Mathilde Gøhler

Sådan finder du parfumen, der skal følge dig hver dag

Det gør godt med en ny parfume. Ikke bare dufter den mageløst, den klæder dig også på til at møde verden. Men hvilken én skal du vælge? Skønhedsredaktøren blev inviteret til en duftkonsultation, og, tænk, så fandt hun et par nye overraskende venner til sin duftgarderobe.

Tøj er der ret meget af inde i de flestes garderober. Der skal jo være noget, der matcher anledningen og humøret. Et møde med en potentiel kommende arbejdsgiver kræver rank ryg og en blazer. En weekend i sommerhuset kalder på langsomme bevægelser og cashmere – eller forvaskede joggingdrenge, alt efter sommerhusets postnummer og indehaverens forfængelighedsniveau. Middag ude efterfulgt af sjusser beder om høje grin og tøj uden store evner til at dække huden til.

Men hvad sker der, når du går fra klædeskabet til badeværelseshylden? Står der kun én parfumeflakon og troner? Fordi det er din signaturduft? Sådan ser situationen ud hjemme hos de fleste kvinder, fortæller den svenske duftkonsulent Linda Landenberg.

“Det kedeligste i verden er kun at have én duft. Det er ligeså kedeligt som at se på maling, der tørrer,” siger hun.

Linda Landenberg ved tæt på alt, hvad der er værd at vide om parfumer. Hun startede i skønhedsbranchen i 1988, hvor hun arbejdede i et parfumeri. Siden har hun læst kemi og været i parfumens hovedstad Grasse i Sydfrankrig, hvor hun har studeret råmaterialer. Hun assisterer parfumører, og hun hjælper kvinder og mænd, der gerne vil finde en ny duft, men som bliver mere forvirrede end afklarede, når de står foran de tætpakkede reoler og forsøger at snuse sig frem.

Cristalle, edp 50 ml, CHANEL, 965 kr.
cristalle Chanel
Cristalle, edp 50 ml, CHANEL, 965 kr.

“Alle bør have en kollektion af parfumer derhjemme, så der altid er én, der kan understøtte dit sind og det, du skal i løbet af dagen. En parfume kan klæde dig på i selvtillid eller give dig ro på, alt efter hvad du har brug for. Med en kollektion af parfumer kan du vise hele din personlighed og ikke bare nøjes med et enkelt karaktertræk. Med flere parfumer kan du afspejle ikke bare forskellige følelser, men også hvilke evner du gerne vil vise, at du har,” siger Linda Landenberg.

Jeg spotter hende straks, da jeg skal mødes med hende i Magasins parfumeafdeling på Kongens Nytorv. Hun er skaldet, går rundt blandt alle parfumerne på hæle i lakbukser og fisker flakoner frem fra hylderne med sine lange postkasserøde negle uden en eneste ridse. Linda Landenberg er ansat til at uddanne 12 nye ’Magasin-duftkonsulenter’, et forløb, der varer over to år. De vil kunne hjælpe dig til at finde de parfumer, som er lige noget for dig og din næse, og som er med til at underbygge, hvem du er, og hvad du står for.

Du er den type…

På vaskeægte Kender du typen-manér, iagttager hun, dog ikke mit hjem, men mig og min udstråling (eller, Gud forbyde det, mangel på samme). Hun fortæller mig, at førstehåndsindtrykket er vigtigt, når hun skal spore sig ind på, hvilke dufte der passer til én. Hun tager hurtigt bestik af, hvilken ’energi’ man bidrager med. Om man er den hurtige eller langsomme type, udadvendt eller indadvendt, og hvilken ’farve’ der omgiver én. “Du er støvet lilla, sådan grålig-lavendel,” siger Linda Landenberg om mig. Det kunne være værre. Og så kommer analysen:

“Du kender dine grænser, du kender din følelser, du er hurtig til at tage beslutninger, og du har integritet.” Bum.

Blu Mediterraneo Mirto di Panarea, edt 75 ml, ACQUA DI PARMA, 705 kr.
mirto di panarea acqua di parma
Blu Mediterraneo Mirto di Panarea, edt 75 ml, ACQUA DI PARMA, 705 kr.

Hun spørger mig, hvordan min mand ville beskrive mig. Jeg svarer, “At jeg, ganske rigtigt, er hurtig, også nogle gange for hurtig, at jeg kender hans følelser, før han selv gør og… at jeg er sjov. Tror jeg nok.” Så spørger hun, hvordan jeg gerne vil ses i mit professionelle liv. “Kreativ, seriøs og arbejdsom,” svarer jeg. Og hvad er min favoritspise? “Ost.”

Informationerne er modtaget. Linda Landenberg hanker op i stålkurven og går på jagt. Efter ti minutter er hun tilbage med 12-15 flakoner. Hun lægger fire af dem frem på bordet foran mig. “Du skal være åben over for brands, du ikke plejer at identificere dig selv med,” siger hun og løfter øjenbrynene. Hun er ikke bare duftekspert, hun er også tankelæser.

Omnia Crystalline, edt 65 ml, BVLGARI, 615 kr.
omnia crystalline
Omnia Crystalline, edt 65 ml, BVLGARI, 615 kr.

