Saf Hayat

”Jeg synes ikke, jeg har opfundet den dybe tallerken”

Hun har værksted i kælderen og en lejlighed indrettet med genbrug. For Saf Hayat, 39, handler livet om at træffe nogle valg, der gør det bedre. Kom med indenfor hos designeren, der gerne råber op – også i sin indretning. Og som elsker at lave mad til sine gæster.

Egentligt er der noget paradoksalt over Saf Hayats arbejde med sit brand Atelier Sardin. Over at hun overhovedet er en del af modebranchen. Da hun var barn og rejste i Pakistan med sine forældre, oplevede hun præcis, hvad Vestens overforbrug af bomuld kan gøre ved et lokalmiljø, der slet ikke kan følge med. Hun så, hvordan jorden bliver udpint og ubrugelig i årtier.

Og så er det måske alligevel ret oplagt. For Saf Hayats tilgang er, at du kan arbejde i lige det materiale, du vil, bare du ikke overproducerer.

“Jeg har altid syet, og jeg har altid arbejdet med mine hænder og haft en iboende nærmest utæmmelig kreativitet, lige siden jeg var helt lille. Jeg syede min første kjole, da jeg gik i 3.-4. klasse. Og jeg har det vitterligt ikke hjemmefra, for min mor er virkelig god til at lave mad, men ikke til at sy. Men jeg har det sanselige fra hende, og jeg er optaget af det sanselige i tekstiler,” fortæller hun.

Saf Hayat startede slow fashion-mærket Atelier Sardin på den grundtanke at holde alting enkelt som et bidrag til den grønne omstilling. Hun producerer kun syv stykker tøj om ugen for at undgå overproduktion, og hvert stykke tøj bliver syet i hånden i kælderen i Valby med stor omhu og respekt for håndværket. Du kan følge design og udbud på @atelier_sardin

Saf Hayat
Saf Hayat
Saf Hayat startede slow fashion-mærket Atelier Sardin på den grundtanke at holde alting enkelt som et bidrag til den grønne omstilling. Hun producerer kun syv stykker tøj om ugen for at undgå overproduktion, og hvert stykke tøj bliver syet i hånden i kælderen i Valby med stor omhu og respekt for håndværket. Du kan følge design og udbud på @atelier_sardin

Slow fashion

Hun åbnede sit firma på det tidspunkt, hvor man begyndte at tale om tøjindustriens produktionsmetoder, og fordi hun i Pakistan havde set, hvordan man producerer tøj lokalt; hvordan kvinderne går i basaren og finder tekstilet, køber det antal meter, de skal bruge, og går til den lokale skrædder eller syerske, som typisk er en kvinde, der sidder i sit eget hjem, og får tøjet syet. Og den idé havde hun lyst til at overføre til en dansk sammenhæng.

”Jeg synes ikke, jeg har opfundet den dybe tallerken. Mange opfatter slow fashion som et nyt fænomen, men det er det jo ikke, det er bare en gammel måde at producere tøj på, som har fået en revival. Jeg laver tøj, hvor du ikke skal kunne se på det, at det er håndsyet i Valby. Jeg vil gerne være et alternativ til stangtøj og ikke andet, det skal ikke være ekstra gøglet eller spraglet. Kvinderne i Pakistan går jo heller ikke i gøglet tøj, bare fordi de får det syet lokalt,” siger hun.

En stribe brugte Montana-reoler har fået nye farver. På den grønne står en lille figur af keramiker og læge Trine Stissing, som Saf Hayat på et tidspunkt delte værksted med
Alting gik op i en højere enhed, da Saf Hayat fik mulighed for at flytte sit værksted til samme adresse som sit private hjem. Nu løber hun op og ned ad bagtrappen og kan skabe her og nu-værdi for både forretning og familie
Saf Hayat
En stribe brugte Montana-reoler har fået nye farver. På den grønne står en lille figur af keramiker og læge Trine Stissing, som Saf Hayat på et tidspunkt delte værksted med
Saf Hayat
Alting gik op i en højere enhed, da Saf Hayat fik mulighed for at flytte sit værksted til samme adresse som sit private hjem. Nu løber hun op og ned ad bagtrappen og kan skabe her og nu-værdi for både forretning og familie

Saf Hayat arbejder i kælderen under familiens lejlighed i Valby. Fordi det tilfører en nærhed, når hun kan løbe op og ned ad trappen. Fordi det giver hende et godt liv. For selv om ordene er store, når det kommer til aktivisme og globale aftryk, er det også livet nu og her, det hele handler om.

”Vi har i mange år haft den tanke, at vækst er godt, og jeg arbejder nok lidt antikapitalistisk og har ikke stor interesse i at vækste. Jeg har en interesse i at skabe et liv for mig selv, der er værdifuldt, for mig og min familie. Du kan godt lave det, du elsker, du bliver bare ikke millionær af det. Min partner Anders, som jeg er gift med, og jeg har den aftale, at han også lægger pension til side til mig. Jeg bærer en anden del af ansvaret i forhold til vores hjem og vores familie,” fortæller hun.

