Caroline De Maigret: ”Jeg har det rigtig godt med min alder. I hvert fald mentalt”

– Undskyld, undskyld, siger Caroline de Maigret, da hun smilende og med let uglet hår småløber ind ad døren til det lille fotostudie i Marais, en halv time forsinket efter at have siddet fast i den parisiske morgentrafik.

– Jeg skulle have taget min scooter, siger hun og giver kindkys til alle. Hun går direkte hen i makeupstolen, og hendes agent, som åbenbart ved, hvad hun hellere vil have end de vindruer og nødder, der er til rådighed på skydningen, stikker hende en chokoladecroissant. Hun tager en stor bid.

– Skal vi gå i gang?

Der er sat to timer af til at ordne hår og makeup på det franske stilikon, 44-årige Caroline de Maigret, som ellers ikke ligner en, der behøver det. Hun har det der franske je ne sais quoi over sig og ligner en million, selv om hun lige er stået ud af badet, har en casual hvid skjorte på, slidte jeans og udtrådte gummisko – og en lille Chanel-taske tilfældigt hængende over skulderen.

Hun ligner definitionen på den parisienne, hun sammen med tre veninder har skrevet en hel bog om, nemlig How to Be Parisian Wherever You Are, der er oversat til over 30 sprog – bl.a. dansk i 2016. I bogen kan man læse, at en rigtig parisisk kvinde selvfølgelig kender dygtige frisører, men de er bare hendes venner, så pandehåret klipper hun selv. Hårartisten roser hende for, hvor lige det er blevet.

– Tak, men jeg kan ikke se ud, siger Caroline de Maigret og griner, så man kan se det store hvide smil, som siden hun var 19, har skaffet hende højprofilerede modeljobs- og kampagner, arbejde i New York og i de senere år status som+ stilikon.

I larmen fra hårtørreren, der bevæger sig rundt i de mørkebrune lokker, tager Caroline de Maigret diktafonen helt op til munden og giver sig til at tale om sit liv. Om opvæksten i Paris, hendes forældres mening om hendes valg af karriere, livet som ung model i New York, NGO-protektoraterne, den første bog og den nye, der er på vej. Og om at sige nej til et frieri fra den mand, hun elsker.

Som forventet er hun både sjov, charmerende, bestemt og – viser det sig – effektiv. På 45 minutter kommer hendes fortællinger, såvel som makeuppensler, godt omkring og får på hver sin måde understreget den smukke franske kvindes livshistorie.

– Jeg har det rigtig godt med min alder. I hvert fald mentalt. Fysisk er det mindre behageligt at blive ældre, påstår hun og slår dermed temaet for sin kommende bog an. I Older but Better, but Older, der er skrevet i samme humoristiske, lette tone som hendes debut, gør hun grin med, hvad det vil sige at blive voksen, ligesom hun udleverer sine neuroser. Men hvis du vil vide, hvad en kvinde – der ellers lever noget, som ligner et harmonisk drømmeliv med mand, barn, modeljobs, masser af arbejde og en hyggelig kringelkroget pariserlejlighed ved Pigalle – går og bakser med, må du købe den kommende bog, siger forfatteren hemmelighedsfuldt.

At sige nej til sin kærestes frieri

Caroline de Maigret vil ikke giftes. Heller ikke selv om hun elsker Yarol Poupaud, som hun blev kærester med for 15 år siden og fik en sønnen Anton med for 13 år siden. Han har friet og givet hende en fin, slank ring. Caroline de Maigret sagde nej, og ringen er i øvrigt blevet væk, “men må være et sted derhjemme.” Det har aldrig været hendes drøm at blive nogens brud, snarere et mareridt.

Tanken gør mig fuldstændig klaustrofobisk – at tilhøre en anden på den måde. Det er måske lidt barnligt, men så længe vi ikke er gift, har jeg – i teorien – frihed til at smutte i morgen. Yarol er ikke helt tryg ved situationen. Men det er måske også meget godt, at han ikke er det, siger hun.

– For hvis han er bare lidt bange for at miste mig, gør han sig måske lidt ekstra umage.

