Lotte Freddie gør dig klogere på Copenhagen Fashion Week
Kom med i arkivet, når vi fortæller dig hele Copenhagen Fashion Weeks historie med anekdoter fra selveste Lotte Freddie. Klædt på til kamp!
Artiklen er første gang udgivet 10. august 2012. Opdateret af Kristian Hindø-Lings.
To gange årligt løber Copenhagen Fashion Week af stablen, og vores smukke danske hovedstad forvandles gang på gang til én stor fest af begivenheder og events, som tiltrækker modeelskere fra hele verdenen. Men hvor startede det hele egentlig henne, og hvem er det, som står bag det her store arrangement?
Historien om Copenhagen Fashion Week
Copenhagen Fashion Week har rødder helt tilbage til 60’erne, nærmere bestemt 1964. På dette tidspunkt hed den Dansk Mode-Uge og var udelukkende en damemodemesse, som årligt blev holdt som opvarmning til en større messe i Herning Messecenter.
Sammen med Ikast og Brande, var Herning nemlig et af de store samlingspunkter for den danske modeindustri efter 2. verdenskrig, og det var derfor hertil, at folk kom langvejs fra. I løbet af 60’erne gik den industrielle opblomstring for alvor i gang, og det betød, at der også blev sat skub i den danske modeindustri. Eksporten af dansk mode voksede, og det samme gjorde den danske modeuge, som hurtigt fik branchefolk og modeformidlere til at udråbe København som ”Nordens modecentrum”.
For at fremme eksporten yderligere, besluttede arrangørerne af Dansk Mode-Uge at indgå et samarbejde med brancheorganisationer fra andre skandinaviske lande. Dansk Mode-Uge skiftede derfor navn til Scandinavian Fashion Week, og det nye samarbejde betød, at København nu også var åben for udenlandske udstillere, ligesom at der blev foretaget seriøse investeringer i at markedsføre messen overfor udlandet, hvilket viste sig at bære frugt.
I 80’erne skiftede messen navn igen til Future Fashion Scandinavia og igen i 90’erne til Copenhagen International Fashion Fair, som det også hedder den dag i dag. Siden da er de danske modemesser flere, og de er blevet større (red. i dag findes messerne CIFF og Revolver). Det samme gælder for de danske designere og modevirksomheder, som tidligere blev overskygget af de store messer under modeugen. Antallet af danske designere var begrænset, og de havde ikke de samme muligheder for at holde store modeshows, som de har i dag.
Lotte Freddie og Jacqueline Friis-Mikkelsen.
”De fremviste kollektionerne i deres egne showrooms og somme tider på restauranter inde i byen. Så blev pressen inviteret og somme tider nogle bekendte”, fortæller Lotte Freddie. Dette betød dog ikke, at omtalen af disse shows var prangende.
”Der blev aldrig nogensinde nævnt noget om modeindustrien på TV og heller ikke i radioen. Aldrig. Det var ikke en anerkendt branche, og faktisk var det ikke før, man fandt ud af, hvilken millionbranche det i virkeligheden var, at man fik øjnene op for den.”
Det var derfor ikke før 2006, at en samlet dansk modeuge, som vi kender den i dag, skulle se dagens lys for første gang. Copenhagen Fashion Week blev navnet på en offentlig plan, der havde til formål at markedsføre dansk mode overfor de udenlandske markeder, samtidig med at den skulle sætte København på landkortet som en af verdens fem modebyer efter London, New York, Milano og Paris. Copenhagen Fashion Week blev arrangeret og udarbejdet af Danish Fashion Institute (red. fra 2006-2016) og åbnet af daværende borgmester Ritt Bjerregaard, som samtidig indviede Rådhushallen som den officielle platform for Copenhagen Fashion Week. At Rådhushallen blev valgt til dette, var et klart bevis på, hvor langt den danske modeindustri var kommet – Ikke kun i verden, men ligeledes i det danske samfund.
”Førhen var det fuldstændig utænkeligt, at sådan en begivenhed skulle finde sted i Rådhushallen, for det blev jo ikke taget seriøst”, fortæller Lotte Freddie. Man gik altså fra ikke at kunne forestille sig politik og mode blive sagt i samme sætning, til pludselig at se politikere stå med åbne arme og byde modeindustrien ind.
Den dag i dag er Copenhagen Fashion Week et selvstændigt selskab, som to gange årligt stabler modeugen på benene, hvilket både omfatter to individuelle modemesser samt en lang række modeshows, der er fordelt over tre dage. Aldrig før har modeugen været så stor, så struktureret eller så luksuriøs, som den er i dag. hvor pressen suser byen rundt i pressebusser, og alt er organiseret i stramme skemaer.
”Førhen var der ingen pressebusser, hvor man blev opvartet. Dengang måtte man selv køre rundt til de forskellige shows og få masser af bøder, fordi man holdt ulovligt”, fortæller Lotte Freddie. ”Derudover var der slet ikke så meget presse eller så mange indkøbere, som der er i dag. Og der var ikke så mange celebrities. Det gjorde man bare ikke dengang.”
I takt med at interessen for modeindustrien er vokset, har Copenhagen Fashion Week flere gange fået kritik for at være en lukket fest for toppen – en begivenhed som stjæler byen og ikke vil lukke dens egne borgere ind. Allerede fra start tog arrangørerne den kritik til sig, og i 2008 kunne de præsentere Copenhagen Fashion Festival. Festivalen foregår i dag som integreret program under Copenhagen Fashion Week sideløbende med modeugen og har til hensigt at gøre denne mere åben og tilgængelig for alle, hvilket de kun har haft succes med.
Video fra Gannis show under Copenhagen Fashion Week.
I 2011 udvidede de dette yderligere med skabelsen af ”Verdens Længste Catwalk” – en 1,6 km pink catwalk fra Rådhuspladsen til Kongens Nytorv, som inviterede hele byen til modeshow. Mere end 220 modeller, kendte og amatører gik ned ad den lange catwalk i tøj fra mere end 500 skandinaviske designere og gav hundredvis af tilskuere en unik oplevelse.
I dag er Copenhagen Fashion Week Nordeuropas største modebegivenhed, som hvert år tiltrækker de bedste indkøbere, designere og international presse. I år skydes modeugen i gang med en showkalender, hvor der lægges tydelige væk på kvalitet fremfor kvantitet. 32 designere præsenterer i år deres forslag til næste sæsons trends og tendenser, hvilket både er nyere designere som Cecilie Bahnsen, så vel som veletablerede brands som By Malene Birger og Ganni.
Vi takker Lotte Freddie for at give os et billede af, hvordan modeindustrien så ud inden den officielle Copenhagen Fashion Week blev til.