Teddy Quinlivan om at være transkønnet model: ”Det rager ikke andre mennesker, hvad jeg har mellem benene”

Model Teddy Quinlivan er født som dreng, men har altid vidst, at hun var en pige. Efter flere år som succesfuld model for blandt andet Louis Vuitton og Dior, valgte den 25-årige amerikaner i 2017 at offentliggøre sin identitet som transkvinde, selv om hun frygtede for sit liv på grund af hadforbrydelser i USA. Siden har hun kæmpet aktivt for transpersoners rettigheder parallelt med karrieren,

hvor hun senest har været ansigt for en beautykampagne for Chanel som den første transkønnede model nogensinde.

Jeg har altid vidst, at jeg var en pige

“Jeg har udvist en stærk feminin adfærd, fra jeg var helt lille. Jeg legede med Barbie-dukker, gik i prinsessekjoler og så feminin ud, selv når jeg var klædt i drengetøj. Først da jeg var syv-otte år, gik det op for mig, at der var forskel på kønnene. Før den alder ser du jo ikke andre børn nøgne ret ofte, så jeg vidste ikke, at piger havde vaginaer, og drenge havde peniser. Jeg havde fået fortalt, at jeg var en dreng, men jeg havde aldrig rigtig forstået det. Jeg var overbevist om, at jeg var en pige, og at det bare var et spørgsmål om tid, før andre ville indse det. Kønsidentitet er ikke noget, du en dag vågner op og erkender. Den er der, fra du er helt lille og følger dig hele dit liv. Jeg spørger altid folk, hvornår det gik op for dem, at de var en dreng eller en pige, og de fleste kan ikke huske tidspunktet for den erkendelse. De stiller ikke spørgsmålstegn ved den og føler sig naturligt som det køn, de er født med. Det gjorde jeg ikke.”

Jeg er blevet mobbet hele min barndom

“Jeg voksede op i en lille by udenfor Boston i Massachusetts. Selv om det er en af de mere liberale stater i USA, var folk virkelig konservative. Der var ikke rigtig nogen, der forstod mig. Jeg havde problemer med min familie, med børnene i kvarteret og med mine lærere og klassekammerater. Jeg var det besværlige barn i byen. Min familie var ikke ekstremt religiøs, men den var konservativ, og vi gik i kirke hver søndag. Mine forældre forstod ikke, hvad der var galt med mig. Det var især min far, der var efter mig, men det var også svært for min mor. Hun var flov over at tage mig med ud i offentligheden, så det var en udfordring at komme igennem en almindelig dag med mig. Da jeg fyldte 16 år, indså jeg, at jeg ikke havde noget at tabe. Der var alligevel ingen, der kunne lide mig. Jeg fortalte min mor, at noget var galt. At jeg havde forsøgt at opføre mig som en dreng hele mit liv, fordi jeg havde fået at vide, at jeg var en dreng, men at jeg inde i mit hoved vidste, at jeg var en pige. Jeg kom ikke ud som transkønnet, jeg kom ud som pige. Jeg anede ikke, hvad transkønnet var. Jeg tror ikke, at det var en stor overraskelse for hende.”

Min mor endte med at støtte mig

“Selv om min mor havde haft det svært med, at jeg var, som jeg var, endte hun med at bakke mig op, hvilket var fantastisk. Da jeg fortalte hende, at jeg var en pige, forsikrede jeg hende om, at jeg ikke ville lave om på mig selv, fordi jeg ikke ville såre hende eller gøre hende flov over mig. Det, tror jeg, var et vendepunkt for hende. Hun indså, at hun var en del af årsagen til, at jeg ikke havde levet det liv, jeg gerne ville have levet. Det følte hun skyld over. Hun begyndte derfor at researche på, hvad det vil sige at være transkønnet. Hun sørgede for, at jeg så alle de rigtige læger og psykologer, som kunne hjælpe med at udrede min situation og med, hvad de næste skridt skulle være. Hun sørgede for, at jeg skiftede skole til en kunstorienteret kostskole, som havde en stor andel LGBTQIA+ børn. På den måde kunne jeg foretage en sikker transition. Jeg begyndte at tage kvindelige kønshormoner dagligt og østrogen og progesteron, to gange om dagen. Det gør jeg stadig.”

Jeg blev opdaget som model

“Nogenlunde samtidig blev jeg scoutet som model. Det første job, jeg fik tilbudt, sagde jeg nej til, fordi det var i Los Angeles, som var langt fra mit hjem. Det er ironisk, fordi det er her, jeg bor i dag, men dengang var jeg ikke tryg ved det. Jeg gik stadig i gymnasiet og tog min skole meget seriøst, men det var også, fordi jeg ikke i min vildeste fantasi kunne forestille mig, at en transkvinde som mig kunne blive model. Jeg så det ikke som en seriøs fremtid, selv om det lød sjovt. Men mine venner blev ved med at opfordre mig til at blive model, så jeg endte med at sende nogle billeder til et lokalt modelbureau i Massachusetts, hvor jeg fik min første kontrakt. Da jeg blev færdig med gymnasiet, rejste jeg til Paris, hvor jeg begyndte min karriere.”

