Stylist Mads Axelsen: Det er et godt sted at kigge hen for inspiration
Det kan være lidt en kunst at klæde sig på. For god stil er ikke noget, du kan købe dig til. Det er noget, du har, uafhængigt af modens og tidernes skiften. Vi har bedt seks velklædte personligheder, der har en sikker og ubesværet stil, præsentere deres moodboard for sæsonen. Her stylist, dj og radiovært Mads Axelsen.
For stylist, dj og radiovært Mads Axelsen (@madsaxelsen), 28, der bor på Christianshavn og arbejder i Holly Golightly, er der intet, der slår en god strik, løse jeans og gamle Converse. Han kigger til Bottega Veneta for inspiration, har en svaghed for skjorter fra Prada, Telfars shoppingtasker i vegansk læder og en ganske særlig strikvest.
“Jeg har længe været på udkig efter en ny sofa og tror, det bliver Paustians helt klassiske modulsofa, som jeg vil betrække med tekstiler fra samarbejdet mellem Kvadrat og Raf Simons.”
“Jeg stødte på danske FOS, da han lavede setdesign for Phoebe Philo og Céline. De overraskende farve- og materialekombinationer fangede min opmærksomhed.”
“Der er noget særligt over at høre musik om vinteren, når alle går i hi i hver deres små huler. Nina Simones rå, smukke og kraftfulde stemme synger sig direkte ind i mit hjerte og i vinter-ensomheden. Lige for tiden er Silk & Soul fra 1967 min yndlingsplade.”
“Om søndagen spadserer jeg ned til min yndlingsblomsterforhandler, Stalks and Roots, i Torvehallerne for at købe en stor, flot buket, der kan lyse den nye uge op. Jeg drømmer om at sætte dem i en af Nina Nørgaards fantastiske mundblæste vaser.”
“Selv om jeg egentlig godt kan se, at de er ret grimme, så elsker jeg de her støvler. Jeg kan godt lide, at de er så absurd chunky, og at snuden nærmest ligner spidsen på en klovnesko.”
“Jeg føler mig sjældent mere velklædt, end når jeg har en virkelig flot striktrøje, et par løse jeans og et par Converse på. En enkelt uniform, der fungerer til alt.”
“Telfars shopping-tasker i vegansk læder bliver udsolgt på nul komma fem. Jeg har en i sort, som jeg bruger hver dag og kunne godt tænke mig at udvide samlingen med den her flotte brune sag.”
“Daniel Lees Bottega Veneta er et godt sted at kigge hen for inspiration. Lige nu er jeg virkelig glad for kombinationen af stærk orangerød og brun, sort eller hvid.”
“Jeg har efterhånden købt en del fra franske Jacquemus. Jeg ved ikke rigtig, hvad det er med hans design, men det føles på én gang super moderne og enormt nostalgisk.”