Kvinder krammer

6 gode grunde: Derfor er det godt at tilgive

Har du svært ved at tilgive? Så er du langt fra den eneste. Men når du slæber rundt på gammelt nag, er det faktisk mest dig selv, det går ud over. Lær hvorfor du skal tilgive – og bliv bedre til det.

1. DU FÅR FRED I SINDET

Det, som du ikke kan tilgive, fylder typisk meget i dit hoved og påvirker både dit psykiske og fysiske velbefindende. For at opnå fred og ro i kroppen og komme videre med dit liv, er det derfor vigtigt at give slip på vreden.

2. DU FÅR MERE ENERGI

Når du bærer nag, håber du måske at straffe den person, der har såret dig. Ofte ender du i stedet med at straffe dig selv med vredeshormoner, der kører rundt i kroppen og en spiral af negative tanker, der påvirker dig mentalt og fysisk og dræner dig for energi.

3. DU FÅR ET BEDRE FORHOLD TIL DEM, DU TILGIVER

Din kæreste, din ægtefælle, dine søskende eller en nær veninde. De, der sårer eller skuffer dig er ofte mennesker, der betyder noget for dig eller står dig nær. Hvis du ikke tilgiver, risikerer du, at jeres forhold bliver skadet og i værste fald går i stykker, og at du derved mister en nær relation.

4. DU HJÆLPER DEM, DER HAR VÆRET I KLEMME I KONFLIKTEN

Hvis der er nogen, vi gerne vil tilgive for, er det vores børn. Hvis du ikke kan tilgive din partner og I derfor bliver skilt, eller du ikke kan tilgive din eks, og I derfor får en dårlig kommunikation omkring jeres børn, ender det ofte med at gå ud over netop dem.

5. DU HJÆLPER DEM, DU TILGIVER

Særligt når vi bliver såret af vores allernærmeste, kan det ødelægge rigtigt meget at holde fast i krænkelsen. Har du konfronteret dine nærmeste med, hvad det gjorde ved dig, at hun eller han svigtede dig og vedkommende har fortrudt og undskyldt, kan tilgivelsen være den store forløsning, der sætter vedkommende fri og gør, at I kan føre jeres forhold videre.

6. DU FÅR STØRRE FORSTÅELSE FOR MENNESKELIGE FEJL

Vi er ofte meget kritiske overfor os selv og har ofte svært ved at tilgive os selv, at vi ikke er perfekte. Men det gør det sværere at tilgive andre. At tilgive dig selv er ikke det samme som at give dig selv fripas til at opføre dig, som du vil, men for at tilgive andre, er du nødt til også at tilgive dig selv

Fakta

30 % af danskerne har indenfor det sidste år oplevet en situation, hvor de ikke har kunnet tilgive andre. 

Kilde: Kristeligt Dagblad

Vejen til tilgivelse

Accept

At acceptere er at tilgive. Hvis du ikke accepterer den virkelighed, du står midt i, kan du ikke forsone dig med den.

Følelse

Tillad dig selv at føle vrede. Hvis du aldrig rigtigt har tilladt dig selv de ”grimme” følelser over det, der er sket, vil de blive ved med at ligge og murre og derved stå i vejen for tilgivelsen.

Beslutning

Når du har accepteret og har set vreden i øjnene, kan du enten vælge at holde fast i din retfærdige harme og bære nag. Eller du kan (prøve at) tilgive.

Perspektiv

Start med at tage fat i det, der er sket. Men nu set fra modpartens side. Brug al den viden, du har indsamlet, og al den empati og forståelse, du kan mønstre, til at tegne et nyt billede af det skete.

Afsked

Der kommer et tidspunkt, hvor du har tænkt, følt, talt og måske grædt – du har bearbejdet det skete. Nu skal du give slip og sige farvel!

Forsoning

Hvor langt skal tilgivelsen gå? Skal I være venner, kærester eller tætte familiemedlemmer igen – eller skal I blot kunne være i det samme rum ind imellem? Ønsker du blot den fred, tilgivelsen kan give dig? Og hvor meget har du brug for den anden? Tilgivelse og forsoning er ikke det samme.

Formulering

At sige ”Jeg tilgiver dig” kan både være meget højtideligt og helt uden mening. Men at sige ”jeg tilgiver dig” kan også være en måde at mærke på, at det er det, du gør

Mød eksperten

Ulla Hinge Thomsen er uddannet cand. mag. og journalist og forfatter til flere bøger, herunder  bogen ”Tilgiv”.

Læs mere på ullahingethomsen.dk