Louise P: "Jeg var hudløs i ansigtet og mit hår faldt ud"

Louise P slår blikket ned, kinderne blusser, og hun rækker ud efter kaffekoppen, som hun tipper og kigger ned i de marmorerede brune aftegninger i bunden. Hun ved godt, at koppen er tom.

– Skal vi ikke have noget mere kaffe?

Man kender et forelsket smil, når man ser ét. Hun finder en pakke cigaretter frem fra lommen og tænder én.

Jo, vi skal have noget mere kaffe.

Som afledningsmanøvre får Louise sendt mig indenfor på Nimb, hvor jeg bestiller friskbryggede forsyninger. Men så let slipper hun ikke. Det gode ved forelskede mennesker er nemlig, udover at de er grundlykkelige, at de ikke kan lade være med at tale om kærligheden, selv om de forsøger at holde tæt.

Tilbage på terrassen, hvor efterårssolen gør sit bedste for at imponere de sidste to dage af Tivolis sommersæson og med udsigt til Nimbs springvand og påfugle, prikker jeg til hende.

– Jeg har aldrig nogensinde connected så meget med nogen før. Han er så ordentligt et menneske, respektfuld og indsigtsfuld. Han er så skarp, og så kan han lide mig rigtigt. Vi har kendt hinanden perifært længe, men nu skulle vi være sammen. Det er åndssvagt fedt!

Hendes T-shirt er hvid, og den er hans. De har været kærester siden Roskilde Festival i år. Hun vil ikke ud med, hvad han hedder, og hvad han laver, men hver anden uge er de uadskillelige i hans lejlighed i København. De andre uger bor hun med sin datter Maya i et stort hus med to hektar land ved Gilleleje i Nordsjælland. Det har hun gjort siden 2010, da Maya var to, og Louise flyttede dertil fra London med sin daværende ægtemand og Mayas far, den amerikanske fotograf Arthur Meehan. Louise brød sig mildt sagt ikke om byen, der er lidt for stor, lidt for grå og lidt for kold. Maya skulle vokse op med muld på sine små gummistøvler.

– Jeg ville bo på landet. Jeg kan bedst lide, at der ikke er for mange mennesker for tæt på. Jeg kan godt lide at have privatliv. Kriteriet var, at huset skulle ligge en times kørsel fra lufthavnen, så det var nemt at komme på udenlandske opgaver. Jeg faldt pladask for huset, der ligger gemt helt væk. Du kan slet ikke se indkørslen fra vejen. Jeg kalder det "hullet i væggen," siger Louise.

De boede sammen i huset i et års tid og blev så enige om, at de var bedre sammen som kærester end som forældre og blev skilt året efter. Arthur Meehan bor rundt om hjørnet, så datteren deler sin tid fifty-fifty mellem sine forældre. Nu er huset blevet for stort. Måske har det altid været for stort.

– Jeg har arbejdet og arbejdet på at sætte det her hus i stand. Men der er altid mere at ordne. Køkkenet står stadig med umalede gipsplader. Jeg kalder det the broken window complex. Det er skruen uden ende, og jeg gider ikke ordne mere. Og al den jord udenfor! Der er så smukt og dejligt, men så meget farmer var der alligevel ikke i mig. Jeg vågnede en morgen for et halvt års tid siden og tænkte: "Nu sælger jeg! Slut!" Jeg glæder mig til at flytte i et lille færdigt hus i nærheden med to værelser, en stue og et køkken, siger Louise.

Louise P blev opdaget som model som 20-årig, da hun sad i toget på vej mod et hotel i Norge, hvor en veninde tjente gode penge. Det lød som en plan. Louise var droppet ud af gymnasiet i 2.g, matematisk linje. "Fordi der var flest drenge. Jeg kunne ikke klare det der tøsefnidder." Livet som ung i Stauning ved Skjern i Jylland var nogle gange... udfordrende.

– Jeg var vel det, man kalder et problembarn. En lille rebel. Jeg pjækkede 8. klasse væk og kan ikke huske noget som helst fra en eneste fysiktime. Jeg var der selvfølgelig heller ikke... Jeg var to år på efterskole, og det ville jeg ønske for alle unge, siger Louise P.

