Kender du den dystre historie bag din trenchcoat?
Her er den uundgåelige modeklassiker: Trenchcoaten. Den er evigt moderne, en favorit hos både mænd og kvinder og altid at finde i Burberrys sortiment.
Der er designs, som defilerer ind og ud af modebilledet. Heriblandt er der dem, som vi enten holder af eller ikke kan udstå alt efter tidsånden, det politiske klima og stemningen i kulturlivet. Og så er der dem, der holder – uanset sammenhængen, om det er til mænd, kvinder, unge og ældre, til dem, der er moderne, eller dem, der slet ikke interesserer sig for mode.
Ét af disse designs er trenchcoaten: Den traditionelt beige-farvede, dobbeltradede, (knæ)lange frakke med taljebælte, stropper om ærmer og på skuldre og flapper på bryst og ryg. En jakke, som det britiske luksusmærke Burberry senere har forfinet med det karakteristiske ternede for, og som i dag kommer i et utal af variationer og farver.
Burberry har den som en del af sit faste sortiment, lige som mærker som Prada, Balenciaga, Bottega Veneta og Christian Dior ditto har lavet deres version af den ikoniske jakke – det samme mange highstreet mærker.
Når du ifører dig en trenchcoat, ifører du dig en historie. Og det er ikke én af de fredelige. Det er nemlig langt fra æstetiske årsager, der gør, at jakken ser ud, som den gør.
Hvor stammer en trenchcoat fra?
Trenchcoatens historie kan efter sigende spores tilbage til 1823, hvor man begyndte at bruge såkaldt "gummieret" bomuld (bomuld belagt med et vandafvisende materiale, red.) til overtøj. Disse nye frakker, eller 'macs' efter deres opfinder Charles Macintosh, holdt regnen ude, men også sveden inde, og blev derfor hurtigt kendt for deres ikke særligt tiltalende lugt. Trods dette blev jakkerne dog populære blandt soldater i både den engelske og franske hær i løbet af det 19. århundrede og særligt under 1. verdenskrig, hvor nogle af de traditionelle ’great coats’ – eller kavajer, som vi kalder dem på dansk, der var tungere og havde dårligere mulighed for udluftning – blev udskiftet med de nye jakker, som vi i dag kender som trenchcoats.
Da din trenchcoat blev moderne
Særligt to engelske modemærker hævder at være dem, der videreudviklede de klassiske ’macs’ til det, vi i dag kender som trenchcoats. Aquascutum og Burberry. Det er aldrig blevet afklaret, hvilket af de to der rent faktisk var først, men sikkert er det, at begge mærker i tiden omkring 1850'erne begyndte at designe trenchcoat-lignende frakker i regntæt materiale, som tillod mænd at se stilfulde ud, selv under ret hårde klimatiske forhold – for eksempel drog Sir Ernest Shackleton og hans hold i 1907 til Antarktis iført Burberrys gabardine-jakker.
Frakken udmærkede sig på slagmarken på flere punkter. Den beige farve hjalp soldaterne til at camouflere sig for de nye våbentyper, der kunne ramme på lang afstand, og rygflappen fik regnen til at glide lettere af frakken, mens den mindre ’gun flap’ på brystet gjorde det muligt for luften at trænge ind bag det tætte stof. Bæltet brugte man desuden til at hænge vigtige redskaber såsom kikkerter, kort og knive i.
Mellem første og anden verdenskrig blev den klassiske trenchcoat også udbredt blandt civilbefolkningerne, og under anden verdenskrig gjorde nazisterne en version i sort læder berømt og berygtet over hele verden.
Den begyndte også at gøre sit indtog i populærkulturen: Hvem husker ikke Humprey Bogarts klassiske trench i "Casablanca" (1942) eller Audrey Hepburn og George Peppard i matchende trenchcoats i den rørende afslutningsscene i "Breakfast at Tiffanys" (1961)?
Den ikoniske trenchcoat er efterhånden blevet en af den moderne, vestlige verdens mest ikoniske beklædningsgenstande. Den vender tilbage år efter år – og også i år er budene på den klassiske frakke talrige.
Artiklen er oprindeligt udgivet i 2017. Opdateret af Julie Bruun Lund i 2020.