Det store vitrineskab fyldt med grej var et slæb at få ind. Det er købt gennem Genbyg og har muligvis stået på Glyptoteket i et tidligere liv. Fra køkkenet kan man øje Saf Hayats seneste kunstkøb – en akvarel af Farshad Farzankia
Man er heldig, når man finder en brugt variant af Børge Mogensens Øresundsbord, men man er om muligt endnu mere heldig, hvis man opdager seks Wegner CH36-stole i en container, som Saf gjorde, dog uden helt at vide det. Det store billede på væggen er malet af Iris Bendt-Hedal, mens de øvrige værker er af blandt andre Ejler Bille, Tom Krøjer og Tage Stentoft
Saf Hayat
Det store vitrineskab fyldt med grej var et slæb at få ind. Det er købt gennem Genbyg og har muligvis stået på Glyptoteket i et tidligere liv. Fra køkkenet kan man øje Saf Hayats seneste kunstkøb – en akvarel af Farshad Farzankia
Saf Hayat
Man er heldig, når man finder en brugt variant af Børge Mogensens Øresundsbord, men man er om muligt endnu mere heldig, hvis man opdager seks Wegner CH36-stole i en container, som Saf gjorde, dog uden helt at vide det. Det store billede på væggen er malet af Iris Bendt-Hedal, mens de øvrige værker er af blandt andre Ejler Bille, Tom Krøjer og Tage Stentoft

Cluttercore

I lejligheden er de fleste møbler og lamper fundet brugt i containere og købt på DBA. Saf Hayat synes, kvaliteten er bedre i gamle produkter og har svært ved at se, hvordan helt nyt design vil passe ind.

”Jeg synes, det har for lidt sjæl, så jeg ender med at give det væk. Og sjæl er vigtigt. Jeg er vild med, at det gamle folkeskolelærerhjem er ved at vinde indpas igen. Det kan noget. Som de hjem, jeg er kommet i som barn, hvor der var mange bøger og altid lidt ekstra støv. Man siger, at det er blevet moderne med cluttercore, men jeg tror, vi har styret mod cluttercore i lang tid, for Anders samler på både bøger og plader, og det, synes jeg, giver personlighed.”

Selv samler hun på kunst af den slags, der ikke passer sammen med noget, men som er noget i sig selv. Det er der noget varigt over, og varighed og det lange perspektiv er vigtigt for hende. Derfor betyder det heller ikke noget, at hun lige nu venter på et lyserødt – danskproduceret – snedkerkøkken og har ventet i månedsvis. Hun planlægger at bo med både det og lejligheden resten af sit liv.

Det er Saf Hayats mand Anders, der har fyldt reolen med bøger og plader, men hun elsker den sjæl, det giver at bo med præcis den slags rod. Sofabordet med keramikklinker er et gammelt Tue Poulsen, som parret har købt brugt, Erfa-reolen blev reddet to minutter fra storskrald, og Eames-gyngestolen er en gave fra Anders til Saf, da hun var gravid med deres første barn. Lejlighedens gardiner er syet af Sunniva Nordberg

Ro på. Sengetæppet på den selvbyggede seng i soveværelset har Saf fået af sin mor, billedet på sengebordet er af den danske kunstner Sofie Hertz, mens gardinerne også her er af Sunniva Nordberg

Saf Hayat
Det er Saf Hayats mand Anders, der har fyldt reolen med bøger og plader, men hun elsker den sjæl, det giver at bo med præcis den slags rod. Sofabordet med keramikklinker er et gammelt Tue Poulsen, som parret har købt brugt, Erfa-reolen blev reddet to minutter fra storskrald, og Eames-gyngestolen er en gave fra Anders til Saf, da hun var gravid med deres første barn. Lejlighedens gardiner er syet af Sunniva Nordberg
Saf Hayat
Ro på. Sengetæppet på den selvbyggede seng i soveværelset har Saf fået af sin mor, billedet på sengebordet er af den danske kunstner Sofie Hertz, mens gardinerne også her er af Sunniva Nordberg

”Hjemmet er en base for mig. Det er her, vi kan være os selv. Og for os betyder det også, at lejligheden kan være fyldt op af store følelser. Jeg elsker middage og at invitere folk hjem til os. Anders laver mad til hverdag, og jeg laver mad til gæster. Jeg er totalt matriarken, har jeg fundet ud af. Det er mit frirum at lave mad. Jeg er vokset op i et socialt boligbyggeri, også her i Valby, så jeg har helt fra barn lært at spise mad fra rigtig mange verdensdele, hvilket gør, at jeg ved, hvordan mad skal smage. Jeg ved, hvordan tyrkisk mad skal smage, fordi min bedste veninde var fra Tyrkiet, og hvordan nordafrikansk mad skal smage, fordi jeg har smagt en ægte tunesisk couscous.”

Saf Hayat i Crocs og eget design foran en stak af de mange kunstværker, hun hele tiden flytter rundt på. Stolen er en vintagemodel af Rud Thygesen og Johnny Sørensen. Lampen er Verner Pantons Panthella-lampe

Saf Hayat
Saf Hayat i Crocs og eget design foran en stak af de mange kunstværker, hun hele tiden flytter rundt på. Stolen er en vintagemodel af Rud Thygesen og Johnny Sørensen. Lampen er Verner Pantons Panthella-lampe