Signe Bro

Signe Bro: Her finder du de bedste genbrugsbutikker

Hos Signe Bro krydres komfortabelt athleisurewear og oversized vintagefund med feminine indspark i form af farven pink og elegante smykker, og hun låner gerne fra kærestens cool klædeskab. Ta’ et kig på svømmerens farverige stil uden for bassinet.

Stil

Jeg vil beskrive min stil som sporty, feminin og komfortabel. Lige for tiden går jeg dog meget i oversized tøj, så nogle gange synes jeg selv, at jeg kan komme til at ligne en skaterdreng. Det har jeg dog ingen problemer med.

Inspiration

Jeg er lige kommet hjem fra New York, og der synes jeg, at menneskerne på gaden var inspirerende at se på, og jeg elsker, at stilen ændrer sig efter, hvor du er i verden.

Jeg er meget inspireret af min kærestes stil, og jeg kan sagtens finde på at stjæle noget af hans tøj. Jeg er vildt jaloux på en vintagelæderjakke med patchwork, som han købte i New York. Derudover finder jeg inspiration på Instagram eller YouTube.

Favoritdesigner

Jeg er ikke sikker på, om jeg har en favoritdesigner. Jeg rejser rigtig meget med svømning, så jeg shopper egentligt mest, hvor jeg lige befinder mig. Derfor har jeg nogle lækre kashmirtrøjer fra Japan, seje T-shirts fra Sydkorea, en masse sko fra USA og mange bikinier fra Italien.

Jakke fra Round 2 og strik fra Evisu. Begge dele har Signe fundet vintage i New York.
vintage-new-york.jpg
Jakke fra Round 2 og strik fra Evisu. Begge dele har Signe fundet vintage i New York.

Hverdag

Jeg træner ekstremt meget, så jeg kan ikke komme uden om, at jeg oftest har tights og en top eller joggingtøj på. For nogle lyder det måske som drømmen, men tro mig – det kan faktisk blive lidt ensformigt. Især når jeg kommer hjem fra en længere træningslejr. Jeg har holdt pause med jeans i lang tid, men nu elsker jeg at have lidt løsere jeans på sammen med en T-shirt. Ellers bruger jeg et par herrebukser fra genbrug til 30 kroner med en top eller en strik og mine faste smykker.

Fest

Jeg kan godt lide at gøre lidt ekstra ud af mig selv til fester, og jeg ser mere feminin ud til fester, end jeg gør i hverdagen. Det gælder tøj, hudpleje og hår. Det synes jeg også, der ligger ekstremt meget femininitet i. Jeg skal altid kunne danse i det tøj, jeg har på, og det kan nogle gange blive en sjov test, som jeg lige laver foran spejlet, inden jeg går ud.

Jeg er 177 centimeter høj og har før haft lidt problemer med, at jeg kan føle mig meget høj med høje sko på, men når jeg lige trodser den usikkerhed, så føler jeg mig ekstremt feminin.

Til hverdag lever Signe Bro mest i tights eller løse herrebukser, men til fest må det feminine godt få plads. Rød kjole fra H&M Studio, sort fra Dea Kudibal og blå fra Baum und Pferdgarten.
kjoler.jpg
Til hverdag lever Signe Bro mest i tights eller løse herrebukser, men til fest må det feminine godt få plads. Rød kjole fra H&M Studio, sort fra Dea Kudibal og blå fra Baum und Pferdgarten.

Garderobehits

Jeg har klart mest joggingtøj og træningstøj. Jeg synes altid, at jeg mangler festtøj, når jeg skal ud, så det skal jeg være lidt bedre til at udligne med. Det er ikke altid passende at tage et par tights på til en fest.

Igen & igen

Jeg køber altid bukser i genbrug. Jeg finder nogle jakkesæt i herreafdelingen, og så køber jeg bukserne, og oftest donerer jeg jakken igen. Herrebukserne har lange ben, og de fleste af dem har et loose fit, som jeg er ekstremt vild med.

Jeans

Jeg har altid godt kunne lide Levi’s 501, da de er klassiske og sidder godt. For nylig købte jeg nogle jeans i Gina Tricot, som jeg har fået ekstremt mange komplimenter for. Jeg vil kun have jeans på, hvor jeg ikke behøver at knappe den øverste knap op, mens jeg sidder på en restaurant.

Hverdagsoutfitet for tiden er en T-shirt fra Uniqlo og jeans fra Gina Tricot.
signe-bro-jeans.jpg
Hverdagsoutfitet for tiden er en T-shirt fra Uniqlo og jeans fra Gina Tricot.

Sko

Jeg elsker mine New Balance 550 og har dem i to forskellige farver. De passer ekstremt godt til min stil lige for tiden. Til fest har jeg enten nogle billigere stiletter på eller mine Jimmy Choo, som jeg købte i Las Vegas for et par år siden. De er vildt gode at danse i, og jeg bilder mig ind, at det er, fordi de er fra Las Vegas. Jeg elsker også mine lange røde støvler fra H&M.

Stiletter fra Jimmy Choo, sneakers fra New Balance, røde støvler fra H&M Studio og sorte loafers fra Vinny’s.
stovler.jpg
Stiletter fra Jimmy Choo, sneakers fra New Balance, røde støvler fra H&M Studio og sorte loafers fra Vinny’s.

Smykker

Jeg går stort set altid med de samme smykker. Jeg har fået en lille guldring med diamanter af min mor, som hun købte, da hun var ung. Jeg har altid mine creoler fra Maanesten i ørerne. De er nemlig rigtig gode at svømme med, og de mister aldrig deres shine – trods 20 timer i klorvand om ugen.

