Lærke Bagger: "Jeg var aldrig den dygtigste, mens jeg gik på Designskolen"

Hvis Lærke Bagger var en sofa, var hun en meget pæn og dyr designersofa. Med bananpletter. Hvis Lærke Bagger var en butik, var hun en Chanel-flagshipstore. Placeret på Hjallerup Marked.

Der er en del paradokser i strikdesigneren, men den ene side udelukker ikke den anden indeni Lærke Bagger. Som Prada-solbrillerne hun har sportet en del på sin Instagram-profil med 125.000 følgere. Ikke så lidt for en strikdesigner og ikke-influencer. Et par hurtige solbriller, der lige så vel kunne være købt i en souvenirbutik i starten af Strøget. Det er de så ikke.

"Der er så mange sider af livet. Jeg vil gerne arbejde med æstetik. Jeg elsker ting, der er smukke, og som har en fortælling og værdi. Men jeg elsker også ting, der eksisterer bare for at have det fedt. Det har lige så meget værdi. Det er med til at udgøre mig. Det er også derfor, jeg nægter at tage min navlepiercing, som jeg fik, da jeg var 14, ud, selv om huden den hænger i, ser mindre og mindre god ud efter to fødsler."

Lærke Bagger er alt muligt, omfavner alt muligt, og hun deler ud af det hele. Det ved du, hvis du følger hende.

"Instagram giver kun mening for mig, hvis jeg viser min virkelighed, som den er. Jeg kan slet ikke finde ud af det der med at lave reklame, og jeg har slet ikke lyst til at have det ansvar at blive kaldt influencer. Jeg kan kun finde ud af at tage billeder af de ting, jeg synes, er fede lige dér, hvor jeg synes, det er fedt. Nogle gange ser jeg helt vildt godt ud, "Fuck, jeg er spitze!" Dagen efter ligner jeg noget, der er løgn. Jeg har et mantra om, at hvis jeg lægger et billede ud, hvor jeg ser godt ud, så skylder jeg alle mine følgere at lægge et billede ud, hvor jeg ikke ser godt ud. Ligesom hvis det ser ud, som om jeg er rig, hvilket jeg overhovedet ikke er, så skal jeg vise den broke side. Og hvis jeg ligner en mor, der har sygt godt tjek på det, er det vigtigt for mig at vise, at det har jeg ikke."

Lærke Bagger har ikke en plan med Instagram. Da hun oprettede sin profil i 2013, dengang Instagram stadig var jomfrueligt, gjorde hun det med det formål at bruge det som online-portfolio, så hun slap for at opdatere en hjemmeside. Det lykkedes. Lærke Bagger har aldrig haft en hjemmeside. Men på et tidspunkt sagde hendes veninde til hende:

"Lærke, din Instagram er så pissekedelig. Du laver nogle flotte ting, men al den strik er sgu kedelig at glo på. Du er grineren. Lad os se det!"

Lærke svarede: "Huh? What? Really?"

Men tog kritikken til efterretning og begyndte at poste nedslag i sin hverdag som mor, kæreste, spisende, drikkende, festende, grædende og eyeliner-læggende. Hun synes, det er sjovt. Lærke Bagger interagerer med mange mennesker, som henvender sig og fortæller deres historie. Hun har skabt et fællesskab på tværs af alder og landegrænser. Men sagaen om Lærke Baggers Instagram skal i nærværende interview slutte her.

For nok har hun mange følgere, og nok er Lærke Bagger befriende at følge. Men Instagram er ikke Lærke Baggers arbejde. Det er design, der er hendes arbejde, håndværket. Det er dog smart, at hun har så mange Instagram-følgere, når hun lige om lidt skal til at promovere sin første… bog!

De hygger sig mere i Aalborg

Et hovedværk.

Sådan omtaler Lærke Bagger selv bogen med titlen Lærke Bagger Strik. En moppedreng på 288 sider, som består af 15 strikkeopskrifter, der kan varieres i det uendelige, og hvor både nybegynderen og den garvede med viljestyrke kan være med. Samtidig er bogen fyldt med anekdoter fra Lærke Baggers eget liv, hun har taget eller instrueret alle billederne og er selv model.

Hun har drømt om at lave bogen i 20 år, der er blevet bedre, end hun havde turdet håbe på. Der er ikke en redaktør, der har fortalt hende, hvordan bogen skulle være. Lærke Bagger har fortalt, hvordan hun gerne ville have den. Fra omslag i syregrønt og lyserødt imiteret læder med gotisk font. Papiret skulle ikke bare være hvilken som helst type. Som strikdesigner er man vel materialenørd.

"Det har været helt vildt vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke er ekspert. Jeg er kun ekspert i at være Lærke Bagger. Jeg er all about trial and error, det er essensen af bogen, og det er essensen af mig. So what, hvis ikke det går? Nu prøver vi."

Bogen er kvindefrigørende. Det er i hvert fald Lærke Baggers intention.

"Jeg har et projekt, som handler om at frigøre kvinder fra forventninger og at være perfekt. Jeg vil gerne invitere til, at vi slapper lidt af og tilgiver os selv."

