Ulykke sendte Anne ud i 13 operationer - nu deler hun tre vigtige budskaber
En bådulykke vendte op og ned på Anne Juhl Preislers liv. Hun blev pludselig låst til en hospitalsseng og måtte gøre sig tanker om, hvordan hendes ellers meget aktive liv ville blive, hvis hendes ben blev amputeret. Her fortæller hun om kampen for at komme tilbage på benene – en rejse, som hun håber, vil inspirere andre i lignende situationer.
Lapper, buler og transplanteret hud. Mest af alt ser det ud, som om at en haj har taget en bid af hendes venstre læg.
For 10 år siden havde Anne Juhl Preisler aldrig før brækket så meget som en lillefinger. Nu har hun været under fuld narkose flere gange og har gennemgået hele 13 store operationer. Måske venter der endda endnu én operation.
For på hvad der ellers skulle have været hyggelig bådtur, faldt Anne i vandet og fik revet sit ene ben op af en skibsskrue. Ulykken var så slem, at hun lå som lænket til en hospitalsseng i flere måneder – og at lægerne på et tidspunkt vurderede, at der var 50 procent risiko for, at hendes ene ben skulle amputeres.
Herfra startede en lang, sej kamp for at få benet lappet sammen og for at se, om der var den mindste mulighed for, at hun kunne få lov til beholde det.
Med sin nye bog ’Lappeløsninger’ håber hun at kunne give andre den spejling, som hun selv manglede efter ulykken – og vise, at man kan meget mere, end man selv tror.
Ulykken
Anne og hendes daværende mand havde forelsket sig i Schweiz og var flyttet dertil med sine to børn. Her levede de et aktivt liv med masser af sejlads, skiture, løbeture og vandreture. Et liv, som Anne virkelig elskede.
Sommerferien nærmede sig, og om lidt skulle familien spredes for alle vinde, idet det ene barn skulle til Østrig på skilejr og den anden på sommercamp i USA.
De havde derfor besluttet sig for at nyde en sommeraften i havneområdet på familiens båd, som de havde gjort så mange gange før. De hyggede sig meget, men stemningen skiftede hurtigt, da båden pludseligt lavede et ryk, og Anne faldt i. Hun fik hurtigt kæmpet sig tilbage til overfladen, men så skete der det, som kom til at forandre hendes liv for altid.
Den roterende skibsskrue ramte hendes ben og flænsede det fuldstændigt op.
Benet gjorde ondt og føltes hurtigt tungere og tungere. Hun kiggede ned af sig selv og kunne se, hvordan huden – og meget andet – hang nærmest i laser ned fra det.
Imens råbte familien efter hjælp, og hurtigt strømmede det til med mennesker. Anne blev hevet op på molen, og først nu kunne hun for alvor se, hvor slemt det stod til. Blodet fossede ud, og hun måtte koncentrere sig om at trække vejret dybt i kampen mod ikke at besvime.
”Jeg var så skræmt, at jeg ikke kunne røre mig. Jeg var som i en boble. En isoleret, lille verden lige omkring mig. Jeg kunne godt se, at der stod en masse og kiggede på, men var så fokuseret på min familie, dem der hjalp mig og på at trække vejret, at jeg lukkede alt andet ude.”
Til alt held befandt der sig en ortopædkirurg blandt de mange nytilkommende omkring Anne, og han kæmpede for at stoppe blødningen, men den var så massiv, at det var svært med de remedier, der var at finde på broen. Inden længe fik han heldigvis assistance, da en ambulance ankom til molen – og hurtigt derefter kørte Anne med på det nærtliggende sygehus med fuld udrykning.
Fastspændt
Det næste lange stykke tid var Anne indlagt på et hospital i Schweitz, hvor hun røg ind og ud af operationsstuen. Alt skulle først lukkes, men så åbnes igen, sættes ordentligt fast og lappes sammen endnu engang. Hun fik foretaget 13 store operationer – de fleste af dem inden for de første måneder.
Mellem de første mange operationer var hun fastlåst til en hospitalsseng. Benet var konstant løftet i en sele. Hun kunne ikke rejse sig og måtte gå på toilet i et fad i sin seng.
”Det var voldsomt grænseoverskridende. Jeg havde ikke trusser på i en måned – kun en hvid kittel, som var åben på bagsiden. Så jeg måtte prøve at lægge min selvforståelse og blufærdighed på hylden og fokusere på, at jeg var her for at blive reddet – og det var dét, der gjaldt. Jeg var simpelthen nødt til at lukke ned for den del af mig, der sagde noget andet,” fortæller hun.
”Jeg satte en facade op, for det, tænkte jeg, var en måde at passe på mig selv. Jeg kunne ikke ligge og kalkulere risikoen for at miste mit ben, og jeg følte ikke, at jeg kunne være nedtrykt, selvom jeg inderst inde var virkelig ked af det hele. For det ville kun gøre det hele værre, tænkte jeg. Jeg blev nødt til at slippe mine bekymringer og min angst, for det var der bare ikke plads til.”
50 procent
På tredjedagen efter ulykken fik hun den melding, som hun havde frygtet. En læge fortalte, at der var gået koldbrand i et af de store sår, og som det så ud lige på daværende tidspunkt, var der 50 procent chance for, at de blev nødt til at amputere benet.
