Jérôme Dreyfuss: "Jeg græd hver gang, nogen genkendte mig på gaden"

Franskmænd taler altid om mad og det næste måltid. Også taskedesigneren Jérôme Dreyfuss, 46, der starter dagen med at spise sin søns morgenmad og synes, hans hustru, designeren Isabel Marant, er den bedste kok.

Han holder weekend i familiens hytte i skoven uden adgang til vand, varme og wifi, med havearbejde fra morgen til aften, og har engang spist søpindsvinsuppe, der smagte som et digt af Rimbaud, til morgenmad.

Hvordan starter din dag?

“Jeg står op halv syv, brygger kaffe og laver morgenmad til min søn på 16. Altid tartine beurré (baguette med smør, red.). Han gider aldrig at spise det, selv om jeg siger, at det er et vigtigt måltid. Han går på en kunsthåndværksskole, hvor han laver smykker, skulpturer og kunst og har været tvunget til at bruge sine hænder, fra han var lille, for hver weekend tager hele familien til vores hytte i skoven i Fontainebleu, hvor der hverken er vand, elektricitet eller skærme. Hvis du har brug for lys, må du tænde et stearinlys, og hvis du vil underholdes, må du digte historier. Det er han blevet kreativ af.” 

Er du morgenmenneske eller natteravn?  

“Jeg vågner uden vækkeur. Jeg gider ikke gå ud om aftenen mere og vil hellere spise middag hjemme. Isabel laver altid maden, og hendes mad er den bedste. Hun kan lave mad til 20 mennesker på en time. Hendes stedmor er caribisk, så det er altid en god blanding af fransk og caribisk. Når du er franskmand, taler du altid om mad og det næste måltid. Det er en måde at være tilstede i dit liv og vise, at du værdsætter det hver dag.” 

Hvordan ser en typisk dag i dit liv ud?

“Fra klokken otte om morgenen til 21 om aftenen er det bare arbejde, arbejde, arbejde. Når jeg først er på kontoret, holder jeg aldrig pauser. For seks år siden legede jeg Tarzan og brækkede nærmest hele kroppen. Det var et wakeup-call, og siden har jeg passet på min krop og trænet mindst tre gange om ugen. Pilates om tirsdagen, squash om onsdagen med mine bedste venner og en times løb om torsdagen i området omkring Place des Vosges i Marais i Paris. Det er en slags mental hygiejne, som jeg er blevet afhængig af.” 

Gjorde ulykken dig bange for at dø?

“Jeg er ikke bange for at dø, men jeg har det så sjovt med at leve, at jeg ikke vil gå glip af noget. Jeg er hyperaktivt anlagt, så når vi er på landet i weekenden, laver jeg havearbejde fra klokken syv om morgenen til ud på aftenen. Jeg hygger mig og får en cigaret eller en lille joint, mens jeg er i gang. Jeg ryger stadig, selv om ingen andre gør det mere.” 

Hvor henter du inspiration? 

“Min have. Det lyder måske skørt, men alle mine venner, der har været der, vil give mig ret. Det er ikke min fortjeneste, det er bare den vibe, der er der. Jeg har givet træerne navne, og jeg taler med dem. Jeg er slet ikke i tvivl om, at de er intelligente, og at de kommunikerer. De hjælper hinanden, sender signaler og giver hinanden plads. De store træer passer på de små. Isabel og jeg har altid gået på bare fødder, for vi er overbeviste om, at du kan hente energi fra alt det, der ligger og samler sig på jorden.” 

Hvornår begyndte du at interessere dig for mode? 

“Jeg så Jerry Hall gå Thierry Muglers show, da jeg var 12 år. Der kom det til mig. Jeg ville lave noget, der kunne forføre de smukkeste kvinder i verden. Så hørte jeg om Serge Gainsbourg, der i en alder af 20 år erkendte, at han ikke var flot, men at han kunne spille musik. Han valgte karrierevej for at score de smukkeste og klogeste kvinder. Og det gjorde han så! Min barnepige lærte mig at sy, så jeg lavede kjoler og forførte piger, da jeg var 14-15 år gammel. De kom med hjem, prøvede mit tøj og forelskede sig i det. Da jeg var 16, kunne jeg tjene 2.000 euro om måneden på mine slå om-nederdele og toppe. Ambitionerne voksede. Jeg ville forføre Naomi Campbell og Claudia Schiffer og hele det slæng. De var alle med i mit første show.”

Hvorfor holdt du op med at designe tøj?  

“Jeg fik hurtigt succes. Mit første show var en sensation i Frankrig, og alle talte om mig. Men det gik for stærkt. Jeg græd hver gang, nogen genkendte mig på gaden, for jeg havde intet ønske om at blive berømt. Jeg kom til middage med alle de her couture-magere som Karl Lagerfeld og John Galliano, og jeg tænkte bare “Hvad fanden laver jeg her?” For de var alle så alene. De kunne ikke andet i livet end at arbejde.”

Hvad overbeviste dig om at stoppe? 

“Jeg mødte Isabel, og hun blev gravid i 2003. Jeg ville gerne være en moderne far og tog mig af vores søn, så hun fik plads til at arbejde mere end mig. Det var ikke en svær beslutning, for jeg havde fået alt, hvad jeg havde drømt om på tre år.” 

Hvordan kom du så på sporet af at lave tasker? 

“Isabel mistede hele tiden sine ting, men hverken hun eller hendes veninder gad at gå rundt med en tung taske med store logoer, og så gav det ligesom sig selv. Jeg arbejder som en arkitekt. Jeg observerer, hvordan folk lever og prøver at dække deres behov.” 

LÆS OGSÅ: Han er Norges nye designhåb

Men har vi overhovedet brug for flere sko og tasker? 

“Ja, det er jo også et paradoks, som jeg selv har kæmpet med. På den ene side vil jeg ikke stimulere et kunstigt forbrug, men samtidig skaber jeg jo jobs og produkter, som jeg kan stå inde for. Jeg bruger kun økologisk skind fra dyr, der alligevel slagtes med henblik på at blive spist, lever frit og aldrig har fået antibiotika. Jeg spiser ikke ret meget kød, men læderet er der, og så skal det bruges med omtanke. 80 procent af mine tasker er farvet med grøntsagsfarver, undtagen grå og blå, som du ikke kan lave med grønsagsfarver. Jeg er økolog helt ind i hjertet og har altid været bange for at arbejde for den tredjemest forurenende industri i verden. De grinede af mig for 15 år siden, men nu deler jeg min viden og teknik med de nye designere. Vores generation har intet valg, vi skal anvise en ny vej. Coco Chanel havde ret i, at så snart noget er blevet trendy, er det allerede umoderne. Jeg vil kun lave klassikere, som du kan have i lang tid.” 

Er du feminist?  

“Helt sikkert! Og jeg hader de falske kvindeidealer. Du kan sagtens være smuk uden at være ung og tynd. Se bare på Louise Bourgeois og Georgia O’Keefe. Du ser ét billede af dem, og så er du forelsket. Isabel, Diane Keaton og min stedmor på 80 år, er de smukkeste kvinder, jeg kender. Det handler ikke om at være ung, det handler om at være ægte.” 

Hvor er det bedste sted I verden at spise morgenmad?

“I Tokyo på et lille hotel, hvor de serverede suppe med søpindsvin. Det var som at spise et digt af Arthur Rimbaud. Jeg bliver så rørt af den japanske madkultur. Alt er så delikat.”