Krystaller

10 ting du skal vide om krystaller

Krystaller er smukke, og så siges de tilmed at kunne hjælpe på alt fra søvnløshed til fordøjelsesproblemer. Men hvad består de af? Hvordan bruger du dem? Og hvordan vælger du de rigtige? Få svarene her.

1. Hvad er krystaller?

Ordet krystal er græsk, og i gammel tid troede grækerne, at krystaller var vand, der var frosset så solidt til is, at de ikke kunne smelte. Grækerne kaldte dem derfor for krystallos, som betyder ”is af kulde/frost”. De gamle grækere mente, at krystallerne var magiske og brugte dem flittigt – f.eks. ametyst mod alkoholmisbrug. I det gamle Ægypten har man også fundet krystaller i form af amuletter og talismaner.

Den dag i dag bruger vi krystaller verden over til mange forskellige formål. Rubinen bruges f.eks. til kirurgisk laserbehandling, mens kvarts bruges til ultralyd. Nu ved vi, at krystaller ikke er frosset vand, men en sammensætning af forskellige mineraler, som har gennemgået en – i nogle tilfælde – flere tusinde år lang geologisk proces. Mange stoffer på væskeform vil danne krystaller, når de som følge af ændringer i temperatur eller tryk omdannes til faste stoffer. Ofte kommer krystaller i et væld af flotte farver og mønstre.

2. Hvad kan de hjælpe med?

Den dag i dag oplever mange fortsat, at krystaller kan hjælpe ved et væld af både fysiske og psykiske problemstillinger, men behandlingen må selvfølgelig aldrig erstatte et besøg hos lægen eller stå alene. Hovedtanken er kort fortalt at krystaller indeholder høj energi, og når du tager en krystal i hånden, vil din egen energi interagere med krystallens. Rosenkvarts siges f.eks. at kunne hjælpe med kærligheden, bjergkrystal med angst, ametyst skulle give bedre søvn, tigerøje gøre dig modigere, jade hjælpe på fertiliteten, og månesten skabe balance.

3. Hvordan bruger du dem?

Krystaller kommer i mange forskellige former og størrelser, men når vi taler om de polerede lommesten, som er dem, man ofte starter ud med, er det en god tommelfingerregel at holde dem så tæt på kroppen som muligt. Du kan f.eks. bære dem i smykker. Armbånd med krystaller storhitter lige nu, og det er også smukt med en enkel krystal i en guldkæde. Du kan også putte dem i bh’en eller ligefrem tape dem fast på kroppen. Nogen foretrækker bare at have dem i lommen. Du kan også lægge dem under hovedpuden om natten. Det egner især krystaller mod søvnløshed, stress og uro sig godt til, f.eks. ametyst, lepidolit, bjergkrystal og selenit.

4. Hvordan vælger du de rigtige?

Du kan vælge krystaller på to måder: Du kan begynde med at læse dig til, hvad de hjælper imod og finde den eller dem, der passer til dig og din situation. Går du ind i en fysisk butik, kan du også altid spørge om råd og vejledning. Eller du kan vælge med intuitionen. Det foregår sådan, at du simpelthen vælger den krystal, du føler dig mest draget af uden at tænke alt for meget over det. Er der én, du bare må have i hånden? Bagefter kan du så læse om den. Krystalentusiaster hævder, at du altid vælger den krystal, du har allermest brug for lige nu.

5. Er der en god begynderkrystal?

Flere steder kan du købe begyndersæt med oplagte begynderkrystaller. Det er f.eks. ametyst, der efter sigende giver ro, tålmodighed og selvtillid. Bjergkrystal, som kan hjælpe med klarhed og ro. Rosenkvarts: kærlighed, optimisme, medfølelse. Røgkvarts: jordforbindelse, stabilitet, taknemmelighed. Citrin: succes, overflod, kommunikation. 

