Essay af Emma Rosenzweig: Vores Vasketøj

Mit vasketøj venter trofast på mig hver dag, når jeg kommer hjem. Det ligger dødt, forladt og brugt i to forskellige skuffer, som jeg sorterer efter farver, så jeg kan gå til opgaven med overblik. Mit vasketøj ligger dernede i mørket, og de forskellige dele, bukserne, trøjerne, kjolerne og strømperne, taler måske med hinanden om, hvad de har oplevet, da de blev båret af deres mennesker, indtil de igen endte i vaskeskufferne. Mine hænder trækker skufferne ud, dobbelttjekker, at der ikke er endt en ubuden farve i den forkerte bunke og lægger vasketøjet i vaskemaskinen, sætter timeren på 30 grader og venter de tre timer og 10 minutter, det tager for tøjet at blive renset for dets synder.

Når jeg kalder det mit vasketøj, betyder det ikke, at jeg kun vasker mit eget tøj. Jeg vasker min mands tøj, min søns tøj, min steddatters tøj, viskestykker, karklude, tæpper, lagener, dynebetræk, hovedpudebetræk, flyverdragter, vanter. Jeg vasker alt, der kan vaskes. Og jeg vasker med meget modstridende følelser. Jeg er vred over, at jeg skal gøre det, men jeg nyder det også. Jeg nyder kontrollen, overblikket, muligheden for at skabe orden. Jeg ved, det skal gøres, jeg bruger det råderum til at lave systemer, som jeg bestemmer over. Gør jeg det ikke, bliver det ikke gjort. I denne pause finder jeg mig selv, mine hænder, min krop og mit hoved er samlet under ritualet.

Jeg sætter vasketøjet over om morgenen, inden jeg går ud ad døren, og hænger det pertentligt op på tørrestativet, når jeg kommer hjem fra mit atelier. Eller jeg tænder for vaskemaskinen, mens jeg ser en film og hører den svage rumlen fra den ind over dialogerne fra fjernsynet om aftenen, inden jeg går i seng. Når jeg vågner næste morgen, hænger jeg det op på tørrestativet. Fører mine hænder igennem ærmerne, vender det udad, så det ikke er på vrangen, hænger det lige på tørrestativet som et fugleskræmsel, der kigger sig selv imellem benene for at finde sit køn eller mangel på samme.

Jeg hænger de små lyslilla frottéklude præcis sådan, at de kun skal foldes en enkelt gang, når de er tørre og skal på plads i deres skab. Jeg hænger mine kjoler på bøjler, som jeg sætter fast til toppen af skråvinduet, og så hænger de dér, våde og rene og danser for mig, i vinden, hvis jeg er heldig. Mit vasketøj er som et regnestykke, jeg aldrig bliver færdig med at regne ud, der kommer hele tiden mere, selv om jeg hele tiden vasker.

Hver dag finder jeg tid til at stå alene med mit vasketøj, selv de dage, hvor jeg ikke har fundet tid til at stå alene med mig selv, og på underlig vis smelter det sammen til en blanding af noget pålagt og noget ømt, jeg har helt alene med mig selv. Så går det op for mig, at jeg er mor, og at jeg er gift, men jeg savner aldrig at være et barn, alt er bedre end dét. Næsten alle ugens dage sidder jeg med duftene, lugtene, farverne og konturerne, som har rørt min og min families hud. Mærker det imellem mine fingre og forsvinder ind i rytmen af det, regnestykket går ikke op, og jeg kan ikke forstå, hvornår og hvordan det gik til, at der pludselig var så meget vasketøj i mine skuffer.

I 1981 skabte Roberta Cantow dokumentarfilmen Clotheslines. Det er en fortælling med den smukkeste billedside, som viser kvinder og deres ritualer med vasketøj akkompagneret af en voiceover med beretninger om had- og kærlighedsforhold til selvsamme. Kvinderne fortæller, hvordan de betragter og bedømmer de snore fyldt med vasketøj, som fylder i gadebilledet i Amerika på det tidspunkt, tekstiler, der hænger på snore og flagrer med klemmer i hjørnerne over de høje huse.

Det er en film, som tager vasketøj alvorligt. Betydningen af vasketøj og det billede, vasketøj har været på kvinders arbejde i hjemmet. Man hører dem tale om, hvordan vasketøjet både er en forbandelse og en velsignelse, om hvordan enhver kvinde, som vasker familiens tøj, uden at vide det står og laver skulpturer hver eneste dag. Det er en bittersød og rørende film, som giver vasketøj den opmærksomhed, det fortjener.

Tøjvask blev ikke en rigtig opgave i familielivet før i det 19. århundrede, hovedsageligt fordi de typer tøj man gik i før industrialiseringen, var lavet af filt, læder, uld, linned og alpaca, som blev rystet eller børstet for at fjerne snavsen. Først da bomuld erstattede linned og uld som det foretrukne stof til tøj, blev vasketøj en vigtig del af kvindernes arbejde i hjemmet. Dengang fandtes den elektriske vaskemaskine ikke endnu, og derfor var dét at vaske tøj ufatteligt fysisk krævende og en besværlig proces, hvor kvinder typisk brugte en hel dags arbejdskraft til tøjvask.

En kvinde var ude af stand til at udføre alt arbejdet alene, vand skulle transporteres til stedet, hvor tøjet blev vasket, det skulle varmes over et ildsted, og sæben blev lavet af lud og animalsk fedt, hvilket var utroligt opslidende og decideret giftigt for kvindernes hænder. De skrubbede tøjet op og ned ad et vaskebræt, og uanset vejrforhold blev tøjet altid hængt til tørre udenfor på vaskesnore.

