Her er de 10 trends, der kommer til at definere din sommergarderobe

Her er de 10 trends, der kommer til at definere din sommergarderobe

Hvad skal du købe, hvad skal du genfinde, og hvad kan du passende lægge væk? Det får du svar på her, hvor vi viser dig sæsonens største trends.

PRADA
PRADA.jpg
PRADA

Golden Hour

Tendens Guld

Også set hos Altuzarra, Celine, Michael Kors og Rochas

Vinteren har været lang og vejret trist og gråt. Heldigvis er det ny sæson, og du beslutter dig for at springe ud i våren, som den vinder, du er og lader dig hylde og forgylde på podiets øverste trin. For hvadend det er i fuld vigør, som hos Prada, eller blot med et gyldent Miu Miu-bekendtskab ved hånden, er der ingen fare for, at du lader dig vippe af pinden. 

Valentino
Valentino.jpg
Valentino

Kællingeknuder 

Tendens Bælter af reb

Også set hos Dior, Isabel Marant, Sacai og Tory Burch

At kællingeknuder og råbåndsknob kun hører spejdere til, modbevises af designernes hang til reb i taljen denne sæson. Hos Valentino blev der på smarteste vis bundet knude på den danske topmodel Mathilde Henning, der endnu engang lagde catwalken ned. 

Miu Miu
Miu Miu.jpg
Miu Miu

Attention, please!

Tendens Statement-halskæder

Også set hos Chanel, Proenza Schouler, Valentino og Y/Project

Hvem siger, at du bør gå stille med dørene? Miu Mius kreative direktør Miuccia Prada er god for et statement, for på italiensk nøjes man ikke.  Sving trygt både horn, perler og kæder om halsen, og giv verden noget at kigge på. 

Nina Ricci
Nina Ricci.jpg
Nina Ricci

Det var hattens

Tendens Hatte 

Også set hos Alberta Ferretti, Dior, Gucci og Prada

Hattene er steget os til hovedet, bogstaveligt talt. Hos Burberry har de roterende fis i kasketten med deres nyfortolkning af netop denne, mens de hos Lanvin har udvidet bøllehatten. Nina Ricci fortsætter på bedste vis, hvor de slap, og får os endnu engang til at sukke efter modehusets farverige hjelme. Vi må ha’ det!

Loewe
Loewe.jpg
Loewe

Så hvidt vi ved 

Tendens Hvid

Også set hos Alexander McQueen, Gabriela Hearst, Jil Sander og Tory Burch 

Hvis ikke du allerede har skabene fulde, gør du klogt i at slå et smut forbi din lokale købmand efter mere pletfjerner, for modesæsonen tegner hvid. Kreativ direktør hos Loewe, Jonathan Anderson, viser, hvordan garderoben bør flettes (h)vidt og bredt. 

Marni
Marni.jpg
Marni

Læderklæder 

Tendens Farvet læder

Også set hos Bottega Veneta, Coach, Givenchy og Prada 

Skulle det være gået din næse forbi, bringer vi her en servicemeddelelse: Garderoben er fortsat gjort i læder. Mens den førhen var sort, slår italienske Marni denne gang farvetonen an, når de på forfriskende vis mikser spraglede læderklæder på kryds og tværs. 

Dior
Dior.jpg
Dior

Bra-vour!

Tendens Bh’er 

Også set hos Fendi, Giambattista Valli, Givenchy og Loewe

Er din påklædning inderst inde også forbeholdt din udkårne? Vær lidt mere udadvendt, og bær dit undertøj med pomp og pragt, når du som hos JW Anderson går med brysteholderen udenpå tøjet, ikke ifører dig andet og gør sommergarderoben lidt frækkere som hos Dior eller bruger den som top under dit jakkesæt som Bella Hadid hos Versace. Bra-vo, siger vi bare!

Celine
Celine.jpg
Celine

Bucket list 

Tendens Bucket Bag

Også set hos Chloé, Jil Sander, Loewe og Marni 

Foruden toiletpapir og økogrønt, bør du også notere et solidt og langtidsholdbart indkøbsnet til huskelisten. Udvalget favner heldigvis bredt, når de hos Celine giver toten tidløs læder-indpakning, mens der hos flere internationale modehuse svinges med farverige penselstrøg. En tur i Netto har aldrig været smartere!

Isabel Marant
Isabel Marant.jpg
Isabel Marant

Kort og godt 

Tendens Lårkort

Også set hos Alexander Wang, Etro, Michael Kors og Saint Laurent 

Det er tilsyneladende sparetider hos designerne, der sendte ultrakorte underdele på catwalken. Men selv om der er sparet på metervarerne, får de højtaljede af slagsen hos Isabel Marant dine stænger til at syne kilometerlange.

Fendi
Fendi.jpg
Fendi

Fodspor

Tendens Slingbacks 

Også set hos Lanvin, Loewe, Louis Vuitton og Prada

Farmor var smart dengang og er det stadig. Så du beslutter dig for at gå hende i hælene, bogstaveligt talt, når du stikker ud ad døren i en skoklassiker, der ikke har set bedre dage. Se blot, hvordan de hos Fendi puster nyt og eleveret liv i dine slingbacks.