Det er et ømtåleligt emne i deres parforhold, og det er svært at sige nej til manden, hun elsker, og som elsker hende.

– Men sådan er livet. Hvis jeg ikke har lyst, har jeg ikke lyst, siger hun.

Fra Sorbonne til model

At skrive sin første bog skræmte hende mindre. Caroline de Maigret har tidligt i sit voksenliv lært at kaste sig ud i ting ud fra en Pippi-agtig devise: “Det har jeg ikke prøvet før, så det er jeg sikkert god til.”

Det hele begyndte, da hun som teenager utallige gange blev stoppet på gaden i Paris, modens hovedstad, af modelagenter, der ville have den langbenede slanke pige med det karakteristiske store, smittende smil til at overveje at forfølge en karriere som model. Det behøvede pigen dog ikke at overveje. Svaret var nej. Hun interesserede sig ikke for mode og afslog utallige agenters tilbud. Indtil den dag, hvor hendes forældre forbød hende at søge ind på sin drømmeuddannelse.

Det er jo svært som 18-årig overhovedet at finde ud af, hvad du gerne vil, så jeg var virkelig frustreret og vred, da mine forældre nægtede mig at læse kunsthistorie. Den dag besluttede jeg, at jeg ville gøre mig økonomisk uafhængig af dem, så jeg kunne træffe mine egne valg, siger hun fra makeupstolen her 25 år senere.

Den unge Caroline de Maigret begyndte modvilligt, efter forældrenes ønske, at studere moderne litteratur på Sorbonne, mens hun prøvede at stable en privatøkonomi på benene, der kunne gøre hende uafhængig af forældrenes hjælp. Hun fik job som tjener og pandekagesælger, men opsparingen voksede langt hurtigere ved at takke ja til modeljobs, fandt hun hurtigt ud af, og sådan blev hun model. Det ene job tog det andet, og efter to minutter i branchen stod hun model for den anerkendte modefotograf Mario Testino, lavede store kampagner og tjente hurtige penge. Efter et års studier droppede hun ud af det legendariske parisiske universitet for at blive noget så lidt akademisk som model i New York. Hun flyttede i 1994.

Hvad sagde dine forældre til det?

– Vil du ikke nok studere kunsthistorie, s’il te plaît.

Hun griner og holder en kort pause.

– Men der var det for sent, for da havde jeg fået smag for livet, for glamour, mode og alt det, der fulgte med jobbet som model. Og faktisk kan man sige, at jeg alligevel fik noget kunsthistorie ind over, for lige pludselig arbejdede jeg med Steven Meisel og Peter Lindberg (fotografer, red.) og andre fantastiske kunstnere, der viste mig en masse film, malerier, kunst, alt muligt. Jeg fik mine egne læremestre, siger Caroline de Maigret veltilfreds.

New York var, modsat Paris, befriende, fordi ingen fortalte hende, hvad hun skulle gøre. Alle hendes venner var sangere eller musikere, så når hun ikke arbejdede, hang hun ud med dem, gik til koncerter og fik kultiveret en interesse for rockmusik, der førte hende sammen med den franske musiker Yarol Poupaud, som hun siden stiftede både pladeselskab og familie med. Hun blev i New York i fem år, pendlede de næste fem mellem New York og Paris, og lærte en vigtig livslektie af sit ophold: Ikke at være bange for at prøve noget nyt.

– Og det er jo ret vigtigt, hvis du vil rykke dig. Jeg er ikke bange for at fejle. Det har jeg lært ved at prøve mig frem. Når jeg har lyst til at prøve noget nyt, gør jeg det. Det er selvfølgelig en luksus at have den mulighed, men hvis du kan, synes jeg, at det er vigtigt at kaste sig ud i tingene uden tanke på det potentielle nederlag, siger Caroline de Maigret.

Det er ikke let at få øje på fejlene i hendes tilværelse, men heldigvis hjælper hun lidt til med selv at udpege dem. Da hun i slutningen af 20’erne, i år 2002, indstillede sin modelkarriere, skulle hun finde ud af noget nyt, hun skulle være. Hun prøvede kræfter som fotograf uden nogen nævneværdig succes og endte med, sammen med Yarol Poupaud, i 2006 at stifte et pladeselskab, Bonus Track Records, der specialiserer sig i rockmusik, eller “råk-æn-rål, som hun udtaler det.

