Mette Skjærbæk har fundet "appelsinhudens fjende nummer et"
Det stimulerer lymfesystemet, nervebanerne og blodcirkulationen og er appelsinhudens fjende nummer et, fordi det sparker gang i huden på naturlig vis og holder den aktiv.
Kreativ direktør og stifter af det danske hudplejemærke Karmameju starter dagen med en crazy smoothie og får blodet til at suse i kinderne og kroppen.
Hvordan starter din morgen?
– Smoothie-mission first!
Ingrediensliste, tak?
– Frugt og grønt. Spinat, broccoli, rødbeder, grønkål. Frisk chili, ingefær, gurkemeje, citronsaft. Hampeskaller, bipollen, chiafrø og nødder, og så blander jeg op med kold te, aroniasaft, kokosvand eller vand. Jeg drikker 750 ml, Felina på 15 år får en halv liter, og Mila på otte er lige kommet med på vognen og får et lille glas. Jeg vænnede dem til de grøntsagsbaserede smoothies ved at starte med banan, jordbær og yoghurt-smoothies, det gled let ned, og så sneg jeg mere grønt i.
Det lyder sundt? Altså meget sundt?
– Det handler om balance. Jeg lever efter 80 procent kropsrespekt, 20 procent fis og ballade. Jeg har lige været en uge i Italien, hvor jeg levede af hvidt brød, mozzarella, parmaskinke og pasta. Jeg går også gerne i byen og drikker mig i hegnet, og jeg gør det med god samvittighed, fordi min krop grundlæggende får, hvad den skal bruge af næringsstoffer. Og så sørger jeg for at drikke nok vand. Vores krop består af 55-70 procent vand, mindst når vi er ældst. Når vi er nyfødte, er vi som en vandballon. Jeg har prøvet at eksperimentere med at dehydrere mig selv i tre dage for at se, hvad der skete med min krop. Jeg fik hovedpine, var træt, min nakke knirkede, og mine øjne klistrerede sammen i løbet af natten. Ellers tak.
Hvilke skønhedsrutiner starter du dagen med?
– Jeg bruger Karmamejus Renew-tørbørste i ansigtet, mens jeg stadig ligger under dynen. Det er den mest behagelige måde at vågne på, og jeg kan mærke, hvordan blodet begynder at suse i kinderne. Når jeg har lavet smoothies, tørbørster jeg kroppen. Det er dejligt at vække huden stille og roligt i stedet for at starte i fuld galop. Det stimulerer lymfesystemet, nervebanerne og blodcirkulationen og er appelsinhudens fjende nummer et, fordi det sparker gang i huden på naturlig vis og holder den aktiv. Jo mere vi kan booste huden til selv at gøre arbejdet og holde sig i form, jo bedre.
Hvordan startede din kærlighed til tørbørstning?
– Jeg var 19 og model i New York, og mit faste gemmested for modeverdenen var Women’s only day i de russiske bade på Lower East Side. Vi fik dryppet homøopati-dråber på tungen og masserede lårene med friske halverede grapefrugter. En dag stak en kvinde mig en tørbørste, og sagde “Prøv den!” Det snurrede og dirrede og skabte liv til kroppen. Jeg var solgt.
Har du andre skønhedstricks i ærmet?
– Man skal ikke glemme, hvad aromaterapi kan gøre for sindet. Hvis jeg vågner og er trist, smører jeg kroppen med min Hope Body Oil med bl.a. rose, jasmin og sandeltræ, som sender dårlige drømme på flugt.
Nu har du muligheden. Er der noget, du vil sige til de danske kvinder?
– Jeg har en fornemmelse af, at særligt kvinder er ramt af tidens travlhed. Bliver vi nogensinde tilfredse? Der er ingen, der siger, at du både skal lave en Ironman, meditere og tage en ny videregående uddannelse. Glem omverdenen, lyt til dig selv, klap dig selv på skulderen, tal pænt til dig selv i spejlet, træk vejret. Lad os gøre oprør mod travlheden.
Hvordan praktiserer du det selv?
– Mit nytårsforsæt var mere væren og mindre gøren, og jeg har udfordret mig selv til at sidde stille 10 minutter hver dag og lave ingenting, bare kigge ud i luften. Det var chokerende svært i starten og gjorde mig rastløs. Jeg er et high energy-menneske af natur og har arbejdet i turbofart, siden jeg var 15 og udnyttet hvert sekund for at være på forkant, så at sidde helt stille! Men det gør mig så godt. Når jeg rejser mig efter de 10 minutter, går jeg helt langsomt.