Halskæden med dagmarkors og Tokyo-vedhæng har Signe fået af sin mor og far i forbindelse med OL. S-halskæden er fra Vibe Harsløf, armbåndet og Mom & Da"-ringene er fra Maria Black, ringen med diamant er et arvestykke fra Signes mor, S-ringen er fra M Jewelers, og den grønne perlehalskæde er fra Lemon Lua.
smykker.jpg
Halskæden med dagmarkors og Tokyo-vedhæng har Signe fået af sin mor og far i forbindelse med OL. S-halskæden er fra Vibe Harsløf, armbåndet og Mom & Da"-ringene er fra Maria Black, ringen med diamant er et arvestykke fra Signes mor, S-ringen er fra M Jewelers, og den grønne perlehalskæde er fra Lemon Lua.

Tasker

Da jeg blev konfirmeret, købte jeg en sort ruskindstaske fra Proenza Schouler. Den betyder rigtig meget for mig, men jeg går desværre ikke så meget med den. Jeg kommer dog aldrig til at sælge den. Jeg har også en lyserød Balenciaga City, som jeg købte brugt for en del år siden. Den er jeg ret vild med, og det betyder ikke så meget for mig, at den ser lidt brugt ud. Nu skal der mere til, før jeg køber en dyr taske fra ny. Jeg vil hellere bruge pengene på oplevelser.

Den sorte taske fra Proenza Schouler købte Signe til sig selv, da hun blev konfirmeret, og den skiller hun sig aldrig af med. Pink taske fra Balenciaga, grøn håndtaske fra Silfen Studio og sort totebag med Signes initialer.
tasker.jpg
Den sorte taske fra Proenza Schouler købte Signe til sig selv, da hun blev konfirmeret, og den skiller hun sig aldrig af med. Pink taske fra Balenciaga, grøn håndtaske fra Silfen Studio og sort totebag med Signes initialer.

Butikker

Jeg shopper mest online, men jeg har brugt lidt tid i Odense på det sidste, og der har jeg fundet multibrandbutikken Dr. Adams. Den er helt genial. De har de smukkeste styles og også en rigtig god herreafdeling.

En rejse værd

De bedste genbrugsbutikker ligger uden for København. Der kan man finde nogle unikke styles til billige penge – og selvfølgelig også de bedste blazere for 50 kr. De har også nogle fede genbrugsbutikker i både New York og Tokyo. Der kan man virkelig finde nogle vilde ting!

Sweatshirt fra Champion og vintageshorts fra Adidas købt i New York.
signe-bro-vintage.jpg
Sweatshirt fra Champion og vintageshorts fra Adidas købt i New York.

Største samling

Jeg har desværre lidt svært ved at skaffe mig af med mit tøj – især mine sko, og dem har jeg mange af. Jeg har desuden ingen rygrad, når det kommer til smykker fra mærker som f.eks. Maria Black. Jeg elsker, at de er rå og feminine på samme tid.

Sweatshirts fra 7 days Active og jakke fra (Di)vision.
sweatshirts.jpg
Sweatshirts fra 7 days Active og jakke fra (Di)vision.

Tendenser

Jeg lader mig ikke styre af tendenser, men jeg følger med i CPH Fashion Week. Jeg nyder, at stil er meget individuelt, og at tendenserne ikke er så kønsnormative længere.

Seneste køb

Efter vores tur til New York, så føler jeg nærmest, at halvdelen af mit klædeskab er mit seneste køb. Jeg købte en lyserød strik fra Evisu x Stussy i en genbrugsbutik. Den er jeg meget glad for.

Fejlkøb

Jeg har desværre stadig nogle få ting med prismærke i mit skab. Jeg laver dog sjældent dyre fejlkøb, og så er jeg også godt til at donere tøj væk. Jeg har lidt en regel om, at når jeg køber en del ting i genbrug, så skal jeg også selv være god til at give tilbage.

Som olympisk svømmer bruger Signe meget tid på træning. Træningsgarderoben er derfor godt udstyret med cool sæt fra blandt andet 7 Days Active og Planet Nusa.
sportstoj.jpg
Som olympisk svømmer bruger Signe meget tid på træning. Træningsgarderoben er derfor godt udstyret med cool sæt fra blandt andet 7 Days Active og Planet Nusa.

Aldrig uden

Smykker, som jeg har arvet eller fået af mine forældre. De betyder noget helt særligt for mig. Eller mine sorte loafers, som jeg fik i julegave af min kæreste. De er vildt klassiske og smukke.

God stil

Prøv forskellige ting af, og find dig selv i din stil. God stil er ikke nødvendigvis dyr, så brug det tøj, som du føler dig tilpas i. God stil er også et stort smil og en empatisk indstilling.

Signes beautyfavoritter fra Ole Henriksen, Byredo, Estée Lauder og CeraVe. Hårbørste fra Denman og læbepomade fra Carmex, som Signe ikke kan leve uden.
produkter.jpg
Signes beautyfavoritter fra Ole Henriksen, Byredo, Estée Lauder og CeraVe. Hårbørste fra Denman og læbepomade fra Carmex, som Signe ikke kan leve uden.

Signes 3 bedste stiltips

  • Vær ikke for hård ved dig selv, når du prøver tøj – eller generelt ser dig i spejlet. Jeg er selv høj og har brede skuldre og har ofte følt, at der ikke er noget tøj, som passer til mig. Jeg øver mig i at give slip på de tanker og så købe ting, hvis JEG synes, at de klæder mig.
  • Min mor har altid sagt: ’’Køb aldrig noget, som du ikke har råd til’’. Det har hun jo ret i.
  • Pas godt på din hud, og brug altid ansigtscreme med spf i – også om vinteren.

Signe Bro

Er professionel svømmer, 23 år og bor på Nørrebro i København med kæresten David.