5 problemer i dit parforhold, der (også) handler om dig selv

1. Det er mig, der laver det hele

– Hvis du laver for meget derhjemme og har påtaget dig for meget ansvar, er det dig selv, der har fået raget det til dig. Når du oplever, at det er dig, der har styr på alting – så tænk over, hvordan du har båret dig ad med at tage alt det ansvar?

Mange kvinder vil så sige: ”Hvis jeg ikke gør det, bliver det ikke gjort”. Svaret på det kunne være: ”Okay, du har altså fundet dig en mand, der er så uansvarlig, at hvis du ikke gjorde alting, så blev det ikke gjort? Han ville være ligeglad med, om terminen bliver betalt? Kunne man forestille sig, at du tager så meget ansvar, at der ikke bliver noget tilbage til ham?”

– Hvis man tager meget ansvar, er det som regel fordi, man har lært det tidligt i sit liv. De kvinder, der tager meget ansvar, har f.eks. ofte måttet tage sig af mindre søskende. Når man går ind i en voksenrelation med den bagage, kan det være svært at finde ud af, hvad der er dit ansvar, og hvad der er mit. På arbejdet har man MUSsamtaler, hvor man taler om, hvordan det går, og jeg synes faktisk, at man bør indføre noget tilsvarende i sit parforhold. Hvordan synes vi, at det hele kører? Hvordan har du det? Hvordan har jeg det? Og er der noget, der skal justeres?

– Den, der har styr på det hele derhjemme, har også meget magt. Og den magt skal man være villig til at afgive. Jeg kender en kvinde, som er sådan en overansvarlig type, og hun og hendes mand har det rigtig svært i deres parforhold. Manden har sagt til hende: ”Jamen, jeg gør jo alt det, du siger, jeg skal. Jeg hjælper herhjemme, jeg arbejder hårdt”.

Men hendes svar til ham er: ”Hør her, du gør alt det, man forventer af at voksent menneske. Der er ikke noget ekstraordinært i det, du gør”. Men det er der for ham, for han har aldrig lært det, og det er ikke fordi, han er en doven idiot. Derfor er det allervigtigste i et parforhold, at man tager den dialog og uden bebrejdelse siger: ”Jeg kan mærke, at min grænse er ved at være nået for, hvad jeg kan klare. Jeg skal nok gøre mit for at ændre på det, og hvordan kan vi rykke os sammen? Skal vi måske have hjælp udefra?”. Og så må man samtidig håbe på, at han også er villig til at gøre sit.

2. Jeg keder mig i mit parforhold

– Jeg oplever ofte, at kvinder, som kører hamsterhjulet derhjemme, på et eller andet tidspunkt – ofte omkring de 40 år – forelsker sig i en kollega, har et sidespring eller tænker: ”Jeg kan ikke holde ud at være i mit parforhold mere”. Og igen peger pilen jo på dig selv.

Du holder af at have trygheden og roen i et fast parforhold, men samtidig har du også lyst til at drikke cocktails og danse på bordene. Men når det så bliver fredag aften, falder du om i sofaen, og det bliver ikke rigtig til noget med de cocktails – i hvert fald ikke så tit. – Løsningen er at kigge på, hvordan du har båret dig ad med, at det hele er blevet så forudsigeligt. Næste skridt er at finde ud af, hvordan du kan bidrage til, at der kommer lidt mere fis og ballade.

– Mange mennesker vil gerne have det sjove, alt det, man får serveret, hvis man bliver forelsket i en anden og måske har et sidespring. For at passion kan opstå, er der nødt til at være en grad af usikkerhed. Den belgiske parterapeut og forfatter Esther Perel siger det så fint: ”How can you desire something you already have?” Og det er jo et dilemma. Hvis man er i et trygt parforhold, kan man jo altid knalde i morgen, hvis man ikke orker i dag. Men hvis man nu ikke vidste, om man havde det i morgen, så kan jeg garantere, at man godt gad dyrke sex hele natten.

– Selvfølgelig kan man godt forskrække sin partner, hvis man pludselig foreslår nogle helt nye ting for at få lidt kolorit. Men det kan jo være, at han også keder sig lidt, så få talt om det. Det er alt det, vi ikke får talt om, der fylder. Det er så forunderligt, at folk er bange for at sige tingene, som de er, for i virkeligheden er det en lettelse bare at få det sagt. Og nej, man kan ikke drikke cocktails hver dag – så får man i hvert fald hurtigt et andet problem – men find ud af, hvad der kan gøre det hele lidt sjovere.