Den første er Cristalle fra Chanel. “Den byder sommeren og lyset velkommen med sine grønne og florale noter.” Jeg vifter med det smalle, aflange, hvide stykke papir foran næsen. Joeh. Tjaeh. Lige frisk græs-agtig nok. Eller hvad? Måske. Den anden er Beauty fra Calvin Klein. “Det er en simpel duft med et klart budskab, et miks af femininitet og integritet.” Uh, den er godt nok sød. Den tredje er Omnia Crystalline fra Bvlgari. “En frisk og sofistikeret duft. Du føler dig velklædt, når du tager den på.” Mmm… Mmmm! Åh ja, den kan noget. Den fjerde er As If fra Liason de Parfum. “En meget poetisk duft, varm og inviterende og lægger sig op ad din hud.” Nej, det bliver for gammel tante-parfumeret.

Snob-effekten

De fire første parfumer var enkle dufte, lette at afkode. Her i andet heat præsenterer Linda Landenberg mig for fire mere komplekse dufte. Den første er Blu Mirto di Panarea fra Acqua di Parma. Den vil virkelig frem i verden. Måske løber den rent faktisk foran mig? Jeg er ikke helt sikker på, at vi er i sync. Den anden er Philosykos fra Diptyque. Den er meget… Støvet? “Ja,” siger Linda Landenberg. “Det er figenbladene.” Den tredje er Oeillet fra Prada. Nej, ellers tak. Alt for damet. Den fjerde er Red Santal fra Abel. Jo, den kan bestemt noget. Den dufter af mand og snedkerværksted. Nu sker der det, som har været den største øjenåbner, duftåbenbaring, i denne seance. Vi går nemlig tilbage til de fire første parfumer og snuser til papirlapperne igen. Først Chanels Cristalle. Nu sker der noget! Fra at jeg først synes, den lugtede stikkende grønt, folder den sig nu ud og bliver til bølgende lunde, picnic med jordbær og rosé, en buket markblomster og en blid brise mod huden. Parfumen er gået fra at være fodboldbane til at blive til Sydfrankrig! Det var da utroligt! Bare fordi den lige fik lov at ligge og sunde sig. Det samme sker med Acqua di Parmas Blu Mirto di Panarea. Den var endimensionel og skrap til at begynde med. Nu vil den være citrusfrisk, mild aromatisk og let krydret uden at stå med korslagte arme, trampe i gulvet og insistere på dens egen kunnen. Den duft emmer af sommerferie.

Philosykos, edt 50 ml, DIPTYQUE, 595 kr.
philosykos diptyque
Philosykos, edt 50 ml, DIPTYQUE, 595 kr.

“Det vigtigste, jeg kan lære dig, er at tælle til ti, når du har sprøjtet med parfumen, inden du begynder at dufte til den. Mange har tendens til at gå til angreb. Sprøjt, sprøjt, snus, snus, videre! Men duftene får slet ikke lov til at udvikle sig,” siger Linda Landenberg. Hun anbefaler, at du starter med at sprøjte 7-8 parfumer på papirstrimler. Når du har givet dem tid, og du har duftet til dem i flere omgange, ikke ved at hardcore inhalere, men stille og roligt snuse, vælger du de to, der tiltaler dig mest. Dem sprøjter du på det øverste af hver sit håndled. Gå så rundt, duft til dem en dags tid, og iagttag, hvilken håndryg du bliver ved med at blive tiltrukket af.

“Du kan mærke det i din mave, når det er den rigtige parfume,” siger Linda Landenberg.

Linda Landenberg har nok ret, da hun efter bare få minutter i mit selskab analyserede sig frem til, at jeg er hurtig til at tage beslutninger. For min første indskydelse var, at Bvlgaris Omnia Crystalline var vinderen, og det er den stadig. Det er et hverdags-ilands-chok, for aldrig om jeg selv ville have taget den flakon ned fra hylden og givet duften en chance. Det italienske smykkefirmas æstetik er en tand for meget til min smag, og jeg foretrækker nicheparfumer i minimalistiske flakoner med enkel typografi. Troede jeg.

Red Santal, edp 50 ml, ABEL VITA ODOR, 895 kr.
red santal abel
Red Santal, edp 50 ml, ABEL VITA ODOR, 895 kr.

Hvilken snob, jeg er. Hvor tarveligt at dømme indholdet ud fra indpakningen –ligesom det er tilfældet i alle andre af livets facetter. Bvulgaris parfume er ren og blød, men bider også fra sig. Den får mig til at lette et par centimeter, den trækker mig op. Den og, efter dufthvile og et ekstra snus, Chanels Cristalle, skal hjem og stå i samlingen med mine, hvad skal vi sige, et par håndfulde eller tre parfumer. Det kan godt være, at de fleste kvinder kun har én, en signaturduft, men qua mit arbejde som skønhedsredaktør er min næse blevet forført en del af gange af små nuttede flakoner med trylleduft, som nu tilsammen udgør min duftgarderobe, og som hver især kan klæde mig på og sende mig godt på vej.

Sådan booker du tid til en duftkonsultation

Senere på året vil du kunne booke en tid til en duftkonsultation hos en af Magasins 12 nye duftkonsulenter. Konsultationen varer en time og er gratis.

Du kan booke en tid i parfume-afdelingen hos alle Magasins forretninger. Til selve konsultationen skal du møde op uden parfume, så dine og duftkonsulentens sanser ikke bliver forstyrret.