Mellem 1870 og 1910 blev det almindeligt for middelklassefamilier at sende deres tøj, primært mændenes skjorter, jakker og bukser, til de nyligt åbnede vaskerier. I hvert årti i den periode steg antallet af kvinder, der var ansat i vaskerierne, og i år 1900 fik de fleste familier som minimum vasket en lille del af deres vasketøj hos de såkaldte vaskekvinder eller hos kommercielle vaskerier.

I begyndelsen af 30'erne gjorde vaskemaskinen for alvor sit indtog, og nu handlede det om at reklamere for at få vaskemaskinen ind i hjemmet i håb om, at kvinder ville bruge mindre tid på vasketøjet. Mange kvinder var skeptiske og stolede ikke på, at maskiner ville kunne udføre deres arbejde lige så godt som deres egne hænder, og vaskerier blev i første omgang etableret for at skabe tillid, så kvinderne kunne prøve at vaske for at se, hvad de syntes om det.

De familier, som havde råd til at købe en vaskemaskine, brugte ofte de penge, de normalt brugte på vaskerier eller på husholdningshjælp, og så endte kvinden alligevel med at bruge endnu mere tid, for så blev der købt mere tøj, som også blev beskidt. Selv om vaskemaskinen kom ind i hjemmet, var der stadig en kultur for at hænge vasketøj op udenfor, og det er dét, Roberta Cantows film er et smukt eksempel på. Samlingen i gaderne og i opgangene, i gårdene og endda på tagene. Vasketøjet fyldte, vasketøjet var noget kvinder mødtes om. Talte om. Bedømte hinanden ud fra.

Jeg sidder overfor min svigermor på 79. Gruekedlen. Man varmede den over blusset, og så blev det beskidte tøj kogt i den, mens man rørte rundt i den med en lang pind. “Jeg fandt først ud af for nyligt, at det hed en gruekedel, som barn troede jeg, det hed noget andet,” siger hun og tænker tilbage på sin barndoms vasketøj. Hun voksede op i et hus med sin mor, far og søskende, og hendes fars faster, som var syerske, syede tøj til hele familien. Hun kan huske, hvordan hendes mor engang lejede en vaskemaskine og legede, at det var hendes egen for et par dage.

Min svigermor husker også, hvordan hun sammen med sin mor foldede familiens duge, ‘trække tøj’, som man kaldte det, på en helt særlig måde. Det var et ritual, som blev udført i stilhed og med stor præcision. Og så husker hun, da hun selv blev mor og balancerede et fuldtidsarbejde som skolelærer og havde fire børn og en mand, hvis tøj hun vaskede, at "det vigtigste var, at det kom ud og hænge". Jeg tænker på min egen barndom og på, hvordan min far og jeg brugte udtrykket "vindblæst", når sengetøjet og lagenerne havde tørret i vinden, det var det mest prestige af alt på vasketøjslisten, og det lader til, at mange er enige om, at følelsen af vasketøj, som har fået lov til at tørre i vinden, er noget helt særligt.

Min mor vaskede altid på vaskeriet de dage, hvor min bror og jeg var hjemme hos vores far. I modsætning til mig kan min mor ikke lide at tale med fremmede. Hun fortæller mig, hvordan stunden på vaskeriet, når vasketøjet havde hobet sig op, var hendes mulighed for at synke ned i en stille pause, som hun gerne ville have i fred. Den eneste gang, hun har haft lyst til at slås med en kvinde, var en aften, hvor hun sad for sig selv, mens hendes vask kørte rundt i den store maskine, og en kvinde ikke respekterede hendes osteklokke og spurgte hende om noget.

Det kunne min mor ikke holde ud, og det fyldte hende med vrede. Hun husker også, hvordan hun betragtede sin egen mor som barn, når hun stod i haven i Everdrup og hang vasketøj for en familie på syv op på tørresnorene. Det var i dén grad hendes fristed og pause fra en mand, som ikke behandlede hende ordentligt, og min mor oplevede den tid, hvor min mormor ordnede vasketøj som noget helt særligt og mildt.

En gennemsnitsfamilie i Danmark, som det kaldes, når man laver statistikker, består af to voksne og to børn. En sådan ‘gennemsnitsfamilie’ bruger deres vaskemaskine, hvis de ellers har sådan en, 220 gange på et år, ca. fire gange om ugen. Selv om mange har vaskemaskiner hjemme, og flere og flere vaskerier forsvinder, bruger vi stadig ufattelig meget tid på vasketøj, men jeg taler aldrig med mine venner om det, det er, som om jeg skammer mig, fordi jeg føler, at jeg reproducerer en patriarkalsk tilgang til kvindens plads i og udenfor hjemmet.

Jeg går ned på vaskeriet og sidder og venter på, at der kommer nogen, jeg kan tale om det med, men der kommer ikke nogen. Selv om jeg bliver siddende på vaskeriet i min gade, ovenpå vaskemaskinerne, som buldrer under mig med mit vasketøj i, i flere timer, kommer der ikke nogen, jeg kan tale med om vasketøj. Jeg hænger mit vasketøj til tørre indenfor i min lejlighed, da jeg kommer hjem, og jeg længes efter blæsten, udsigten, samtalen i det rum, som binder os, hvem end vi er, sammen, det rum, hvor vi vasker vores tøj og reflekterer over de glæder, smerter og den ambivalens, som hører med til det.