Kig også på dig selv. Husker du at kysse din mand? Serverer du måske et glas rødvin eller foreslår, at I går en tur sammen? Det behøver ikke være noget ekstravagant. Bare noget, der overrasker lidt. I langt de fleste kærlighedsforhold giver folk ansvaret for, hvordan de har det, til den anden. Jeg keder mig, fordi du er kedelig! Men nej, sådan er det ikke nødvendigvis.

3. Mine behov er ikke så vigtige som hans 

– Her er det også ofte historien, der er på spil. For hvis du ikke er god til at få dækket dine behov, er det fordi, du tidligt har lært, at det er du ikke værdifuld nok til. Du har lært, at det ikke er vigtigt, hvad du selv vil, det er vigtigere at gøre det, som far og mor vil. Du lærer at lægge låg på dine følelser og behov for ikke at fylde. Og hvis du så er i et forhold, hvor du er rigtig god til at lade den anden få plads, vil du selv få mindre og mindre plads, og der opstår en skævvridning.

– Hvis det er kvinden, der får mindre og mindre plads, fordi manden er god til stadig at gå ud med vennerne er det hendes ansvar at begynde at sætte grænser. Hvis hun siger: ”Han er så dominerende, det er ham, der styrer det hele”– ja, så er det meget muligt, at det er sådan, men det ville han ikke gøre, hvis han ikke fik lov. Så hvordan får man givet udtryk for, hvad man gerne vil og har behov for?

Man kan f.eks. sige: ”Jeg ved, du elsker fodbold, og at det er vigtigt for dig, men jeg kan bare mærke, at det simpelthen ikke dur i vores familieliv med tre små børn. Der er ulvetime og kaos, jeg har brug for, at du er hjemme”. Hvis han siger, at fodbolden er meget vigtig for ham, er svaret: ”Ja, skat, det ved jeg, men vi må finde på en løsning, så jeg også kan være i det”.

– Og det er ikke fordi, hun skal styre rundt med ham. Slet ikke. Det handler om at få familiefabrikken til at køre og om at sige, at det ikke hænger sammen sådan, som det er. Og hvis han insisterer, må hun jo forholde sig til, om hun vil blive i det og måske få noget hjælp udefra, eller hvad det nu kan være. Man kan også skiftes til at dyrke sine interesser, men her skal man passe på, at det ikke bliver sådan, at han er væk mandag og onsdag, og hun er væk tirsdag og torsdag, for så går der nogle år, og så har man ikke noget sammen mere. Det er igen det med at tale om, hvad der er vigtigt, for man slipper også for noget ved ikke at være sammen. For nogle par er det faktisk meget nemmere ikke at være sammen, men så kommer de til at mangle nærværet, intimiteten.

– Det interessante i det her er også, at den, der fylder lidt i et forhold, ofte vil tage det personligt, at den anden fylder så meget. For det er nok fordi, ”han ikke elsker mig”. Man vender tilbage til sit historiske udgangspunkt om, at man jo heller ikke er værdig til at blive lyttet til og respekteret.

4. Jeg føler mig ensom i mit parforhold 

– Jeg havde på et tidspunkt en klient, der som barn boede i et hus, hvor moren havde forretning i den ene ende af huset. Som syvårig fik hun ansvaret for at passe sin fireårige lillesøster, når moren arbejdede. Hun fik at vide, at hun bare kunne trykke 1 på telefonen eller hun kunne komme hen i butikken, hvis der var noget. Men for en lille pige på syv år var det bare for stort et ansvar, og det sad stadig i hende som voksen. Jeg tror på, at vi forelsker os med vores neuroser, fordi det er der, vi har muligheden for at hele det gamle.

Min klient havde forelsket sig i en mand, der havde nogle andre værdier, og derfor følte hun sig enormt ensom i det forhold. Den ensomhed stammede fra at være syv år og være nødt til at passe på lillesøster, men hun blev bare ved med at genskabe den. Sammen med ham. – Ensomhed handler ikke om andre mennesker. Ensomhed handler om, hvordan du har det med dig selv. Min klient, der passede sin lillesøster, fik for stort et ansvar i for ung en alder og dermed oplevelsen af ikke at blive set og hørt af sin mor. Hun fik følelsen af, at hun ikke var værd at lytte til, hun skulle bare gøre, hvad hendes mor sagde.