Jeg har altid elsket mode

“Mode har været en måde, jeg kunne udtrykke mit køn på. For mig var det valget om at gå i bukser og sweatshirt eller i kjole, der afgjorde, om folk så mig som en dreng eller en pige. Det var en enormt stor del af min identitet. Jeg var overbevist om, at jeg ville læse modedesign og blev optaget på Parsons School of Design i New York, hvor mange store designere har gået. Men jeg måtte vælge mellem det og at blive model. Jeg valgte jobbet som model, fordi det dog var i modebranchen og tænkte, at det var en måde, hvor jeg kunne tage et sabbatår og samtidig lære branchen at kende. Jeg havde en idé om, at jeg kunne komme tilbage til skolen og være et skridt foran alle de andre, fordi jeg ville have kendskab til designerne og branchen. Men jeg endte med at klare mig ret godt som model og kom aldrig tilbage på skolebænken.”

LÆS OGSÅ: Olivia Vinten: "Prisen for alt det skøre og sjove er et liv uden rutiner"

Ingen vidste, at jeg var transkønnet

“Fordi jeg begyndte at tage hormoner, før jeg rigtig kom i puberteten, var det muligt for mig at blive ved med at se meget feminin ud. Jeg har altid set feminin ud, men jeg var heldig, fordi jeg ikke nåede at få hår i ansigtet, en dyb stemme eller en maskulin krop. Jeg fortalte ikke modelbureauet eller andre, at jeg var transkønnet. Jeg var androgyn, men i modebranchen er der så mange kvinder, der ligner mænd, og mænd, der ligner kvinder, så jeg vidste, at det ikke var unormalt. Jeg følte, at jeg havde en virkelig god chance for at klare mig godt. Jeg ville ikke have, at min kønsidentitet skulle holde mig fra at blive en succesfuld model og har aldrig følt skyld over, at jeg skjulte den i de første år. Jeg vidste, at der var modeller med langt værre hemmeligheder end mig. Jeg skylder ikke nogen en forklaring. Jeg så det som en privat sag, at jeg er transkønnet. Ingen har krav på den information, for den handler om min krop. Når jeg møder en mand, dømmer jeg ham heller ikke med det samme på, hvor stor hans pik er. Det rager ikke andre mennesker, hvad jeg har mellem benene. Så jeg havde ikke dårlig samvittighed, men der var helt klart tidspunker, hvor jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg skulle komme ud, og hvornår det rigtige tidspunkt i så fald ville være. Det var bestemt en udfordring for mig.”

Jeg kom ud, da tiden var inde

“Jeg valgte at offentliggøre min identitet som transkvinde i 2017. Jeg følte, at der var stor accept af homoseksuelle, og at vi som nation var nået langt i forhold til bl.a. legaliseringen af homoseksuelle ægteskaber. Mange var begyndt at tænke, at det er tåbeligt, at du ikke kan få lov til at elske dem, du har lyst til. Jeg tænkte, at den næste kamp var kampen for accept af transpersoner. Det handlede også om det politiske klima. Donald Trump var blevet valgt som præsident og havde gjort det klart, at han ville fratage transpersoner mange af deres rettigheder, herunder beskyttelse af transkønnede børn i skoler, rettigheder for transkønnede atleter og retten til at bruge de toiletter, du havde lyst til uafhængigt af køn. Transpersoners rettigheder var truede. Derfor blev det vigtigt for mig at skabe synlighed i transmiljøet og lade folk vide, at deres forestilling om transpersoner ikke er, som de måske tror. Ikke alle transpersoner ligner mænd i kjoler eller kvinder, der forsøger at ligne mænd. Transpersoner kommer i alle størrelser, former og farver. Måske ser du dem på forsiden af et magasin, måske er de modeller i en Louis Vuitton-kampagne. Og måske er modellen, som bærer den kjole på catwalken, du virkelig godt kan lide, tilfældigvis transperson.”

