Designer Rebekka Bay: ”Du skal turde tro på din intuition”

Rebekka Bay er pæredansk, men har boet i London og New York, hvor hun har været kreativ direktør hos Uniqlo, Gap og COS, halvdelen af sit liv. Det kommer ikke som en overraskelse, at hun har et cv, som ingen andre danske modeprofiler kan hamle op med, når man har talt med hende i godt og vel en time.

Hun er fra Silkeborg, sproget er blødt og fladt, men ordene er skudsikre. Der er ikke mange øh bøh’er at hente i båndudskriften efter endt interview. Hun står skarpt i sin absolut fnullerfri oversize grå strik. Jeg tror aldrig, Rebekka Bay har haft brug for støttehjul på sin cykel.

Og mon ikke det er en fordel at have klare meninger og stå ved dem i en hardcore business som modeindustrien, der ikke giver ved dørene? I hvert fald har de – og hendes gode intuition –  nu givet hende titlen som kreativ direktør hos Marimekko, det finske modehus, med en arv og historie, som også de færreste kan måle sig med.

Marimekko er stiftet i 1951 og er kendt for sine print, særligt det karakteristiske overdimensionerede blomsterprint Unikko, og har mere end 3.500 i kataloget. Men hvordan i alverden skal Rebekka Bay, der er minimalist til fingerspidserne, kunne rumme Marimekkos print og pangfarver i sit design? Intet problem.

“Jeg har altid forholdt mig neutralt til det, jeg laver. Det kan godt være, at jeg selv er til grå og sort og hvid og aldrig går med print og farver, men for mig at se er Marimekkos printverden en abstrakt verden, som handler om grafik, arkitektur, skulpturer og botanik. Jeg er interesseret i udtryk, og nu træder jeg ind i en verden, hvor udtrykket er givet, og det, jeg kan bringe til bordet, er min forståelse for formen. Jeg kunne godt tænke mig, at vi bliver lige så kendt for form og silhuetter.”

Det kunne Marimekko måske godt have brug for. Tænk på den klassiske A-formede kjole, de Emil fra Lønneberg-agtige unisex-skjorter og bomuldsbluserne, der ligner noget, man kunne sakse ud til en påklædningsdukke. Designet har fungeret som kanvas for printene, men Rebekka Bay stiller spørgsmålet, om ikke man også ville kunne arbejde på formen og silhuetten? Hun vil også gerne opgradere materialerne.

Hun husker, hvordan hun på en vintagemesse i Firenze, hvor hun købte nogle Marimekko-kjoler fra 70’erne, og den taktile følelse, kjolerne efterlod hende med. Screenprintet, som er den særlige teknik, Marimekko bruger, hvor maling bliver lagt i lag på tøjet, og den stramme bomuld, som Marimekko i højere grad benyttede sig af i de gode gamle dage, inden den bløde viskose kom og indtog de fleste af bøjlerne i tøjbutikkerne. Den fede fornemmelse af printet og den kraftige bomuld. Dét byder Rebekka Bay velkommen tilbage.

Solgte alt, hvad de ejede

Der er flere grunde til, at Rebekka Bay er nået frem til de kreative topposter, hun har besiddet. Hun er ikke ustyrlig som en vild maler i sit atelier eller introvert bukket over et stykke papir med blyanten i hånden. Hun er kreativ, visuel og drevet af sin intuition, men hun er også analytisk og ambitiøs, og hun tager ejerskab. Rebekka Bay bruger både højre og venstre hjernehalvdel i sit arbejde.

“Uden intuition er det svært at skabe fremtidige koncepter. Du skal turde tro på din intuition, og så kan vi bruge kvantitativ research til at understøtte den.”

Hun har altid, lige siden hun blev uddannet fra Kolding Designskole i 1997, været mere interesseret i processer, kommunikation og zeitgeist end at lave tøj. Det var dengang i Antwerp Six-dagene, hvor Commes des Garçons og Yohji Yamamoto også havde deres storhedstid.

Rebekka Bay mente ikke, at hun havde noget at tilbyde. Hun mødte sin mand, Ricky Nordsøn, som hun stadig er sammen med, da hun gik på Designskolen, og han var i reklamebranchen. Så snart hun dimitterede, flyttede de til London. De solgte alt, hvad de ejede, pakkede deres kufferter og tog afsted med Englandsfærgen.

De fik verdens mindste lejlighed, og Rebekka Bay begyndte som trend forecaster, en form for trendforsker, der kan spå om fremtidige tendenser, mens hun udviklede kollektioner for Tøjeksperten hjemme i Danmark. Hun pitchede sig selv og sine egenskaber til et brandingbureau, der hed Fitch, og endte med at komme til samtale hos den kreative direktør og CEO’en.

Dengang var hun ikke selv klar over, hvor unormalt det var at sidde overfor sådan et par vigtige herrer, “når man er nyuddannet og ikke aner, hvad man snakker om.”