6. Skal de renses?

Krystaller har ofte været i kontakt med mange mennesker på deres rejse hjem til dig. Lige fra de blev gravet ud af minerne, slebet, poleret og solgt videre. Nogle mener, det forstyrrer krystallernes energi, og at de derfor har godt af at blive "renset" og ladet op efter køb. Du kan mærke efter, hvad der virker for dig, men det er forholdsvist nemt at rense en krystal:

Du kan f.eks. lægge den i solen i et par timer, holde den under rindende vand i et par minutter, putte den i en skål salt i 24 timer, lægge den i fuldmånens skær eller på en selenitplade. Selenit er en krystal, der kan oplade andre krystaller. Husk bare lige at undersøge, hvorvidt de kan tåle sollys eller vand. Når du har ejet dine krystaller i lidt tid, vil de måske komme til at se matte ud. Det kan være et tegn på, at de er afladet og skal renses igen.

7. Hvor mange kan man gå med på én gang?

Måske vil du gerne have hjælp til både fordøjelsen, søvnen, stress og energien. Men hvor mange krystaller kan du egentlig gå med på én gang? Det er der ikke et entydigt svar på, men det er en god idé at starte langsomt ud. Er du meget sensitiv over for indtryk, bør du måske kun bære en eller to krystaller på dig ad gangen. Mange hævder, at hvis de fylder lommerne med forskellige krystaller, forvirrer og belaster det faktisk kroppen frem for at hjælpe den.

8. Hvilket stjernetegn passer krystallen til?

Det er en udbredt opfattelse, at dit stjernetegn også har betydning for, hvilken krystal/sten du kan have særlig stor gavn af. Man mener, at netop disse krystaller skulle virke ekstra godt for disse stjernetegn:

  • Vandmand: Ametyst, fluorit, bjergkrystal, labradorit, sodalit, turmalin
  • Fisk: Ametyst, fluorit, labradorit, sodalit, turmalin
  • Vædder: Ametyst, bjergkrystal, turmalin
  • Tyr: Bjergkrystal, jaspis, rosenkvarts, tigerøje, turmalin
  • Tvilling: Ametyst, bjergkrystal, tigerøje, turmalin
  • Krebs: Jaspis, rosenkvarts 
  • Løve: Bjergkrystal, jaspis, labradorit, sodalit, tigerøje, turmalin
  • Jomfru: Ametyst, fluorit, jaspis, rosenkvarts, sodalit, tigerøje
  • Vægt: Ametyst, bjergkrystal, jaspis, rosenkvarts, turmalin
  • Skorpion: Ametyst, jaspis, labradorit, sodalit, tigerøje, turmalin
  • Skytte: Fluorit, labradorit, sodalit, turmalin
  • Stenbuk: Bjergkrystal, fluorit, jaspis, labradorit, rosenkvarts, tigerøje, turmalin

9. Hvordan skal de opbevares?

Det bestemmer du stort set selv. Krystallerne kan sagtens ligge sammen, og mange synes, de er en flot del af indretningen. Nogle krystaller tåler dog ikke sollys, f.eks. ametyst, citrin og rosenkvarts, der kan miste deres flotte farver. De skal derfor ikke ligge i en vindueskarm. Selenit skal der tages særlig hensyn til, da den siges at lade krystaller op omkring sig. Nogen siger, at den indimellem skal gemmes væk i et mørkt skrin for at genoplade. Krystaller skal også holdes væk fra små børn, som meget gerne vil putte dem i munden.

10. Hvordan undgår jeg falske krystaller?

Gå gerne udenom krystaller, der kommer fra Kina, da de ofte er forfalskede. Det er ikke kun de dyre krystaller, der bliver forfalskede, det gør malakit, bjergkrystal og turkis f.eks. også. Det er også en god idé at kigge grundigt på krystallen. Hvis mønstret ser meget kunstigt ud, kontrasterne er meget tydelige, eller farverne forkerte, kan der være tale om en falsk krystal. Køber du i en fysisk butik herhjemme eller i en dansk webshop, er din garanti for en ægte krystal stor.