Lærke Baggers eget yndlingsfoto i bogen er et, hvor hun poser, dybt i knæ med armene hvilende på lårene, som kun Nick Carter fra Backstreet Boys kunne gøre det dengang i 90’erne. På billedet er Lærke Bagger klædt i en strikpels af eget design, som hun har døbt The Crazy Loop Fur. Hun har mascara under vipperne, ikke på dem. Har ikke været i bad i et par dage. Men hvad gør det? Energien er der, attituden, er vild.

"Bogen har kerne i håndarbejde, strik, kvindekultur. Provinsromantik. Jeg fik slettet rigtig mange anekdoter om at drikke fadøl. Det er jeg lidt ked af."

Når Lærke Bagger siger "ked af," stopper "af" nærmest, før det er begyndt. Ordet falder ligesom ned ad stolen. Også når hun siger "om" og "på". Korte forholdsord virker på aalborgensisk endnu kortere end andre steder i landet.

"Jeg tror faktisk, at aalborgensere er dem, der er allermest stolte af deres ophav i hele Danmark. Hvis du er fra Aalborg, kan jeg automatisk godt lide dig, bare fordi du er fra Aalborg."

Hvad er det, I er så gode til i Aalborg?

"Jeg tror bare, at vi er helt vildt gode til at hygge os. Tage det, som det kommer. Slappe lidt af."

"Af." Der var den korte lyd igen.

Lige siden Lærke Bagger var 13 år gammel, har hun elsket at gå i Jomfru Ane Gade, og da hun flyttede til København som 21-årig, fortsatte hun festen i København. Hun fik job på baren Props Coffee Shop i Blågårdsgade på Nørrebro og boede på et værelse i et bofællesskab, der lå oven på Boy's Shawarma & Kylling på Nørrebrogade. Huslejen var 1.000 kroner om måneden. Hun skulle bare tjene 3-4.000 kroner, så var der råd til at betale telefonregningen, leverpostej og rugbrød, en pizza til tømmermændene en gang imellem og øl.

Når Lærke Bagger ser tilbage på billeder fra dengang, slår det hende, at hun har gået i nøjagtig det samme tøj de seneste to årtier. Leggings, T-shirts, skjorter og hoodies.

"Jeg var helt vildt bange for at være for tyk og have en for stor næse. Jeg var da bange for, at de alle sammen kunne se, at "der går jyden". Jeg turde nærmest ikke åbne munden."

LÆS OGSÅ: Lærke Bagger: "Jeg bruger de gamle teknikker til at lave nye, moderne ting"

Lærke Bagger gik ikke kun i byen. Hun strikkede også som en gal, hun var i praktik hos den garvede danske tekstilkunstner og strikdesigner Isabel Berglund og begyndte allerede dengang på sin restegarnstrik. For selv om bæredygtighed ikke var noget, man talte om dengang, kunne Lærke Bagger ikke holde til, at så mange garnrester bare skulle gå til spilde.

Hun brugte dem til at strikke bluser af, og enderne orkede hun ikke at hæfte, så dem bandt hun sammen, så de små knuder blev synlige. En teknik, hun selv har opfundet, og som hun godt kunne gå hen og få skældud for af en stor del af dette lands håndarbejdslærere. Men det er altså bl.a. den teknik, der har gjort hendes strik eftertragtet, "og så ser det jo godt ud. Det ser fandeme godt ud, altså!"

Aldrig den dygtigste

Vi sidder i Lærke Baggers værksted på Nørrebro. For det er et værksted, ikke et showroom. Da Lærke Bagger gik på Designskolen, håbede hun sådan på, at hun i fremtiden skulle have et showroom med blomster arrangeret i vaser, nymalede vægge og vitamindrik på bordet. Sådan skulle det ikke gå.

"Det har været en proces for mig at erkende, at måske er jeg ikke modedesigner i den betydning, jeg drømte om for 10 år siden. Det, jeg laver, placerer sig et sted imellem kunst, kunsthåndværk og mode. Så på den måde er det måske okay, at alle kasserne står derovre."

Lærke Bagger peger på plastikkasserne fyldt med garn. Strikkebøgerne, som hun samler på, særligt dem af ældre dato, står pakket i reolen bag hende. Hun ville egentlig gerne have malet væggene og listerne, og reolen kunne være flot, hvis den var gul. Men Lærke Bagger har ikke haft tid til at gøre noget ved værkstedet, som hun har haft i fire et halvt år. Det seneste halvandet år har hun haft travlt som aldrig før. Det stak helt af, da corona rullede ind over Danmark og resten af verden.

"Strik handler om at hygge sig, fordybe sig, stoppe uret, slappe af og dyrke håndværket i en fastpace verden. Men det handler også om at placere produktionen hos forbrugeren. Min tilgang til strik er at skrue ned for forventningerne, og det har ræsonneret godt med den form for kvindekultur, der er nu, hvor vi er trætte af, at alting skal være så perfekt. For det kan vi ikke leve op til alligevel."