Ikke desto mindre sikrede Rebekka Bays ord og fremtoning hende en ledende stilling. Da hun var otte måneder gravid, kontaktede H&M hende og spurgte, om hun ville lave et oplæg på et nyt koncept. Det var COS, som hun startede hos, da Viktor var et par måneder gammel. Han var med til møder med arkitekter og grafikere, og Rebekka Bay gik tur med barnevognen i frokostpauserne og ammede i kaffepauserne. Viktor var med på stof- og garnmesser og til møder i Istanbul og inspirationstur til Antwerpen.

“Min største styrke er at skabe et tydeligt brief, som er inspirerende, men som også giver frihed til, at den enkelte kan få lov til at arbejde på sin måde. Jeg prøver virkelig at åbne op, så alle kan tage ejerskab. Det er enormt inspirerende, når en medarbejder pitcher noget tilbage til mig, som jeg ikke selv havde overvejet. Jeg prøver at være dirigent i en jam session og være den, der skaber muligheden og sætter rammerne for, at noget andet kan ske.”

For Rebekka Bay er yderst bevidst om sine ambitioner.

“Jeg er enormt resultatorienteret og kan gå rundt med skyklapper, fordi jeg vil noget på et mærkes og et teams vegne. Nogle gange opdager jeg ikke, når folk er utilfredse, eller nogen ikke er med. Jeg er rimelig immun over for fnidder i krogene, måske fordi jeg har en overbevisning om, at jeg nok skal blive præsenteret for det, hvis det er vigtigt.”

Den røde tråd i Rebekka Bays virke har været det kommercielle, et ord, der kan have negativ klang i ører med høje kunstneriske ambitioner. Det har hun i høj grad, men derfor kan hun sagtens arbejde i en kommerciel kontekst.

“For mig betyder kommerciel at skabe noget, der er relevant. Jeg tænker aldrig kommercielt som lig med penge og omsætning, men som noget, mange kan få glæde af.”

Hvad driver dig?

“Det kan lyde naivt, men jeg har en tro på, at godt design gør dit liv bedre. Formålet er at skabe noget, der er rart at røre ved og sidde i, komfortabelt og funktionelt, noget, som gør vores liv mindre kompliceret, og som gør, at vi føler os værdifulde. Når vi taler tøj, handler det om god kvalitet, et godt fit og materiale. Tøj, der holder.”

Vi kan ikke komme udenom det, bæredygtigheden. Hvordan forholder Rebekka Bay sig til den? Hende, der som kreativ direktør hos kommercielle tøjbrands har sprøjtet det ene stykke tøj ud efter det andet. Det kan godt være, at der står i Marimekkos designhåndbog, at kunst og kreativitet kommer før alt andet. Men der skal jo sælges noget tøj, det skal der jo.

“Da jeg overvejede rollen hos Marimekko var det vigtigste for mig, at vi tog vores bæredygtighedsstrategi alvorligt.”

Når Rebekka Bay og hendes designteam skal i gang med en kollektion, stiller de ikke kun spørgsmål ved snit og materiale, men også bæredygtigheden og tøjets tidløshed; at det skal kunne leve ud over sæsonerne og fra generation til generation, fra mormor til mor til datter, og at tøjet er syet på en måde, så det er let at reparere.

Men, helt ærligt, verden har jo ikke brug for mere tøj. Har du overvejet, om du bare skulle blive gadefejer?

“Da jeg gik på designuddannelsen, var jeg altid i konflikt med mig selv, om jeg lavede det rigtige, når nu der var så mange træer, der skulle plantes, og børn i fattige lande, der ikke fik nok at spise. Det var verdens udfordringer dengang. Men nu er jeg slet ikke i tvivl om, at mit talent er at skabe noget, der giver vores liv mere værdi med tøj, der er smukt og har en høj kvalitet, og som gør, at vi føler os godt tilpas. Og jeg er enormt bevidst om, at jeg skal gøre det på en ansvarlig måde. Dét er jeg bedre til end at feje gader.”

Igen, Rebekka Bay har ryggen rank uden at blive hovskisnovski.

“Jeg skal ikke bare give folk, hvad de gerne vil have. Jeg tror på, at jeg kan lede dem til noget bedre. Jeg tror på, at jeg skal give dem noget mere, end de håbede på at få. Tage dem med videre.”

Æstetik betyder nul

“Neeej, hvor er den flot!”

“Ja, hvis den kan bruges til noget,” kunne Rebekka Bays kommentar så lyde.

Hun giver ikke en disse for ting og sager, der blot er til for at være smukke. Både når vi taler indretning, og når vi taler tøj. Dekoration og applikation indgår ikke i Rebekka Bays designvokabular. Hun er optaget af Marimekkos religion, der har eksisteret siden dag 1 – at du skal kunne løbe i en Marimekko-kjole. Finnerne var fremsynede.

