Chefredaktør Anne Lose: "Jeg har anbefalet den til virkelig mange gennem tiden"
En god deo, smukke bryn og en anbefalelsesværdig highlighter. Her er Eurowomans chefredaktør Anne Loses 5 skønhedsfavoritter.
Eurowomans chefredaktør Anne Lose har en særlig forkærlighed for skønhedsprodukter, og med en fortid som skønhedsredaktør ved hun også, hvilke der fungerer, og hvilke der ikke gør.
Derfor har vi bedt hende udvælge 5 af sine ultimative skønhedsfavoritter og dele dem her.
Chefredaktørens 5 skønhedsfavoritter
“Jeg ser hundrede gange mere frisk ud, når mine øjenbryn er nyfarvede. Min hud og hårfarve er ret lys, så farven her er genial. Førhen fik jeg det gjort professionelt, men nu gør jeg det selv eller får min teenagedatter til det, og resultatet bliver virkelig godt med Hanne Bangs kit. Og så er det jo overraskende nemt at gøre."
“Den her Lighting Powder fra Hourglass har jeg brugt i flere år, og den er uundværlig i min makeuprutine. Den forfiner, lysner, highlighter og dækker på samme tid, og mange dage har jeg kun brug for den og lidt rosa blush. Jeg har anbefalet den til virkelig mange gennem tiden."
“Jeg elsker Diptyques parfumer og har mange favoritter. Philosykos har jeg haft af mange omgange gennem årene, og den friske figenduft gør mig altid i godt humør. Jeg kan godt lide at mikse den med min mands mere maskuline dufte, men den står også fint alene."
“Jeg opdagede Bioloqique Recherches Lotion P50W ret sent, men forstod hurtigt, hvorfor den har fået sin kultstatus. Har altid haft det svært med skintonics, men den her har været virkelig god for min hud, der har fået en finere overflade og mange komplimenter."
“Jeg er vild med mange af Rudolph Cares produkter, men særligt deodoranten bruger jeg hver dag, og den holder virkelig godt og har den dejligste duft. Det er også en god værtindegave, der altid vækker glæde."