Hotellivet i Norge var ikke så indbringende, som Louise havde håbet. Hun savnede sin daværende kæreste hjemme i Danmark, og efter tre uger bumlede hun i toget hjem til Danmark, hvor hun ringede til modelbureauet 2PM, som hun stadig er tilknyttet. Hun flyttede først til New York, og siden til London og har arbejdet for alle de store modehuse, Prada, Chanel, Balenciaga og Calvin Klein og særligt bemærkelsesværdig er nok kampagnen for Gucci i 2003, i Tom Fords tid, hvor hendes punani var barberet i form af Guccis kantede G.

For et par uger siden var Louise tilbage i New York for at præsentere sig for gamle kunder, casting directors og brands.

– Det var meget anderledes, end da jeg boede der. Der er mange flere om buddet nu og flere forskellige typer, hvilket er en god ting. Men det handler også så meget om Instagram og personality, Louise udtaler det overamerikansk, vrænger hun også lidt? Hun er glad for, at hun blev opdaget som 20-årig og ikke som 16-årig, som mange gør i dag.

– De skal have lov til at være teenagere uden hele tiden at være så selvbevidste og give sig ud for at være noget på de sociale medier, som de ikke nødvendigvis er. Man burde først kunne begynde at arbejde som model, når man er 18.

Hun taler af erfaring.

– Jeg brød sammen jævnligt. Jeg havde så fucking travlt, og det er så pissehårdt at lave alle de shows under de internationale modeuger. Jeg var hudløs i ansigtet, og mit hår faldt ud. Jeg kan ikke huske mine 20'ere, for det var så overvældende det hele.

Du kan ikke huske dine 20'ere?

– Nej. Jeg kan bare huske, at jeg sad på en flyver eller stod foran et kamera. Jeg kan ikke adskille den ene oplevelse fra den anden. Mine 20'ere er en stor black box.

Den erkendelse kræver noget nikotin. Hun vrister en cigaret ud af pakken.

Nu arbejder Louise P en gang om måneden og kun, når hun synes, det er sjovt. Det synes hun til gengæld også. Så kan det godt være, at forelskelsen kan få hende til at rødme, men modelarbejdet kan få hende til at grine højt.

– Ja, ja, ja! Det er så fedt at fortolke et look på en fotoskydning og lave nogle fede billeder. Jeg elsker at gå modeshows, så adrenalinen pumper. Det var så sjovt at gå Saks Potts under den danske modeuge. Stå i det line-up, og de andre piger var så nervøse. Det er jeg overhovedet ikke mere. Det er bare ind og give den gas!

Louise P vrikker med hofterne i stolen, hånden sætter hun i taljen. Hun overdriver kroppens bevægelser, men ansigtets attitude er som taget fra podiet. Markerede kindben, pouty læber, overlegne grønne katteøjne.

00'ernes uendelige modeljobs gjorde, at hun lige så godt kunne smide sin kalender ud til højre.

– Hold kæft hvor har jeg aflyst mange ting. Så giver man op til sidst! "Jo, jeg vil meget gerne med på kanotur." Men så står Peter Lindbergh og vil have dig til et eller andet, og det siger du ikke nej til. Men jeg har sagt nej flere gange. Jeg aflyste engang et Louis Vuitton-show, fordi de ringede til mit hotelværelse i Paris klokken halv fire om morgenen og ville fitte mig. "Jeg gør det ikke," svarede jeg. Jeg fik lov til at gå showet alligevel. Og jeg har sagt nej til mange jobs på grund af Roskilde Festival. Don't mess with that! siger Louise.

Den kalenderløse tilværelse har fået Louise til, på sand Buddha-vis, at være til stede i nuet.

Har du gjort dig tanker om, hvad du skal leve af, når du ikke længere skal være model?

– Ikke rigtigt, jeg er ret god til at være i nuet. Jeg regner med, at der kommer noget dumpende, noget, der fænger. Jeg kan godt lide at tegne og male og har et hjørne med malerspande og store lærreder, men det kan jeg jo ikke leve af..

Hvad skal der ske med kærligheden?

– Lige nu vil jeg bare giftes! Nyde ham og rejse med ham.

Vil du gerne have flere børn?

– Nej, det er aboslut ikke planen. Jeg fik svangerskabsforgiftning med Maya, fik vand i lungerne, gik i chok og var ved at dø. Det var en traumatisk oplevelse.

Nå, men hvordan vil du så lokke ham til at fri til dig?

Og så bliver hun igen fjalet, og blikket søger kaffekoppen, der igen er blevet tom.

– Pjat! Måske skulle man gå i Grøften og spise et stykke smørrebrød?

Der var den endnu en gang, afledningsmanøvren.