”Jeg tænkte, at det simpelthen ikke kunne eller måtte passe. Selvom jeg godt vidste, at det var en mulighed, så var det et stort chok og en enorm frustration. Det var et kæmpe kontroltab, og jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg skyndte mig at google proteser for på en anden måde at føle, at jeg havde bare en lille smule form for kontrol,” fortæller hun.
”Men selvom jeg prøvede at gardere mig, var der jo ikke meget andet, jeg kunne gøre end at følge lægernes anbefalinger. Så måtte jeg bare huske mig selv på, at det nok skulle gå – lige meget hvad. At der nok skulle komme en løsning, og at jeg nok skulle komme videre. Men det var en meget lang proces at kunne nå det punkt, hvor jeg rent faktisk tog tankerne til mig.”
13
Havde du for 10 år siden sagt til Anne, at hun skulle gennem 13 operationer, havde hun næppe troet dig. Men takket være de mange operationer, undgik hun både en amputation og en protese. For efter at vener var blevet flyttet fra det ene ben til det andet, nervetransplantationer, hudtransplantationer og meget mere, vurderede lægerne nu, at benet ville klare det, som det var.
”Jeg havde ikke turde at håbe på dét, selvom jeg mange gange havde drømt om, at dét ville ske. Jeg var dog stadig meget usikker på, hvad fremtiden bød mig.”
Da hun to måneder efter ulykken til en genoptræningstime blev kommanderet op på en træningscykel, var hun da også lidt skeptisk. Men jo mere benene begyndte at træde i pedalerne, jo mere kom håbet tilbage.
”For mig var det fuldstændig vanvittigt at sidde på den cykel. Jeg var lige stået ud af hospitalssengen, jeg havde store åbne sår, en skinne om foden og en meget stram støttestrømpe på. Den ene pedal var langt nede, fordi jeg knapt nok kunne bøje benet, men jeg sad der. Pedalerne kørte. Jeg kørte. Det kørte. Og det gav mig et kæmpe håb for fremtiden,” siger hun.
I dag er Anne nået meget længere, end hun nogensinde troede, at hun ville. Hun har stadigvæk dropfod, men de mange operationer og et utal timers genoptræning har gjort, at hun kan gå, sejle, cykle, vandre og endda stå på ski – næsten – som hun gjorde før ulykken.
Leggings og lange kjoler
I en stor del af sin ungdom arbejdede Anne som international model. Hun medvirkede i tv-reklamer for bl.a. L’Oréal og fik sit danske gennembrud med en forside i ALT for damerne.
Hun har altid været meget glad og stolt over sit udseende. Men efter ulykken gemte hun benet med de mange lapper, buler og transplanteret hud væk bag lange sommerkjoler og leggings. Hun havde ikke lyst til at folk skulle se benet. Hun havde ikke lyst til spørgsmålene.
”Vi har jo nogle skønhedsidealer og nogle normer, som vi skal følge, og der passer et ben som mit bare ofte ikke ind. Jeg havde ikke lyst til at skræmme folk med det. Jeg ville bare føle mig pæn,” fortæller hun.
”Jeg går ikke længere så meget med leggings, som jeg gjorde engang. Jeg kan godt have bikini på, hvis jeg er med min familie. Men jeg går aldrig i shorts. Det bliver alligevel for meget for min for følsomt for mig.”
Men både dét, det skamferede ben og alt dét, der ellers hører med, er dog blevet en del af hende og alt, hvad hun gør – og det har hun indfundet sig med.
”Benet bliver aldrig perfekt igen, men det er også okay,” siger hun og fortæller om en særlig ting, som hun har haft fokus på siden ulykken.
”Man skal huske at fejre de små sejre – og ikke kun vente på det slutresultat, som man har sat sig for. For det kommer ikke altid. Det kan til gengæld være, at der kommer noget bedre.”
Lappeløsninger
På hjemmefronten havde Anne efter ulykken al den opbakning, som hun overhovedet kunne have drømt om, og både familie og venner fløj ind for at besøge hende. Der var dog alligevel nogle ting, som hun følte, at hun manglede – og faktisk stadigvæk mangler.
”Selvom jeg havde et kæmpe heppekor, som virkelig også var dét, der fik mig igennem det hele, så kunne jeg godt have brugt en historie om en helt almindelig kvinde som mig, der havde gået igennem nogenlunde det samme. Havde jeg haft nogen at spejle mig i, tror jeg, at jeg havde følt mig mindre ensom i mine følelser,” fortæller hun, og tilføjer en ting, som hun har reflekteret meget over efterfølgende.
”Jeg havde faktisk også brug for at være ked af det. Jeg ville ønske, at jeg havde givet mig selv lov til det. Jeg påtog mig nok et større ansvar for, at alt skulle være ved det gamle end nødvendigt. Jeg kunne nok godt have sænket paraderne lidt en gang imellem.”
Anne besluttede sig sidste år for at fortælle sin historie. Og det er nu blevet til bogen ’Lappeløsninger’.
”Jeg har skrevet bogen, fordi jeg på en måde havde brug for at sørge over, at jeg ikke længere var den, som jeg var engang – og vise andre, at det er okay at gøre det samme. Der er mange, der befinder sig i en situation, hvor deres liv og selvbillede ændrer sig, og der skal de give sig selv lov til at tage facaden ned, være kede af det og træt af det hele,” fortæller hun og tilføjer:
”Forhåbentlig kan andre søge trøst og opbakning i, at de ikke er alene med, hvordan de har ar på enten krop eller sjæl. Jo mere vi deler hinandens historie, jo stærkere bliver vi.”