Eva Aagaard: Da jeg var yngre, var det ”indbildsk” at synes, at man var pæn
Forfatter Eva Aagaard har lært at fokusere på alle sine fortrin og lægge fejlfinderluppen væk. Hun har ikke de store skønhedsrutiner, men snyder sig til lyse striber, husker altid solcremen og glæder sig til, at hun igen kan få en fuld nats søvn.
Min morgenrutine består af… at blive vækket klokken fem af min søn og desperat prøve at overbevise ham om, at han skal sove lidt længere i stedet for at lege løve og kravle rundt oven på sine forældre og brøle. Det mislykkes for det meste.
På et eller andet tidspunkt vækker jeg min mand, og vi skiftes til at tage ham og give hinanden lidt søvn. Når vi ikke kan trække den længere, står jeg rigtigt op, kommer vand i ansigtet, drikker kaffe og spiser morgenmad.
At pleje min hud betyder for mig… at fjerne makeup om aftenen, bruge solcreme, når jeg husker det, og spise relativt sundt. Jeg har ikke nogen omfattende rutine.
Jeg lægger makeup, når… jeg skal ud ad døren. Jeg føler mig bedre tilpas, når jeg har lagt mascara og tegnet mine øjenbryn op, så det gør jeg stort set altid, når jeg bevæger mig ud, ligesom jeg dækker urenheder, hvis jeg har dem. Hvis jeg skal til fest, bruger jeg også læbestift og nogle gange min palet til contouring, hvis jeg er i humør til det.
Jeg er blevet afhængig af… at lave lyse striber i mit hår med en spray fra John Frieda. Men den slider ret meget på håret, så det er ikke det mest plejende trick. Ellers gør jeg ikke så meget andet ved mit hår end at vaske det og bruge balsam.
Hvis jeg kunne sige én ting til mine medsøstre, ville det være… henvendt til dem, som har brug for at høre, at de stadig har lov til at være mennesker med behov, selvom de har fået børn. Du må godt have lyst til at gå ud og drikke øl med vennerne.
Du må godt have et eller andet spændende projekt, som du nyder at bruge tid på, selvom det koster nogle timer væk fra familien. Og du behøver ikke engang at begrunde det med, at du kommer hjem som en gladere og bedre mor. Det gør du sikkert også, men du er et menneske med værdi i dig selv, og du fortjener at have det rart for din egen skyld – ikke kun for andres.
Den bedste duft for mig er… chokolade, morgenkaffe og mine børns hår.
Når jeg skal have smilet frem, lytter jeg… lige for tiden til sangene fra Disney-filmen ”Encanto”, fordi mine børn elsker dem, og de langsomt, men sikkert, har taget magten over hele min musiksmag.
Hvis min hud slår ud, er mit trick at… dække det med Blemish Balm fra Christine Scrammek, som både skjuler urenheder og plejer huden.
Hvis jeg kunne give mit unge jeg et skønhedsråd, ville det være… prøv at holde af dit udseende. Da jeg var yngre, var der et ideal om, at man helst skulle være lidt utilfreds med, hvordan man så ud. Man måtte ikke selv synes, at man var pæn, for det var indbildsk. Så hvis jeg havde en dag, hvor jeg følte mig lækker, skyndte jeg mig lige at få øje på en eller anden fejl, for så var jeg ikke et overfladisk menneske.
Jeg ville ønske, at jeg ikke havde spildt al den tid på at fokusere på mine fejl og rette dem, dække dem til eller skamme mig over dem. Det var først langt senere, det faldt mig ind, at man også bare kunne fokusere på det, man var glad for, og fremhæve det.
Det sted, jeg er i livet netop nu, er… i meget høj grad defineret af, at jeg er mor til to små børn. Jeg tror aldrig, jeg holder op med at savne ungdommen og friheden i hvert fald en lille smule, men de sidste par år er jeg virkelig vokset ind i morrollen og nyder tiden med mine børn på en helt anden måde, end da de var babyer.
Jeg elsker at se mine børn vokse og lære verden at kende. Og jeg elsker at lære nye ting sammen med dem. For eksempel har jeg mindst fået tidoblet mit ordforråd af dinosaurnavne.
Nutidens skønhedsideal er… stadig svært at leve op til, men jeg synes samtidig, der er ved at opstå en rummelighed, som ikke fandtes, da jeg selv voksede op. Det giver mig håb for, at min datter får lettere ved at acceptere sit udseende, end jeg selv havde.
Da jeg var ung, troede jeg, at der var én rigtig måde at se ud på. Et klart defineret ideal, som det gjaldt om ikke at skille sig for meget ud fra. Og for hvert træk, jeg havde, som adskilte sig fra idealet, blev der så trukket et skønhedspoint fra. I dag er der ikke én måde at være smuk på, men mange.
Den kropspositive bevægelse har gjort en forskel, og unge opdrages ikke kun til at finde fejl ved sig selv, men også at lære at holde af, hvordan de ser ud og se det smukke i det, som skiller sig ud.
Jeg føler mig smukkest, når… min mand ser på mig, for jeg ved, at han ser mig gennem et positivt filter, som gør mig pæn uanset hvad. Jeg tror virkelig på, at det vil være sådan, uanset hvor gamle og rynkede vi bliver, og det føles rart.
Eva Aagaards favoritter:
Den bedste solcreme
Den dufter godt, giver lidt farve og passer til de fleste hudtoner. Det er den eneste solcreme, jeg rigtig kan finde ud af at bruge. Health Smart Tone spf 50, Zo Skin, 700 kr.
Hverdagsfavorit
True Match Perfecting Powder, L’Oréal Paris, 115 kr.
En synlig forskel
Jeg har en følelse af, at de er gode for min hud og synes også, jeg kan se en forskel i de perioder, jeg bruger dem. Health Complexion Renewal Pads, Zo Skin, 495 kr.
Voksen-skældud
Jeg får sikkert skældud af min frisør for at sige det, for den er angiveligt ikke god for håret, men jeg er glad for den farve, mit hår får, når jeg bruger sprayen. Det ligner en naturlig, solbleget farve, og det, synes jeg, klæder mit hår om vinteren. Go Blonder Lightening Spray, John Frieda, 130 kr.