Disse to danske kvinder står bag sommerens skønneste sandaler
Flødeskumslignende kjoler, farverige perler og fodformede og perlebesatte sandaler. Designer Cecilie Bahnsen, 34, og perlemager Margrethe Hjort Hay, 14, har startet et samarbejde, som var tænkt som showpieces, men nu er sat i produktion, så du også kan smykke dig med det.
Hvordan kom samarbejdet i stand?
Cecilie: – Jeg havde set Margrethes ting på Instagram og synes, at hendes univers er så fint. Især blev jeg helt forelsket i hendes kæder med 3d-effekt. En dag var en af Mette Hjort Hays (Margrethes mor og designer) veninder nede i mit studie for at prøve en brudekjole. Hun havde en af halskæderne fra Margrethes perler på, og derfra gik det stærkt. Vi mødtes i mit studie, Margrethe havde alle sine perler med, og så begyndte vi at blande farver og prøve os frem, indtil vi havde de rigtige kombinationer.
Hvordan har det været at arbejde sammen med Cecilie Bahnsen?
Margrethe: – Jeg har jo ikke prøvet den slags før, og det var vildt at opdage, hvordan det fungerer bag kulissen, og hvor meget arbejde, der er i at lave et show under modeugen.
Hvad kan Margrethes perler tilføre din kollektion?
Cecilie: – Margrethes æstetik passer godt til min. Og så er der en finurlighed, umiddelbarhed og uskyld i hendes perler, der endte med at blive en inspirationskilde for kollektionen.
Hvordan var det at være en del af en stor designproces?
Margrethe: – Det har været helt vildt. Det startede jo bare med, at jeg sad og lavede kæder og prøver til Cecilie. Så så jeg tegningerne og til sidst showet. Det var helt vildt sejt.
Du har tidligere brugt håndlavede blonder i dine kollektioner. Er det blevet et dogme for dig at kombinere dit design med et andet håndværk?
Cecilie: – Ja, jeg er jo nok lidt en nørd, når det kommer til de der ting. Jeg er vild med alt, der er taktilt: broderier, håndtegning, perler osv.
Hvordan har du fundet tid til samarbejdet ved siden af skole og lektier?
Margrethe: – Jeg har sagt nej til aftaler med veninder efter skole. Det skulle jeg også, da jeg lavede min bog Margrethes perler (fra maj 2018, red.) Jeg brugte hele min sommerferie på at lave perler, i Frankrig og i sommerhus. Men jeg har hygget mig med det, og det var det hele værd.
Hvad har været det sjoveste ved samarbejdet?
Cecilie: – Det sjoveste har været reaktionen bagefter. Vi har fået fantastisk feedback og måske også mere, end jeg lige havde regnet med, da vi startede samarbejdet op. Især sandalerne har alle været helt oppe og køre over, og det er sjovt at se, hvor stærkt det kan gå. Efter showet havde jeg et møde i Paris, hvor en japansk indkøber spurgte til Margrethe og hendes perler. Det har været fascinerende at se, hvordan det rejser verden rundt.
Margrethe: – Det var så sjovt at se det færdige resultat.
Hvad har været det hårdeste?
Cecilie: – Vi forelskede os i en lille blomst, som Margrethes havde lavet, og endte med at være 12 kvinder og en hel uge om at sy en kjole fyldt med de små perleblomster, så den lille idé blev stor og tidskrævende. Heldigvis synes jeg, at man kan se, at der er lagt tid i kjolen.
Margrethe: – Jeg plejer at lave mange forskellige ting og lave nye former og farver. Her var det mange af de samme ting igen og igen.
Hvad har I lært af hinanden i jeres samarbejde?
Margrethe: – Jeg har opdaget nye måder at bruge mine perler på og set, at de også kan bruges på tøj og ikke kun som smykker.
Cecilie: – Inspiration og samarbejder kan opstå på mange måder. Du ved aldrig, hvor det kommer fra, så keep an open mind.