Josefine Høgh

Josefine Høgh: ”For mig handler det om at føle sig hjemme i sin egen krop og i sit udtryk”

Tv-vært Josefine Høgh har fået sport ind med modermælken, og det har smittet af på hendes garderobe, hvor det sporty og komfortable fylder en del. Selv beskriver hun sin stil som tomboy med feminine detaljer, og hun har et fint miks af både dyre og billige items.

Stil

Jeg vil nok beskrive min stil som sporty. Jeg går meget op i, at mit tøj skal være komfortabelt. Den kan måske også betegnes som tomboy med feminine detaljer.

Jeg kan godt lide det ret basic med en tanktop og sneakers, som så kan piftes op med smykker, sko eller hår. Men min stil har uden tvivl ændret sig med årene. Min graviditet har helt sikkert gjort noget ved min opfattelse af, hvad der klæder mig, og det falder nok sammen med, at min krop selvfølgelig har ændret sig.

Jeg er også begyndt at forsøge mig mere med farver, end jeg tidligere har gjort. Jeg føler mig ikke godt tilpas, hvis jeg er for konet eller piget i mit look, ej heller for fin. Jeg er meget mere til at føle mig smart, frisk, cool og afslappet.

josefine-hoegh-hverdag.jpg
Jakkesæt fra Rabens Saloner, tanktoppen er fra Bareen – et af Josefines go to- mærker – og sneakers er Air Jordan fra Nike.

Favoritbrand

Uh, jeg har mange favoritter. Rabens Saloner, A Day’s March, American Vintage, Anine Bing, Toteme, Prada, Wood Wood, Aiayu, Hosbjerg, Adidas samt Bareen, Zara, & Other Stories og Arket af de mere prisvenlige.

Jeg kan godt lide at mikse dyrt og billigt, som oftest er det mine accessories eller de større genstande, som er det mest værdifulde i mit outfit såsom tasker, jakker, solbriller eller sko.

josefine-hoegh-strik.jpg
Cardiganen er fra mærket Høgh, som deler navn med Josefine, men ikke har nogen relation til hende, udover at det er en sjov detalje. Fra venstre: Joseph, Aiayu (vest), Høgh (cardigan) og 3.1 Philip Lim. Nylontaske er fra Prada og Josefines yndlings.

Hverdag

Hver anden dag render jeg rundt i sportstøj dagen lang. Enten når jeg ikke ud af det efter træning, eller også er jeg hoppet i det fra morgenstunden, fordi det er behageligt. Alle andre dage vælger jeg som oftest det, der ligger øverst i tøjbunken, når det skal gå lidt stærkt.

Jeg vil gerne være bedre til at være på forkant med min påklædning til dagen efter, for jeg ved, der ligger gode ting inde bagerst i skabet, som fortjener at blive luftet lidt oftere. Men en top eller en T-shirt, en blazer eller en lækker striktrøje og et par basic pants, så er jeg godt tilpas. Og så lige en kasket eller en solbrille til, bum!

josefine-hoegh-hverdag-farver.jpg
Bluse fra Marni, bukser fra Rabens Saloner og ur fra Rolex.

Bæredygtighed

Jeg ville ønske, jeg tænkte mere over det i de indkøb, jeg gør mig. Heldigvis er jeg blevet mere bevidst om at give mit gamle tøj et nyt liv, og derfor har jeg en fast loppestand ved min nabo på Tullinsgade i Loppeexpressen. Tit ender det også med, at jeg selv gør nogle gode køb i stedet for at købe nyt. Det er meget tilfredsstillende.

Sko

Sneakers er favoritter – uden tvivl. Sko er jo mit svage punkt, jeg har sådan en grundlæggende følelse af, at jeg altid godt kunne bruge et par nye sko, og derfor tror jeg også, jeg ejer op imod 60 par sko. Og det er nok lavt sat.

josefine-hoegh-sko.jpg
De nye og de gamle Adidas sko i yndlingsmodellen Handball Spezial.

Tasker

Det må være min Pradataske i nylon, der er min favorit – mest af alt fordi den er så anvendelig, praktisk og har et sporty udtryk. Den passer til det meste, den kan holde til alt, den er rummelig og samtidig nem at have med. Og så minder den mig også om min barndom. Både min mor og mormor havde en taske magen til, som jeg legede med, da jeg var barn.

josefine-hoegh-tasker.jpg
Den brune taske fra Bottega Veneta er en af Josefines favoritter. Den sorte øverste er fra Louis Vuitton, den grønne er fra Saint Laurent, mens den lille sorte forneden er fra Prada.

