Fra præsidentindsættelse til runway: Amanda Gorman tegner modelkontrakt
Den 22-årige aktivist og digter, Amanda Gorman, kan nu også skrive model på sit CV efter at have underskrevet en modelkontrakt hos et af verdens største modelbureauer.
Det er ikke meget mere end en uges tid siden, at mange første gang stiftede bekendtskab med den 22-årige aktivist og digter Amanda Gorman, da hun iført rødt pandebånd og gul jakke fra Prada, reciterede sit digt The Hill We Climb ved indsættelsen af Joe Biden som USA’s 46. præsident.
Listen over, hvad den unge aktivist og digter, Amanda Gorman, på bare 22 år, har bedrevet, er allerede lang og yderst glorværdig, og den bliver kun længere.
Nu kan hun nemlig også kalde sig model.
Derudover kan hun bryste sig af at være den yngste digter nogensinde til at tale ved en præsidentindsættelse, hun er også den første i USA til at blive hædret med titlen National Youth Poet Laureate i 2017 i en alder af blot 16.
Og to år forinden alt det, i 2015, udgav hun sin første digtsamling The One for Whom Food Is Not Enough og har siden vundet flere priser for sin poesi.
I år udkommer så hendes anden digtsamling, der hedder det samme, som digtet hun læste højt til indsættelsen The Hill We Climb. Bogen ligger i skrivende stund nr. 2 på Amazon over bøger, der sælger bedst.
Det har alt sammen restulteret i, at hendes profiler på diverse sociale medier er eksploderet. Inden indsættelsen havde hun 100.000 følgere på Instagram. I skrivende stund har hun 3,3 mio. følgere. Og på Twitter havde hun knap 20.000 følgere, nu har hun 1,4 mio. følgere.
Hendes optræden ved indsættelsesceremonien vakte ikke kun en interesse for hendes person og stærke poetiske evner og budskab, det samme gjorde hendes påklædning.
Hun var nemlig iført Prada fra top til tå, hvilket eftersigende var en hyldest til Miuccia Pradas mangeårige feministiske virke, samt smykker, som den unge digter, Amanda Gorman, havde modtaget i gave fra tv-værten Oprah Winfrey.
Og hendes påklædning har siden resulteret i, at det røde Prada-pandebånd nu er udsolgt overalt, mens den gule jakke, hun bar (som ditto var af mærket Prada), har fået søgningen på "gule jakker" til at stige med 1.328 %, det skriver The Guardian.
Men det stopper ikke her.
For iblandt de mange tusinde, som verden over sad og så Amanda Gorman recitere sit digt, var med al sandsynlighed modelbureauet IMG Models, der forståeligt nok øjnede en ny potentiel model i den unge digter.
Og nu har Amanda Gorman så underskrevet en modelkontrakt med et af verdens største modelbureauer, som bl.a. huser modeller som Gisele Bünchen, Ashley Graham, Kate Moss og søstrene Bella og Gigi Hadid.
I et interview til Vogue siger Amanda Gorman bl.a.: "[Mode] har stor betydning for mig, det er en måde at omfavne den historie, der kom før mig og alle de mennesker, der støtter mig, på.”
Ligesom hun til magasinet Harper’s Bazar udtaler, at hun elsker larmende og storslåede kjoler broderet med blomster – som ifølge hende selv er en kærlig reference til sin afro-hippie-opdragelse i Los Angeles, og at hun langt hen ad vejen gerne vil have, at hendes udseende og stil afspejler en sort kvinde med en kraftig pen og et stort hjerte.
Siden Amanda Gorman charmerede alle ved præsidentindsættelsen tilbage i januar, har der været rift om den nyslåede model, som får alle til at spærre øjnene op.
Siden hun viste sig i det betagende Prada-outfit ved præsidentindsættelsen, har vi set hende i fuld Moschino-mundering i forbindelse med sin optræden ved Super Bowl først i februar, og senest har også Alexander McQueen fået æren af at klæde den smukke digter og aktivist på. Modeikon in spe?