Patricia fik antidepressiv medicin: Jeg kunne ikke mærke mine følelser

Patricia Hartmann var 10 år gammel, da hendes far døde. I flere år gik hun rundt med en dyb sorg og savn, som hun ikke rigtigt fik afløb for. Kun 16 år gammel opsøgte hun derfor en psykolog hos kommunens ungdomsrådgivning og bad om hjælp.

– Jeg blev sendt videre til min egen læge for at få "lykkepiller". Dengang sagde man ikke rigtigt ordet depression, men det var min første af mange, fortæller Patricia, som fik antidepressiv medicin, men alligevel ikke fik det bedre.

– Jeg gik hos en psykolog, men hun var ikke i stand til at læse mig, og jeg ”snød” mig med tiden gladere. Medicinen holdt min depressive side i skak, men jeg var fyldt med tristhed, fortæller Patricia.

Klar til ”den lukkede”

Der var mange i Patricias omgangskreds, der ikke forstod, at hun havde det så dårligt, at hun var nødt til at tage medicin. Eller at pillerne ikke bare virkede fra første dag.

– Det var så stressende for mig, at jeg hverken kunne give mine omgivelser eller mig selv den forandring, som både de og jeg ønskede, fortæller Patricia, der har fået medicin af 5-6 omgange og har haft svært ved at acceptere, at hun, i hvert fald i perioder, ikke kunne klare sig uden.

– Jeg tænkte, at jeg var svag, og jeg var bange for, at folk skulle sætte mig i bås som en psykisk syg, der var ”klar til den lukkede”. I dag kan jeg sagtens høre, at det lyder forkert, men det siger jo noget om det tabu, der er, og især har været, om depression og ”lykkepiller”, siger Patricia.

Totalt følelsesløs

Når Patricia bruger ordet ”lykkepiller”, sætter hun det i citationstegn, for de gør dig ikke lykkelig, siger hun.

– Jeg oplevede ikke at være rigtigt glad, mens jeg tog dem. Og jeg kunne ikke græde med tårer. Jeg befandt mig i en passiv tilstand uden humørsvingninger, fortæller Patricia og uddyber:

– Forestil dig, at du befinder dig i et sort hul. Antidepressiv medicin kan lige akkurat give dig styrke til at få fat i kanten. Men for at komme op igen, har du brug for yderligere hjælp. Det er ikke nok med ”lykkepiller”.

Da Patricia fik medicin, kunne hun hverken mærke sig selv eller sine følelser. Hun kunne ikke sove om natten og var så træt om dagen, at hun ikke magtede noget. Isolerede sig og holdt op med at tage opkald fra venner og familie. Forsøgte flere gange at trappe ud af medicinen, for ”det skulle hun nok klare”, men det kunne hun ikke.

Da hendes mor døde af hjertestop, og hun for anden gang lagde en forælder i graven, kollapsede hendes krop.

– Efter nogle måneder, hvor jeg intet kunne, krævede min søster, at jeg kom på psykiatrisk skadestue. Dengang syntes jeg, at hun var en skiderik, men i dag er jeg jo dybt taknemmelig, mindes Patricia. I 10 uger var hun indlagt på Stolpegården, et psykoterapeutisk center, hvor hun fik intensiv terapi oven i den antidepressive medicin og endelig begyndte at få det bedre.

– Jeg kunne dykke ned i hvert enkelt lag af sorg, angst og mangel på selvværd. Jeg blev taget seriøst, og de dygtige terapeuter slap ikke, hvor andre gjorde. Det blev min redning. Sammen med den antidepressive medicin, fortæller Patricia, der idag har været medicinfri i 9 år.

– Jeg har lært mig selv bedre at kende på grund af den intensive terapi, og i samme øjeblik jeg mærker stresssymptomer, ondt i maven eller kedafdethed, reagerer jeg, selvom der også skal være plads til at være ked af det. Frisk luft og mig-tid hjælper meget sammen med meditation og åbenhed – jeg gemmer sjældent på mine følelser, siger Patricia, som trods bivirkningerne ikke vil udelukke antidepressiv medicin, hvis hun skulle ende i det sorte hul igen.

– Der er heldigvis mere åbenhed omkring depression i dag, men der er plads til forbedring. Psykiske lidelser er stadig tabu, men hvorfor er det okay at tage en pille for ondt i hovedet, men ikke for ondt i livet? Det hænger jo ikke sammen, slutter hun.