“Vi laver stadig kjoler, som du kan løbe i. Du kan cykle i dem, der er lommer, og du kan uden problem strække dine arme op over hovedet. Du skal kunne bevæge dig i tøjet,” siger Rebekka Bay.

Uanset hvilket brand hun har arbejdet for, har produktet og kvaliteten altid været vigtigere end moden og sæsonen.

“Jeg hader, når man køber en kjole til en særlig fest. For ikke så lang tid siden var jeg til et bryllup, hvor jeg kiggede rundt og tænkte: “Åh, hvor er der mange kjoler her, som kun kommer på den her ene gang.” For det er tydeligt, at kvinderne ikke var komfortable i dem. Jeg synes, det ville have været mere klædeligt, hvis de havde taget noget på, der var tættere på deres personlighed.”

I stedet kan Rebekka Bay godt lide tanken om, at du køber en kjole til fest, som du efterfølgende bruger til arbejde, og til sidst bliver det en kjole, der hænger i sommerhuset, hvis du er så heldig at have sådan et. Kvaliteten skal ikke dale med tiden. Hvis du vil have noget, du bliver glad for, og som er langtidsholdbart, bør du købe mere af det, du i forvejen går med.

“Som forbruger tænker du tit: “Nu skal jeg have noget nyt, som skal kunne noget helt andet”, men der er jo en grund til, at du vender tilbage til det samme igen og igen. Et nyt stykke tøj, gør dig ikke til et nyt menneske. Det skal indgå i det liv, du lever, og den garderobe, du allerede har.”

Rebekka Bay ved, hvad der skal indgå i hendes egen garderobe: uld, kashmir, strik fra Celine fra Phoebe Philo-tiden og Jil Sander. Acne Studios-jeans i vasket sort og Jil Sanders råhvide. Studio Nicholsons boxy T-shirts i hvid, sort og navy i 100 procent bomuld. Oversize hvide bomuldspoplinskjorter fra Jil Sander. Birkenstocks, i flertal. Uldstrømper fra Falke og vintage-Marimekko til fest, helst fra 60’erne og 70’erne.

Ligesom hun ved, hvad der er godt til hendes hjem. Det ved hendes mand også. Han er i dag møbelagent for agenturet Nord&Sand og arbejder blandt andre med A. Petersen, Daniel Wester og Made by Choice. De to startede med ingenting, da de flyttede til London, og har købt et møbel ad gangen. Det første, de investerede i, var de to Eames-stole, der flytter rundt i lejligheden efter behov.

De har aldrig tænkt, at de skulle have møblerne til at passe sammen. Det er sket automatisk. Når Rebekka Bay sætter sig ved skrivebordet derhjemme for at udvikle ideer, lytter hun til jazz. Det går ikke med musik med vokal. Det forstyrrer formerne og linjerne i hovedet og på papiret. Miles Davis, Stan Getz, Bill Evans, John Coltrane og Keith Jarrett kæmper om spilletiden.

“Jeg har til gengæld den pinligste playliste, når jeg løber mine ture på Kastellet. Chaka Khan, Prince, Grace Jones, Neneh Cherry og Soul II Soul.”

Når hun skal inspireres visuelt, kigger hun den amerikanske minimalist Donald Judd over skulderen.

“Hans kunst indeholder alt, jeg godt kan lide. Det er barberet så langt ned, at der ikke kan tages mere væk.”

For 18 måneder siden flyttede Rebekka Bay og familien til København fra New York i forbindelse med hendes nye job for Marimekko, som godt nok har hovedsæde i Helsinki, men det er, efter at have haft med amerikanske afstande at gøre, blot et stenkast i et fly fra København.

“Jeg er stadig helt høj og turistglad for at være her. Kvaliteten er høj, og jeg er vildt imponeret over, hvor godt du kan spise ude uden at blive flået.”

Hun stråler også over, at hun kan cykle overalt, hvor kompakt København er, og hvor meget der sker på få kvadratkilometer.

“Der er mange, der siger, at danskere er indelukkede. Men jeg er vadet ind i den ene gode relation efter den anden. Måske fordi jeg har været helt vildt amerikansk og spurgt: “Hvad så, skal vi lave noget?” Det kan godt være, at jeg lyder jysk, men jeg har helt klart lært noget af at bo i Amerika, at man skal arbejde for relationer,” siger Rebekka Bay.

Sidste sommer hang hun ud i gården ved Apollo Bar, og hun har spist et utal af gange på Osteria 16. Lille Bakery på Refshaleøen, vinbaren Lille Blå, Admiralgade 26 og Ved Stranden 10 er også velbesøgte steder. Men lige pludselig fik Rebekka Bay nok af naturvin.

Så bookede hun bord på gode gamle Pastis og drak et glas Mersault og spiste en croque monsieur, og når det bliver koldt og mørkt, sætter hun sig ind på Maison i Dronningens Tværgade og drikker iskold champagne.

Det lyder dekadent, “og det er det jo også,” som hun siger.

“Men jeg elsker det.”