Ulrikke Høyer om at være tilbage som model: "Denne gang bliver det mere afbalanceret og på mine betingelser"

Hun skrev et langt opråb på Instagram, da hun blev bedt om at sulte sig op til et modeshow og var med til at sikre bedre arbejdsvilkår for modeller. Efter en pause på et par år er Ulrikke Høyer, 24, tilbage på sine egne præmisser. Vi har klædt hende i tøj, man har det godt i, og talt med hende om kropsidealer og om at stå ved sig selv.

Hvorfor stoppede du som model i første omgang?

- Selv om episoden med Louis Vuitton-showet i 2017 langt fra var den første af slagsen, var det dråben. Jeg er tidligere elitesportsudøver og har altid set det at være international fuldtidsmodel som en form for elitesport med skrappe krav til både min fysik og psyke. Jeg havde en sund distance til den måde, jeg var nødsaget til at leve på i den periode, men var også bevidst om, hvornår jeg skulle trække stikket for at passe på mig selv. Jeg var klar til at starte på et nyt kapitel.

Hvad har du brugt tiden på?

- Jeg startede på Copenhagen Business School, hvor jeg nu er i gang med mit kandidatstudie, og fik job, først hos Patriksson (kommuni-kationsbureau, red.) og derefter hos Hay, hvor jeg arbejder med marketing og pr.

Har du nogle præmisser i anden omgang?

- I den grad. Jeg har på godt og ondt lært utroligt meget af de år, jeg var international model, så jeg i dag er meget bevidst om, hvordan jeg har lyst til at arbejde. Jeg har fået testet mine grænser og ved, hvornår nok er nok, hvornår jeg har det godt, og hvornår jeg skal justere på hvad. Jeg føler mig mere i kontrol, end jeg gjorde første gang, hvor jeg var ung og påvirkelig, intimideret af autoriteter og samtidig bare ville derudad i en fart. Denne gang bliver det mere afbalanceret og på mine betingelser ved siden af mit studie og arbejde. Helt konkret er det en præmis, at jeg skal være den, jeg er.

Der er heldigvis blevet plads til flere kropstyper i modebranchen. Er vi ved at være i mål, hvad angår inklusion?

- Nej, der er stadig lang vej. Det er tydeligt, at forbrugerne er blevet meget mere bevidste om behovet for inklusion i modebranchen og mange andre brancher, og det er et stort skridt på vejen. De har forstået, at de spiller en afgørende rolle i diskussionen og udviklingen, og at de i høj grad kan være med til at præge den. Det er ikke kun magthaverne. Vi har alle en stemme og kan bidrage til forandring. Så længe vi som forbrugere bliver ved med at stille krav, tror jeg på, at modebranchen lytter og bevæger sig i den rigtige retning.

Hvordan mærker du udviklingen?

- Som de fleste andre kan jeg se udviklingen på de sociale medier og i samfundsdebatten generelt, og det er så fedt og opmuntrende! Vi skal ikke underkende, hvad det betyder, at vi samles i flok og sætter dagsordenen. Se bare på bevægelser som #MeToo. Vi forstår nu, at vi skaber forandring ved at italesætte problematikker og stå sammen. Og det var jo egentlig det, jeg savnede, dengang jeg råbte op omkring modellers vilkår. Jeg modtog hundredevis af beskeder fra modeller, der havde oplevet lignende episoder, men som ikke turde at stå frem. Jeg er stolt over, hvad mit lille opråb medførte, men jeg tænker tit over, hvad det kunne have ført til, hvis støtterne i min indbakke også havde turdet stå frem. Heldigvis virker det, som om der er ved at blive skabt en kultur, hvor det afføder respekt at dele sin historie og risikere noget.

Hvor ser du ændringerne udspille sig?

- Som resultat af mit opråb gennemførte de to modegiganter LVMH (som ejer Louis Vuitton, red.) og Kering et etisk charter, der forbyder size zero og skal sikre modellerne bedre sundheds- og arbejdsvilkår. Det var jo en stor sejr på det tidspunkt, men med kendskab til rigtig mange af de modeller, der hyres ind til skydninger og shows den dag i dag, tvivler jeg på, hvor effektivt det er, og om det overhovedet bliver overholdt. Jeg skal selvfølgelig understrege, at der findes modeller, der er naturligt meget slanke og har svært ved at tage på, men jeg tror ikke, jeg træder nogen over tæerne ved at sige, at langt størstedelen af modeller kæmper med at imødekomme branchens idealer.

Hvor er der plads til forbedring?

- I den måde modehusene, især highend-brands, syer deres kollektioner op på. Det er klart, at du skaber et meget dårligt udgangspunkt for at inkludere modeller, hvis du starter med at sy kollektionerne op i en str. 32, fordi de ikke kan få måsen ned i det. På den måde er modeskaberne med til at sætte standarden for, hvilke kroppe der inkluderes. Derudover er der det fortsatte arbejde med inklusion i alle mulige afskygninger, ikke kun kropsligt.

Ser du anderledes på din krop nu, end da du stoppede som model?

- Ja, af flere grunde. For det første fordi jeg har en anden krop, end jeg havde for blot to år siden. Jeg vejer 15 kilo mere, end da jeg var på mit mindste. Hele livet har min krop, først som elitesportsudøver og derefter som model, været en asset, som jeg hele tiden har skullet optimere, og derfor forholder jeg mig måske mere til min krop, end andre gør. Den har altid været et afgørende redskab i forhold til at opnå mine mål - på tennisbanen eller catwalken.

Du har en eklektisk stil. Hvad er hemmeligheden?

- Tag en dag ud af kalenderen, og væbn dig med en masse tålmodighed, og så er det ellers bare ind i den mest rodede genbrugsbutik, du kan finde, og gå på skattejagt. Der findes allerede så meget godt tøj derude, og følelsen af at finde den perfekt trøje nederst i bunken er fantastisk. God stil handler jo i høj grad om, hvordan du bærer dig selv og det tøj, du har på. Har du det godt, ser du ofte også godt ud.