– Vi havde styr på det kunstneriske, men ingen idé om hvordan man lavede marketing eller pr, så der begik vi mange fejl. Nu ved vi, at vi kun skal stå for den kreative del, siger Caroline de Maigret.

Mødet med Chanel

Efter i en årrække at have helliget sig musik- frem for modebranchen blev hun for otte år siden, i 2011, inviteret til modeugen i Paris som musikjournalist. Hun havde sit eget lille radiostudie i en truck udenfor de store catwalks og inviterede store personligheder ind til interviews om musik og mode, blandt andre Karl Lagerfeld, Chanels meget feterede chefdesigner siden 1983. De kendte hinanden fra hendes første år som model, hvor Karl Lagerfeld efter, hvad der bare skulle have været en almindelig casting, bad Caroline de Maigret blive en måned for at tilpasse en hel kollektion.

– Det var ret overvældende. Karl var så passioneret omkring sit arbejde, han var virkelig noget for sig. Og for en fransk kvinde er Chanel jo det sublime modehus. Det står for luksus, elegance og et moderne kvindesyn. Der findes ingen over Chanel, siger hun, som var det ordbogsdefinitionen af mærket. Så hun kendte godt den sortklædte tysker med den karakteristiske grå frisure, da han vadede ind i hendes radiostudie – og tilbage i hendes liv.

En uge efter interviewet sendte Chanel bud efter den dengang 37-årige Caroline de Maigret. Det var Virginie Viard, (der nu, efter Karl Lagerfelds død i februar har overtaget den kreative styring af modehuset, red.), som spurgte, om Caroline de Maigret ville gå et show for Chanel.

– Dengang, for otte år siden, var der ikke rigtig tradition for at hive forhenværende modeller tilbage på catwalken – det er der så kommet siden, og nu er der modeller i alle aldre i magasiner og til shows – men sådan var det overhovedet ikke dengang. De var lidt forud for deres tid i forhold til at foreslå mig som model. Jeg havde umiddelbart hverken alderen eller fysikken, jeg havde – og har – flere former end en model på 18 år, og var ikke ligefrem et billede på det, moden dikterede, siger Caroline de Maigret, der blev meget smigret over tilbuddet.

Som så mange gange før i karrieren, tøvede hun ikke, da den nye mulighed bød sig, og hurtigt var hun i gang med anden del af sin modelkarriere. I tiden efter lavede hun kampagner for både Prada og Louis Vuitton, inden Chanel i 2016 gjorde samarbejdet med de Maigret mere eksklusivt og gjorde hende til ambassadør for det over hundrede år gamle modehus.

Samarbejdet er mangefacetteret. Som talsperson for mærket rejser Caroline de Maigret rundt i hele verden, ser Chanels shows, promoverer modehuset på sociale medier – både på sin egen profil på Instagram og gennem dagsbogsbilleder og -film på profilen @cdmdiary. Hun går flittigt i tøjet og fortæller begejstret historien om Gabrielle ‘Coco’ Chanels gamle modehus fra 1910, der revolutionerede modebranchen. Inspirationen fandt Chanel i garderoben hos sine mange elskere, for hvorfor skulle herrerne være de eneste, der gik i bukser og andet tøj, hvor man rent faktisk kunne bevæge sig frit? Frem for at være snøret ind i et korset gav hun, gennem mere behagelige kjoler, sæt og sågar bukser, kvinder frihed til at bevæge sig, til at være og dermed til at tænke.

– Jeg beundrer først og fremmest Chanels syn på kvinder, og det er derfor, jeg har sagt ja til samarbejdet. Jeg er taknemmelig for at tale til andre kvinder ud fra de værdier, siger Caroline de Maigret og konkluderer, at det arbejde går meget godt i spænd med hendes virke som musikproducer, for “på den måde er Chanel jo meget rock’n’roll.”

Myten om den parisiske kvinde

Da Caroline de Maigret vendte tilbage til modebranchen, var der sket et lille nybrud siden sidst.