Butikker

Jeg er stadig mest til at gå i fysiske butikker og prøve tøjet på, for min krop ”fitter” ikke alt, slet ikke bukser. Men med en travl hverdag, så er online shopping også blevet en større del af mit forbrug. Jeg handler meget i mit nærområde i Tullinsgade, Værnedamsvej og Gl. Kongevej, her kan jeg få det meste. Når jeg er hjemme på Fyn, så besøger jeg altid Dr. Adams.

josefine-hoegh-kjoler.jpg
”Jeg øver mig i at gå i kjoler”, siger Josefine. Fra venstre: Forte Forte, A Day’s March og Rabens Saloner.

Tendenser

Jeg har et par gamle Adidas Handball Spezial, som jeg har haft, siden jeg var omkring 15 år. Jeg har dyrket alt sport i dem: indendørs fodbold i gamle dage, og sidenhen spillet en masse tennis og Padel i dem. Men for nyligt skete det så: sålen blev så slidt, at der nu er huller igennem både under skoen og i snuden.

Det er som at tage sutsko på, når jeg træder i dem og skal dyrke sport, men jeg måtte erkende, at de ikke kunne mere. Derfor skulle jeg have fat i et par nye til at dyrke sport i. Det er bare sådan, at de her sko i mellemtiden er blevet en modesko, og derfor har det været helt umuligt for mig at få fat i et par. Men nu er det lykkes!

Det er jo en modetendens, jeg i høj grad forstår, men jeg var da lidt træt af, at jeg ikke kunne få mine sportssko, for her havde de jo en funktionalitet, som var vigtig. Udover at være fede.

josefine-hoegh-stiletter.jpg
”Something blue”. De smukke blå velour-stiletter fra Manolo Blahnik er nemlig Josefines brudesko.

Bedste budgetkøb

Jeg køber meget på budget, men jeg fandt en lyseblå bikini og en lyseblå sweater fra Wood Wood i deres pop upoutlet.

WOW-køb 

Mine ure er tit sådan noget, andre folk bemærker. Og ellers må det være mine brune Bottega Veneta-tasker eller min orange American Vintage- uldfrakke. Jeg var spændt på, om jeg ville få den brugt, eller om den var for hidsig i farven til mig, men jeg får altid en masse komplimenter for den, og jeg har brugt den virkelig meget.

josefine-hoegh-ure.jpg
Josefine går meget op i ure. Alle tre ure er fra Rolex, og det sidste har været Josefines mors, nu er det Josefines, og en dag bliver det Mollys. Smykkerne i skrinet er en kæde fra Julie Sandlau, øreringe med perle fra Pernille Corydon, ring fra Trine Tuxen og øreringe fra Kinraden.

Aldrig uden

Mine smykker betyder selvfølgelig noget særligt for mig. Det samme gør noget af det tøj, jeg har fra min far, som jeg godt kan lide at gå i. Nogle gamle T-shirts eller sportstøj, det har jo en helt særlig følelsesmæssig værdi. Men hvis jeg ser mere ind i, hvad jeg ikke vil undvære i mit outfit, så er det de lækre striktrøjer eller cardigans i mit skab.

Jeg bruger dem både sommer og vinter, og de skal være i god kvalitet, for så holder de i flere år. Jeg har mine favoritter fra Høgh (en butik i Aarhus med samme navn som mig – dog ikke beslægtet, æv), Joseph, A Day’s March og I Blame Lulu. Og mine tasker har jeg også tænkt mig at tyndslide, mere end de er i forvejen.

josefine-hoegh.jpg
Her er hun i en bluse fra A Day’s March, bukser fra Toteme, halskæde med M er fra Lemele Cph, og den anden halskæde er lavet af Tilde Emborg.

Josefines bedste stiltips

  • For mig handler det om at føle sig hjemme i sin egen krop og i sit udtryk. Det er ikke nødvendigvis en særlig stil, men jeg tror på, at uanset hvad du tager på, så bærer du det meget bedre og mere selvsikkert, hvis du føler dig godt tilpas.
  • Til de dårlige hårdage er det bare på med en kasket og et par solbriller – det er en sikker vinder.
  • Miks det sporty med det feminine, og du har det helt perfekte match.

Josefine Høgh

  • Tv-vært, journalist og uddannet psykolog.
  • Hun er 33 år og bor i København med sin mand Lasse, deres datter Molly og Lasses store datter Liva.