Ud over sit eget design designer Lærke Bagger også for garnvirksomheden Hjertegarn, hvor hun er fuldtidsansat. Det kan godt være, at setuppet er et andet, end hun havde forestillet sig. Men det overgår alligevel hendes vildeste fantasi og hedeste drøm. For da hun startede på Designskolen som 24-årig i 2009 og blev færdiguddannet i 2015, virkede det som en utopi at leve af at strikke på pinde i modens verden, hvor indgangen er særdeles smal.

Så hed det maskinstrik og, hvis hun var rigtig heldig, hos Designers Remix, som på det tidspunkt var det danske modehus, der satsede mest på strik og eksperimenterede med silhuetter.

"Jeg var aldrig den dygtigste, mens jeg gik på Designskolen. Aldrig. Jeg fik altid god kritik på mine projekter, og jeg kom i det store hele i mål med de ting, jeg havde sat mig for. Men jeg var aldrig stjerneeleven. Måske manglede jeg geni-genet. Ligesom Alexander McQueen og Yohji Yamamoto. Dem, der er kunstnere på en helt anden måde. Der var jeg bare en psyko-arbejdshest. Og jeg var helt vildt insisterende på, at folk skulle blive ved med at se de ting, jeg lavede."

Hun lurede på, hvad de andre fandt på og kreerede og kunne godt være misundelig.

"Der var nogle, der bare lavede bedre og skarpere design. Mere eksperimenterende. Du ved det selv. Når du ser en god stol og en mindre god stol. Der var det mig, der lavede en mindre god stol. Mig, der lavede den lidt mindre spændende trøje."

Hun tager en slurk af limonaden med ingefær og chili.

"Dope!"

Hun smager på den igen.

"Fuck, den er god, mand!"

"En af mine grundværdier er, at du skal have lov til at have det sjovt. Der er så mange ting, der gør ondt, så vi kan lige så godt nyde livet, når vi har mulighed for det. Jeg er ikke sådan en, der lider. Det gør jeg ikke."

Lærke Bagger har for eksempel aldrig taget en all nighter på Designskolen. Hun har taget sit gode tøj og gået, når klokken blev senest 20. Det har ikke noget med ambitioner at gøre. Ambitionerne er skyhøje, men det er ikke på bekostning af at have det sjovt.

Drømmen om Holly

Hver gang Lærke Bagger starter et nyt design, gør hun det, fordi hun synes, det kunne være sjovt. Ikke fordi der kunne være et marked for det. Lige nu er hun besat af skulderpuder, og skulderpuder sælger ikke. Hun vil lave en strik med en dyb firkantet udskæring, ballonærmer og skulderpuder. Lærke Bagger finder et udsnit af strikken frem. Den er tisgul, grøn, nisserød, lyseblå og hvid.

"Se den! Den er både helt vildt grim og helt vildt fed."

Lige inden sin afgang fra Designskolen i 2015 henvendte Lærke Bagger sig til Kit Couture, et dansk firma, der var begyndt at lave strikkekits i pæne æsker, med en pæn butik på Frederiksberg Allé og en pæn hjemmeside. De tog strik seriøst.

Kit Couture hyrede Lærke Bagger til at lave nogle design for dem, bl.a. Tunø-blusen, som både er til børn og voksne, og "som er noget af det flotteste, jeg nogensinde har lavet." Og så fik hun mulighed for at klæde Mette Lindberg, der dengang, i 2015, var dommer i X Factor, på i sit signaturdesign, perleblusen. Hele Danmark så den perlebluse. Også Barbara Maj Husted Werner, indehaver af Danmarks smukkeste og mest velkuraterede butik, Holly Golightly.

LÆS OGSÅ: Strikdesigneren Lærke Bagger har fået snedkereret en lyserød skabsvæg med masser af plads til opbevaring

Hun likede et par billeder på Lærke Baggers Instagram. Lærke Bagger greb dem og skrev tilbage, om det vel ikke var sådan, at hun kunne komme ind i butikken og vise hende nogle af sine strik? Jo da. Og sådan gik det til, at Lærke Bagger fik sine design ind i butikken, hvor de kunne ligge og hygge sig ved siden af mærker som Dries Van Noten og Marni.

Det kan godt være, at du var bange for, at du havde en for stor næse og en tyk jysk dialekt, da du kom til København, og at du var misundelig på nogen af de andre på Designskolen, men det virker altså til, at du har en ret god selvtillid. Er du aldrig bange for, at du ikke kan bunde?

"Jeg er et menneske og mister som alle andre også fodfæstet en gang imellem. Jeg havde det helt vildt dårligt i mandags, og i sidste uge arbejdede jeg 15 timer hver dag. På et eller andet tidspunkt har jeg lært, at tvivlen er styrken. Det er godt at komme i tvivl, for så stiller jeg spørgsmålstegn ved, "Hvad kan det her? Er kjolen grim? Er bogen et dårligt projekt?" Jeg har ofte en god forklaring på det selv, og det er nok."

Lærke Bagger indeholder de fleste sider som de fleste.

"Alle vil gerne se perfekte ud og have et nice arbejde, men man vil også helt vildt gerne slå en skid og en bøvs og klæde sig ud."