– Le streestyle, siger hun.

Fotograferne tog billeder af folk uden for catwalken, i deres almindelige tøj, og når de udenlandske magasiner henvendte sig til Caroline de Maigret, spurgte de altid ind til noget, hun aldrig som sådan har defineret sig selv om, nemlig parisienne. Hendes veninde Sophie Mas, der er producent i filmbranchen, oplevede det samme, når hun rejste rundt i verden: At folk ustandseligt spurgte, hvordan hun i sin egenskab af pariser lagde makeup, klædte sig, så på verden og elskede. Det gik op for de to veninder, at der var en stor interesse for at forstå den parisiske kvindes hemmeligheder, men også, at der herskede en misforståelse om, at den parisiske kvinde var perfekt.

– Vi er IKKE perfekte. Vi gør det, så godt vi kan, men vi er ikke perfekte, og det er først, når du accepterer, at du ikke kan være den perfekte kvinde og mor, klæde dig perfekt og være perfekt til at lave mad, at du har frihed til at acceptere, hvordan du rent faktisk er. Det handler om at give slip på alle de høje krav og have det lidt sjovt, siger Caroline de Maigret.

I bogen, som de to veninder skrev med yderligere to veninder, kan du bl.a. læse, at en rigtig pariser ikke smiler med tandkødet, at hun bruger samme parfume, fra hun er 30 til 60, og at hun sover med smykkerne på. Kun smykkerne. En rigtig pariser er altid klar til sex: hos bageren, når hun køber cigaretter om natten, og når hun henter børn om eftermiddagen. Hun interesserer sig for kunst og kultur og starter gerne en ophedet politisk diskussion til en middag, der, som Coco Chanel en gang har sagt, ikke bør omfatte mere end seks personer. Hendes liv ændrer sig ikke af at blive mor, og at være gravid er ikke en identitet i sig selv. Hun er frem for alt kvinde – og beholder de høje hæle på hele vejen ind på fødegangen. Men en parisienne er også arrogant, hun kommer altid for sent og ejer ikke træningstøj. Hun elsker at mene, at man skal acceptere den krop, man er født med, men gør det ikke nødvendigvis selv.

Bogen var hun med til at skrive, fordi hun godt kan lide at dele sit syn på verden med andre. Og udlevere sine fejl.

– Jeg vedstår mig dem, og jeg lever med dem. Og jeg vil gerne have andre kvinder til at indse, at det bliver en uendelig jagt på det perfekte liv, som i øvrigt ikke findes, hvis man stræber efter at være ufejlbarlig. Det er bedre at lære at leve med sine fejl, stå ved sine neuroser, grine af dem og elske dem, siger hun.

Renæssancemenneske

Ved siden af sit virke som forfatter, model og altmuligkvinde, er hun også netop begyndt at instruere og har sin første kortfilm på vej. En film om skæbnen, og hvilken indflydelse du selv kan have på den. Men det er selvfølgelig ikke alt.

Caroline de Maigret er også marraine, kulturlivets svar på protektor, for flere NGO’er med fokus på klima og kvinder. For programmet No More Plastic tager hun ud på skoler og underviser børn i bæredygtighed, så de børn, der ikke er født ind i en plastikgeneration, vælger bæredygtige løsninger fra begyndelsen, så vi undgår, at al den plastik ophober sig i havene, i fiskenes maver og på vores tallerkner.

Caroline de Maigret arbejder også på et program, der tilstræber uddannelse af piger over hele verden. Programmet har som mål, at så mange piger som muligt skal gå i skole så længe som muligt, så de øger chancerne for at få et bedre liv.

Caroline de Maigret konkluderer på sit arbejdsliv, at hun gjorde ret i at gøre det på sin måde, selv om det var svært for hendes forældre, at hun gjorde oprør mod det, de syntes, var det rigtige.

– Jeg er rigtig glad og opfyldt af det, jeg laver, og i dag er mine forældre meget stolte af mig, siger hun.

Hun rejser sig fra makeupstolen i en glidende bevægelse, klar til fotoskydningen, inden hun skal videre til sin frokostaftale.

– Jeg er klar.