Jeg frygtede for mit liv 

“Jeg har aldrig været bange for andres holdninger til mig, hvis jeg kom ud. Det var ikke fordommene, jeg frygtede. Jeg frygtede for mit liv. Jeg var bange for alting. Når jeg datede fyre, turde jeg ikke fortælle dem, at jeg var transkvinde. Jeg frygtede, at sandheden ikke alene ville ødelægge forholdet til fyren, men også ødelægge min karriere og gøre, at jeg aldrig ville få venner igen. Og hvis fyren fandt ud af det, uden jeg selv sagde det, ville jeg sætte mit liv på spil. Jeg var virkelig bange for at dø. Der er stadig mange fordomme om transpersoner, og i USA bliver der begået mange drab på transpersoner. Så det handlede ikke om, at jeg bare var lidt usikker og tænkte: “Åh nej, hvad nu, hvis de finder ud af, at jeg er transkønnet?” Jeg frygtede for min karriere, min sikkerhed og mit liv.”

LÆS OGSÅ: Er man et ikon, hvis man har 166 millioner følgere på Instagram?

Min private kamp blev politisk

“Jeg følte, at havde bevist nok i min karriere som model og var klar til at påtage mig en mere politisk rolle. Jeg havde gået nok shows og havde lavet nok kampagner. Jeg havde nået et niveau, som gjorde, at jeg kunne komme ud og stadig have kunder at arbejde for og folk, der ville støtte mig. Heldigvis blev det positivt modtaget, for LGBTQIA+miljøet fylder allerede en del i modebranchen. Mange havde den samme angst, som jeg havde. Særligt med en præsident som Donald Trump, hvor mange følte, at landet var på vej i en mere konservativ retning. Så jeg tror, at mange tog et standpunkt sammen med mig, da jeg kom ud, ved at sige: “Det betyder ikke noget, hvad du er, og hvem du er. Vi støtter dig uanset.” Brands, der brugt mig i deres shows og kampagner, tog også et standpunkt ved at lade verden vide, at transpersoner er smukke, elskelige og tiltrækkende. De kan blive fantastiske modeller, og de kan deltage i samfundet og leve deres liv som alle andre. Jeg vidste, at der ville være folk, der ikke ville acceptere mig, og at der ville være brands, jeg ikke længere ville kunne arbejde med, men det var ok. Det, jeg gjorde, var vigtigere for mig end at gå et Valentino-show.”

Jeg har det fint med at være transmodel

“Jeg har ingen problemer med at blive omtalt som transmodel, og at det er det, jeg ofte taler om. Hvordan skal folk ellers blive oplyst? Det sker kun ved at diskutere og kommunikere, hvad det vil sige at være transkønnet. Hvad min opfattelse er. Nogle gange kan du sidde på sidelinjen og vente på, at andre gør det rigtige, og andre gange befinder du dig i en position, hvor du er nødt til at tage initiativ og selv gøre det rigtige. Det var den position, jeg fandt mig selv i. Jeg følte, at jeg var det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, og modebranchen var parat. Men efter jeg i nogle sæsoner har taget en pause fra catwalken, kan jeg konstatere, at der ikke er kommet en væsentlig større repræsentation af transkønnede modeller. Det gør mig virkelig frustreret og ked af det. Det burde ikke være sådan, at fordi vi hyrede Teddy Quinlivan for tre sæsoner siden, behøver vi ikke at bekymre os mere om de her mennesker, for nu har vi ligesom adresseret det. Branchen bør være konstant inkluderende. Inklusion må ikke være noget, der kun varer en sæson, mens det er cool og populært. Det skal ikke være en trend. Det skal føles naturligt og være noget, du gør, fordi det er det rigtige. Jeg må være ærlig og sige, at jeg er i tvivl, om det bare er en trend, og om den forsætter eller er forbipasserende. Det gør mig trist, at jeg er en af de eneste trans-kvinder, der har haft de muligheder, jeg har haft. Jeg kender en anden model, som er transkvinde, og som klarer sig virkelig godt som model. Men hun er ikke kommet ud som transperson i offentligheden. Hun er bange for det, fordi hun føler, at trenden er slut. Hun har ikke lyst til at putte sig selv i kategorien transmodel, fordi hun er bange for, at hun så vil få mindre arbejde. Den udvikling gør mig virkelig ked af det.”

Jeg vil altid være aktivist

“Jeg ved ikke, hvad jeg vil lave, når jeg stopper som model. Men jeg er overbevist om, at aktivisme altid vil være en del af mit liv. Det er den vej, jeg har brolagt for mig selv. Der er stadig så meget at gøre i forhold til at skabe opmærksomhed omkring transpersoners rettigheder, og så længe, der er en kamp at kæmpe, bliver jeg ved. Jeg fortsætter nok som model nogle år endnu, men jeg kunne også godt se mig selv i underholdningsindustrien eller som skuespiller. Jeg tænker, at hvis jeg kan forblive en offentlig person, kan jeg fortsætte med at sætte fokus på de her emner og arbejde for at stoppe stigmatiseringen af transpersoner.”