Ida Marie Koefod fylder sin garderobe med særligt én ting – og det er der en god grund til
For tekstildesigner Ida Marie Koefoed handler det ikke om at købe nyt hver sæson. Hun går efter gode, klassiske ting, som hun kan bruge år efter år og helst i yndlingsfarven blå.
Stil
Jeg er meget til det klassiske. Jeg har timeglasfacon, så jeg finder kun noget, der klæder mig, og springer trends over, når det ikke klæder mig, f.eks. de store tunikakjoler, som slet ikke fungerer til mig.
Jeg tager inspiration fra tendenser og tager de elementer, der er klædelige til mig. Og så er jeg vild med farven blå. Selv da jeg var helt lille, ville jeg have blåt tapet på værelset. Det er min farve. Jeg føler en ro, når jeg ser noget blåt, så jeg har rigtig meget blåt i garderoben.
Inspiration
Jeg finder min inspiration i de butikker, jeg bedst kan lide. Det er fedt at vide, at de har valgt noget ud til mig, og jeg kan godt lide at få lidt nyt indspark, som jeg ikke selv ville have overvejet.
Favoritbrand
Vanessa Bruno er min all time favourite; hun laver lækre skjorter, der passer godt til mig. Forte Forte elsker jeg også for deres skjorter, som er klassiske, men tilsat lidt af tidens tendenser. Det er underspillet hellere end overgjort, og det taler meget til mig. I Blame Lulus striktrøjer er helt perfekte i pasformen, og A.P.C. har den franske elegance kombineret med god kvalitet, der holder i mange år.
Hverdag
Jeans, strik og sneakers er mit hverdagsoutfit. Jeg arbejder hjemmefra og skal have børn i skole, så det er nemt at hoppe i. Jeg er helt hysterisk med strik – det må ikke kradse, og det skal skal være blødt, så derfor foretrækker jeg kashmir.
Mine venner griner af, at jeg er besat af det, og at jeg er et spædbarn, når det kommer til det med, at det ikke må kradse.
Fest
Jeg er rigtig glad for et godt jumpsuit, så dem har jeg mange af. Jeg ender også tit i en kjole. Hvis det er en middag, så tager jeg en Vanessa Bruno-skjorte på og et par bukser, der sidder pænt. Ikke hæle. Jeg må konstatere, at jeg har sindssygt mange sko med hæl, men jeg bruger dem aldrig. Jeg har en god veninde, der siger: Livet er for kort til stramt tøj. Og sådan har jeg det med hæle. Det kommer bare ikke til at ske længere.
Bæredygtighed
Jeg tænker meget over bæredygtighed, og det er også en af grundene til, at jeg primært køber klassiske ting, der holder i mange år. Både i kvalitet og udtryk. Jeg kan godt købe en ting fra Zara, men begrænser det ret meget og køber sjældnere nyt og kun det, som jeg ved, at jeg kommer til at bruge i mange år.
Jeg kan også godt lide at købe ting secondhand, for eksempel på loppemarked. Og jeg finder også gode ting i highend-vintagebutikken I Blame Lulu. Jeg elsker at se, at det også er blevet en ting blandt de unge at købe genbrugstøj. Det giver mig håb for fremtiden.
På repeat
En ting, jeg har for meget af, er rundhalsede kashmirtrøjer og jeans, for det køber jeg nærmest altid, når jeg falder over det. Jeg er også altid på jagt efter de perfekte jeans. Jeg kan godt lide modeller med vide eller lige ben. Tomorrow Denims model Brown er rigtig god. Jeans fra Mother sidder også godt.
Sko
Til en fest prioriterer jeg altid at kunne løbe rundt, danse og have det sjovt i stedet for at have ondt i fødderne i et par stiletter. Jeg har derfor også ret mange ballerinaer i flere forskellige udgaver og farver.
Smykker
Næsten alle mine smykker har sentimental værdi. Det kan være en gave fra en rund fødselsdag, et arvestykke eller lignende. Jeg har en ring fra min bedstemor og et ur fra min bedstefar, og det ville være en katastrofe, hvis de ting blev væk. Det er hele min og min families historie.
Mit armbånd fra Tiffanys så jeg et år, inden vi skulle giftes, og det havde jeg fortalt min mand om, og det havde han fundet til mig til min morgengave. Så det armbånd fortæller mig, hvor meget han faktisk lytter til, hvad jeg siger.
Tasker
Jeg køber kun tasker i god kvalitet, som jeg ved, at jeg vil være glad for i lang tid. Det kan være fra YSL, Mulberry eller Chloé. Jeg holder stadig af alle mine tasker, og jeg køber ikke nye hele tiden. Jeg bruger dem også virkelig meget, og de står ikke på en hylde med silkepapir i herhjemme.
Butikker
KJR på Østerbro og Lubarol er mine favoritter. Jeg kan godt lide, at de har kvalitet, og at det er kurateret. Meget af det passer til mig, og deres udvalg inspirerer mig. Det er udvalgt af dygtige mennesker, som giver rigtig god vejledning. Jeg får gode forslag, der er tilpasset mig. Jeg kan godt lide den type butikker, der kan inspirere og give mig gode idéer.
Bedste feriekøb
Vi rejser en del til USA, da vi har et hus i Chicago, som har været mine bedsteforældres. Da de gik bort, besluttede vi, at vi ville beholde det i familien. Det er en del af mit amerikanske ophav. Jeg har været der hvert år hele mit liv. Jeg shopper en del derovre, især til børnene.
Jeg har gode minder fra min barndom om at shoppe med min bedstemor og så komme hjem til Danmark og være helt smart med de sidste nye Levi’s. Jeg har rigtigt meget fra det amerikanske mærke, der hedder Everlane, som er genspundet kashmir, og de tænker genanvendelighed ind i alt. Når jeg har valget, så vælger jeg det klimabevidste. Det giver en ekstra dimension til forbruget.
Tendenser
Når jeg scroller igennem Instagram, ser jeg tendenser, som fanger mig, men jeg lader mig ikke styre af det. Jeg går efter noget klassisk i god kvalitet, men det giver alligevel et nyt pust til min garderobe at få inspiration. Det kan være en farve eller et snit, som kan pifte mit klassiske op. Eller nye farvekombinationer, som fungerer godt sammen.
Bedste budgetkøb
Jeg fandt en nederdel fra Chloé på udsalg nedsat med 80 %, så der var råd til at få den syet ind, da den var et nummer for stor. Jeg går oftest efter de dyre mærker på udsalg, for der sparer du mest og får noget, som du ellers ikke kunne komme i nærheden af.
WOW-køb
Jeg får altid mange komplimenter for mine blå øreringe. De fanger virkelig opmærksomheden.
Aldrig uden
Mine smykker, som fortæller hele mit livs histories, min families og min mands og min.