Så mange typer kan én model ligne

Så mange typer kan én model ligne

Daria Werbowy skulle måske overveje at blive skuespiller. Hun er i hvert fald en overbevisende mand i ny kampagne for franske Equiment, der især er kendt for sine stilfulde men casual skjorter.

Franske Equipment har teamet op med supermodellen Daria Werbowy til sin Spring 2015-kampagne.

I kampagnen portrætterer supermodellen sig selv som en lang række skæve karakterer, som hun tager på sig i en grad, så hendes karakteristiske træk næsten kan være svære at genkende. Selvom modekampagnerne naturligvis har til formål at sælge os noget, er det positivt, hvis budskaberne om, at vores identitet ikke er skåret i sten siver bredere ud i samfundet, mener Christian Groes, kønsforsker ved RUC, som vi har bedt om at kommentere på nogle af de arketyper som fremstilles i den nye kampagne.

Den er skudt og stylet udelukkende af Daria Werbowy selv gennem en to uger lang proces, hvor hun spærrede sig inde i et hus på et landet nær hendes fødeby i Irland. En lignende kampagne blev lanceret første gang i efteråret. Hun personificerer blandt andet - og ganske overbevisende, hvis vi skal sige det - en mand:

Foto: Equipment

For Daria Werbowy var oplevelsen anderledes og udfordrende i og med, at hun ikke alene skulle skyde kampagnen, men også skulle "spille" så mange forskellige karakterer. Det var ikke altid lige nemt.

- Der var nogle karakterer som var virkelig hårde og frustrerende - det at lave drengene var virkelig svært, siger Daria Werbowy til Style.com, med henvisning til, at hun hurtigt kom til at føle sig som en kvinde, der klæder sig ud som en mand, frem for rent faktisk at ligne en.

- Det var et sjovt projekt, fortsætter hun og forklarer, hvad tankerne bag kampagnen er:

- (..) vores identiteter behøver ikke at være så seriøse og ensidige. At ændre og transformere vores udseeende kan være sjovt.

Man kan tilføje, at det nok er en tand sjovere, når udgangspunktet er så smukt som i Daria Werbowys tilfælde, men budskabet fejler ingenting. Legen med identiteter er da også noget, som længe har fascineret kunst- og modeverdenen. Og det kan få konsekvenser som rækker længere ud end det rent æstetiske formål, mener kønsforsker Christian Groes: 

- Dem der har gået og leget med tanken om at få et nyt udtryk kan legitimere det, når det bliver en del af en trend, så er det berettiget at prøve det af.

- Moden har jo længe leget med det androgyne, det så man også meget i 90'erne. Men det er altid interessant, og det kan åbne nye veje for kvinder, fordi det opfattes som tiltrækkende at tage det androgyne på sig. Det er positivt, at der bliver sået tvivl om, hvad der er mandligt og kvindeligt, og at vi kan bryde med de sædvanlige forestillinger om, hvad det er.  


Foto: Equipment. Se hele lookbooken her.

Den sexede kvindetype, som på billedet ovenfor, er også en af de roller, som Christian Groes ser fordele i, at man som kvinde har mulighed for at tage på sig.

- Det giver manøvrefrihed at være det farlige og det stærke køn, som sætter dagsordenen og forfører den magtesløse mand. Det er en klassisk figur, men den kan bestemt også være tiltrængt, når der jævnligt er debatter om, hvad kvinder kan tillade sig at iklæde sig, og at de ikke må se for luderagtige ud. Denne type kvinde ser ud, som det passer hende, siger Christian Groes.

Kvinden som klovn

Et andet nyere eksempel på, at modebranchen hylder legen med identiteter, er Louis Vuittons kontinuerlige samarbejde med fotografen Cindy Sherman. Hun har blandt andet udstillet på Louisiana i Danmark. Hendes greb er at genskabe utallige identiteter ved hjælp af tøj og makeup og at tage selvportrætter, der kan være så forskellige som alt fra den tragiske drukkenbolt til en klovn til en kvinde fra samfundets øverste lag. Herunder et foto fra Louis Vuitton-kampagnen, hvor en model repræsenterer Cindy Sherman med et foto, der refererer til en af kunstnerens mange identiteter. Her som klovn:

Foto fra Louis Vuitton-kampagnen 'Celebrating Monogram project' fra 2014.

- Klovnen som karakter er ret interessant, fordi det er en ny måde at lege med, hvad der er feminint, siger Christian Groes, som har lavet feltstudier i Brasilien, hvor klovnen spiller en stor rolle for en subkultur blandt kvinder i et bestemt område af landet.

Foto fra Louis Vuitton-kampagnen 'Celebrating Monogram project' fra 2014.

- Der er der tradition for, at kvinder klæder sig ud som klovne på en pantomimeagtig facon med røde næser og parykker. Men kvinderne er samtidig meget lækre. De bruger det til at skabe et fællesskab, hvor de kan overraske og forskrække mænd og tillade sig mere end kvinder normalt kan. Ellers kan det normalt blive opfattet negativt at være udfarende som kvinde, men på denne her måde, får de lov til at udspille andre sider af sig selv, siger Christian Groes, som ser positive muligheder i modens leg med identiteter via kampagner som disse:

- Særligt hvis tendensen varer ved og kan danne ramme om nogle nye trends, som rækker ud over moden, så det kommer ind i kvinders forestillinger om, at de kan mere, end de måske tror er tilladt for dem.