Sponsoreret indhold
Aktiv ferie? Her er 6 grunde til, at turen skal gå til Nordvestjylland
Sommerferie behøver ikke (kun) at være lig med dasedage på stranden. Er du til aktive oplevelser i det fri, er der masser at tage sig til på den naturskønne nordvestkyst.
Autentisk, vildt og uspoleret. Det lyder umiddelbart som noget, man skal rejse langt for at opleve. Men faktisk behøver du blot at sætte kursen mod Danmarks nordvestkyst. Her er der højt til himlen og masser af muligheder for at bruge kroppen, mens du kommer helt tæt på områdets smukke og enestående natur – både på land og i vand. Få inspiration her!
Rid på bølgerne i det rå Vesterhav
Det er ikke tilfældigt, at Klitmøller også går under navnet Cold Hawaii. Området, der ligger midt i Thys betagende natur, byder på brede sandstrande og gode vind- og strømforhold, og er derfor blevet samlingspunkt for surf-entusiaster fra hele verden – både dem, der dyrker sporten på professionelt plan og dem, der ønsker at lære det.
På byens surfskoler kan du få undervisning i forskellige former for vandsport lige fra surfing til Stand Up Paddle Board. Kurserne afholdes af erfarne instruktører, der står klar til at guide alle deltagere uanset niveau. Du kan altså sagtens få en god dag på brættet, selvom det er din første gang. Vil du bruge flere dage på vandet, eller bare have tid til at gå på opdagelse i Klitmøllers hyggelige byliv, er der også masser af gode overnatningsmuligheder i området.
Det samme gælder i badebyen Løkken, hvor North Shore Surf afholder surfkurser året rundt, og det lokale eventbureau VestEvent tilbyder en hel række af forskellige aktiviteter på vandet, du kan tilmelde dig – lige fra kajaksurf og snorkling til lystfiskeri og kanoture.
Store naturoplevelser i Nationalpark Thy
Når du er landet i Klitmøller, er der ikke langt til mere flot natur. Faktisk er du omgivet af det! Blot et par kilometer væk ligger nemlig Danmarks største vildmark og første nationalpark; Nationalpark Thy. Området er kendt for at være forholdsvist øde, og det skaber rammen for nogle af landets mest unikke naturtyper.
Tag på vandretur i de store klitter, oplev områdets rige dyreliv og mere end 200 søer - hvoraf flere er åbne for fiskeri - eller hop på cyklen og sus igennem det uspolerede landskab. Vil du blive klogere på den vilde natur i parken, er det også muligt at booke guidede ture – fx til toppen af Isbjerg, der med sine 56 meter er det højeste punkt i Hanstholm Vildtreservat.
Forkælelse for krop og sjæl i Løkken
Efter en lang og aktiv dag er det rart at komme helt ned i gear – og lige præcis det kan du komme i Løkken. På Sdr. Strandvej, ved foden af den hyggelige Løkken strand, er der nemlig dømt ægte wellness-stemning i byens sauna og vildmarksbad. Fra saunahytten har du udsigt mod vest, hvilket gør den til det helt ideelle spot at nyde en flot sommersolnedgang, mens vildmarksbadet, hvor der snildt er plads til en 7-8 stykker ad gangen, er perfekt, når dagen skal afsluttes i selskab med familie eller gode venner. Måske endda med en kold øl fra surfcaféen i hånden.
Vandreture med højder og havudsigt
Spænd vandreskoene, og pak rygsækken til en aktiv dag med masser af frisk luft i næsen. Nordvestkysten byder på nogle af landets smukkeste vandreruter, hvor du kan opleve alt fra åbne hedevidder og dybe skovområder til fantastiske udsigter over havet – på én og samme strækning. Blandt mest populære ruter er den 11 km lange rundtur Tranum-Fosdal, der starter i Tranum og herfra tager dig omkring Jammerbugtens højeste punkt Bavnehøj (83,4 meter over havniveau) og videre via Ingeborgs Bakker til Fosdalen. Tilbageturen foregår langs Danmarks længste indlandskystskrænt Lien med mange smukke kig ud over havet samt en tur ned i dybet i erosionskløften Langdalen undervejs.
Fuld fart på mountainbiken ved Slettestrand
Det nordvestjyske terræn er kendt for at være råt og varieret. Med andre ord: de optimale rammer for en actionfyldt ferie på to hjul! Lige uden for Feriecenter Slettestrand finder du intet mindre end Danmarks bedst opmærkede mountainbike-rute på 21 km. Her tilbyder Mountainbike Slettestrand også teknikkurser og guidede ture. Vil du udfordre dig selv yderligere, kan du sætte kursen mod Tornby Klitplantage, hvor det 14 km lange singletrack-spor har ry for at være teknisk udfordrende for selv garvede MTB-ryttere. Ruten går konstant op og ned, og flere steder kommer du også til at køre i sand.
En svømmetur i smukke omgivelser
Ingen dansk sommer uden et dyp i bølgen blå - og her kan Nordvestkysten virkelig levere! De små hyggelige badebyer ligger som perler på en snor hele vejen langs kysten med Blokhus og Løkken blandt de mest besøgte. Vil du opleve en lidt anderledes badestrand, er det også værd at køre en tur til Thorup Strand – den fine, brede strand med de blå fiskekuttere, som mange danskere kender fra ”Gutterne på kutterne”. Udover at Thorup Strand er Danmarks eneste aktive kyslandingsplads, er det nemlig også et lækkert spot til en svømmetur. Om eftermiddagen kan I måske endda være heldige at se, når de flotte, lyseblå fiskerfartøjer bliver trukket op fra havet, og dagens fangst skal landes.
Få meget mere inspiration til en aktiv sommerferie på www.visitnordjylland.dk/nordvestkysten