– Som voksen handler ensomhed om, hvornår man forlader sig selv. Når jeg lytter til mig selv, mærker mine behov, sætter mine grænser og skaffer mig det, jeg har brug for, så vil jeg aldrig være ensom, uanset om jeg sidder alene på en bjergtop i Nepal. Men hvis ikke jeg tager mig af mig selv, kan jeg være sammen med 20 af mine bedste venner og føle mig ensom, fordi jeg har forladt mig selv. Så når man er ensom i et parforhold, er det fordi, man ikke får lukket det andet menneske derind. Man får ikke sagt, at man blev ked af det, han sagde.

Mange af mine klienter siger: ”Jeg har sagt det til ham SÅ mange gange, og han ved udmærket godt, hvad der er vigtigt for mig, og alligevel gør han noget andet”. Vi har en forestilling om, at det er den I SUNDHED anden, der skal gøre noget, men man skal igen begynde med spørge sig selv: ”Hvordan bærer jeg mig ad med at være ensom? Er der noget historie i det? Og hvordan har vi fået indrettet os på den her måde, så jeg er kommet til at føle mig så alene?”.

– Når man har gjort det stykke arbejde, skal man få sat ord på over for den anden. Jeg plejer at sige til mine nye klienter, at jeg gerne vil have, at de begge sætter ord på, hvorfor de er kommet. Og de sidder med hver deres liste med punkter for, hvad problemerne handler om. Og hvis hun føler sig ensom, så føler han sig ofte utilstrækkelig.

Han kommer jo hjem fra arbejde, laver mad tre gange om ugen, hvordan kan hun være ensom? Men det er ofte fordi, han ikke selv kender følelsen. Og kender man ikke den følelse, kan det være svært at forstå, for de fleste tror, at ensomhed handler om, at man ikke har nogen venner, og man sidder alene i en lejlighed og drikker for mange øl.

5. Jeg har lyst til at få et forhold ved siden af 

– Hvis man har lyst til at have noget kørende ved siden af, må man spørge sig selv, hvad det handler om. Mange har den overbevisning, at utroskab handler om, at der er noget, man mangler, i sit parforhold. Sådan er det ikke nødvendigvis. I virkeligheden kan man også mangle noget i sig selv. En overansvarlig kvinde, der elsker sin mand og børn, kan godt trænge til at være teenager et andet sted. Så utroskab er ikke så enkelt. Du bliver nødt til at finde ud af, hvorfor du får lyst til at være sammen med en anden. Føler du dig fx ikke set eller attrået?

– Når du ved, hvorfor du har lyst til et sidespring, skal du spørge dig selv: ”Vil jeg løbe risikoen ved at være utro, eller vil jeg prøve at se, om jeg kan skaffe mig det herhjemme, som jeg savner?”. Det kan man ikke fra den ene dag til den anden, men det kan være en proces, man kan gå ind i sammen. Men hvad så, hvis man allerede har været utro?

Ja, så er der jo forskel på, om det skete én gang, eller om det er noget, der står på i længere tid. I min nye bog skriver jeg om en kvinde, der sætter sin mand fri til at have en affære. Hun elsker ham så meget, de har været sammen, siden de var helt unge, og hvis han har brug for at leve noget ud, så må han gøre det. Det er kontroversielt, men det er også meget individuelt, hvilke grænser folk har.

Nogen synes, det kan tilgives, hvis det sker en enkelt gang, andre synes, det er utroskab, hvis partneren så meget som kysser en anden. Under alle omstændigheder skal man finde ud af, hvordan man kommer videre, hvis det er sket. Skal man fortælle den anden om utroskaben, hvis man gerne vil blive i sit parforhold? Nogle har så svært ved at bære på det, at de har brug for at få det sagt, men så gør man det for sin egen skyld. For at få lettet sit hjerte. Og er det rimeligt, at din partner så skal bære rundt på den lort, fordi du ikke selv orker det?

Min holdning er, at man må bære det selv, hvis det kun handler om at få lettet sit hjerte, det er simpelthen for egoistisk at sige det i den situation. Men hvis man for alvor gerne vil arbejde med årsagen til, at man var utro, så kan man sige det og gå ind i en proces fx med en parterapeut. For nogle par lykkes det at komme videre, for andre kan det ikke lade sig gøre, svigtet er simpelthen for stort.