Marimekko til Copenhagen Fashion Week

Marimekko til Copenhagen Fashion Week

Siden det finske brand startede i 1951 har det været kendt for deres enestående og håndlavede prints. Fansene gennem tiden har været mange, og i 1960’erne poserede Jackie Kennedy på coveret af Sports Illustrated i en kjole fra Marimekko.

Du har helt sikkert også selv stiftet bekendtskab med Marimekko og deres ikoniske blomsterprint på et tidspunkt i dit liv, og i til næste år kan selv samme print fejre ikke mindre end 50 år på bagen.

Med dette kommende jubilæum på vej, udvider Marimekko i Danmark: De åbner en ny butik på Købmagergade til august og i samme omgang, skal de for første gang afholde show til Copenhagen Fashion Week.

I den anledning var designchefen fra brandet, Noora Niinikoski, i Danmark for at caste modeller til showet. Vi mødte hende hos Scoop Models’ på Amagertorv i København til en snak om Marimekko og deres prints og selvfølgelig om det kommende show i København.

Hvor får du din inspiration fra?

Jeg ser meget på, hvad der sker ude i verden: musik, bøger, udstillinger osv. Det kan være helt små overraskende ting her og der, der inspirerer mig; fx købte jeg sidste år en blyant i en lys lilla farve, og pludselig blev den meget central i min designproces og hele kollektionen. Så det er mange små ting, som jeg indsamler mange forskellige steder fra og sætter sammen.

Modellen Julier er en af dem, som Marimekko har castet til deres show til Copenhagen Fashion Week. Her i kjole fra Marimekko AW 13

Kan du fortælle lidt om Marimekkos prints?

Efter min mening har alle Marimekkos print en helt særlig følelse af frihed og afslappethed. Fx til vores kommende SS 14-kollektion har temaet netop været denne frihed og lethed, som foråret bringer til livet. I forhold til printet betyder det så, at mønstret ikke skal være for ”stift” og forceret på stoffet. Faktisk virker det efter min mening som om, at Marimekkos prints bare er ”kastet” på, og det er tydeligt, at de alle er håndlavede og ikke bare lavet af en computer. Man kan se dem som små kunstværker.

Hvordan bliver de så til?

Jeg har omkring et dusin designere, der sidder og udvikler prints, og hver af dem har en særlig individuel signatur. Et Marimekko-print er som sagt ikke alt for organiseret, og det handler om at lade printet forme sig selv og blive ved med at eksperimentere. Faktisk kommer det ganske let, når man sidder i designprocessen, for man skal bare lade sig føre med og ikke holde sig inden for nogle faste rammer.

Klik videre og læs mere om Marimekko og hvorfor, de har valgt at holde show i København i år...

Hvad er det der gør Marimekko til noget særligt?

Siden begyndelsen af Marimekko har konceptet været at oversætte design og kunst til brugbart og funktionelt tøj. Dette samarbejde med den kreative industri er et af hovedelementerne hos os, og det er noget, som vi stadig holder i live. En anden central ting er de karakteristiske Marimekko-prints, hvor vi er tro med vores historie men samtidig forsøger at fange stemningen og de følelser, der er netop nu. Det er svært at designe noget, der holder i flere årtier, men når man tager gamle Marimekko-prints frem, kan man virkelig se den tid, de er fra, men samtidig har de også en tidløshed over sig – om de er 40, 50 eller 60 år gamle er de også relevante i dag.

Hvem er Marimekko-kvinden?

Hun er en kvinde med masser af attitude, og en kvinde der går op i mode, kultur, rejser og det gode liv. Hun mikser måske sit Marimekko med andre ting der nedtoner det lidt eller hun er mere ekstrem og mikser forskellige prints. Der er fri leg, og det er det som mode handler om.

Hvorfor har I valgt at være med på Copenhagen Fashion Week i år?

Marimekko vokser på globalt plan i disse år, og vi kan godt lide, at holde showet forskellige steder. For et par sæsoner siden afholdte vi det i New York, så i Stockholm og før det i Tokyo. Nu, hvor vi skal åbne den nye butik i København, virkede det oplagt at vise vores kollektion frem under Copenhagen Fashion Week.

I afholder casting i dag til jeres show - hvilke modeller får vi at se på catwalken i Marimekko?

Piger med masser af attitude og positiv power og selvsikkerhed. Det er vigtigt for os, at pigerne har deres egne individuelle karakterer og stil. Vi har fundet nogle rigtig gode piger i dag!

Marimekko hapser store danske modeller til deres show

Hvad får vi at se på catwalken i jeres SS 14-kollektion?

En bred vifte af forskellige prints i både stor og lille skala - alt fra prikker, striber og blomster til geometriske former. Kollektionen er fyldt med små historier, og den er frisk og meget Marrimekko.

Hvorfor åbner I endnu en butik i København?

København er en sjov by, og vi er rigtig glade for det danske folk. Jeg nyder altid at komme her, for alt virker så afslappet så kan man altid fange mange nye og spændende trends her. Og vi tror også de er glade for os, så derfor er det tid til en ny butik.

Se også: Du bruger kun 20 % af din garderobe