeres samarbejde i Holly Golightly?

Bibi: – Du har en kunstnerisk nerve i dine udsmykninger, som passer til den måde, jeg vil have butik på. Det skal ikke bare være en fin, enkel butik, hvor der bliver solgt modetøj. Det skal være skægt og inspirerende at være i Holly Golightly. Et sted, du har lyst til at hænge ud og få en oplevelse. Det får du også, når du kigger på din vinduesudsmykning, og det sætter folk, der går forbi, sindssygt meget pris på.

Helle: – Du har aldrig spurgt mig på forhånd, "Hvad kommer der i vinduet?"

Bibi: – Det er meget federe for mig at blive overrasket.

Helle: – Jeg har vel lavet de vinduer i to år nu?

Bibi: – Fire!

Helle: – Er det fire år?! Der kommer altid en dejlig emoji fra dig, når jeg er færdig. Du er ikke nærig med at rose. Det er også vigtigt for dig at give god service.

Bibi: – Helle er kreativ og dygtig, og hun får noget ud af livet. Alt bliver et eventyr med dig. Der er aldrig noget, der bare skal overstås.

Helle: – Jeg siger tit til mine børn: "Husk, hver dag er en fest!