30-årige Camilla var flov over det: "Jeg har lært at elske, at jeg er introvert"
Mange introverte bliver kaldt "snobbede" eller "asociale" - men Camilla vil gerne sprede budskabet ved fordelene ved dette karaktertræk.
I mange år forsøgte Camilla Lærkesen at være en fisk, der klatrede i træer. Når hun sammenlignede sig selv med klassekammeraterne, følte hun sig anderledes og forkert. Hun brød sig ikke om lejrture eller sociale arrangementer med mange mennesker.
"Jeg spurgte mig selv, hvorfor alle de andre glædede sig til den slags, når jeg fik ondt i maven bare ved tanken," forklarer Camilla, der ofte også stak en hvid løgn om, at hun havde hovedpine, hvis en veninde ville lege efter skole.
Som teenager foretrak hun at sidde derhjemme fredag aften og skrive romaner eller se film og spise Matador Mix frem for at gå til fester.
"Jeg var superflov over det. Faktisk så jeg ”Grease” adskillige gange, mens jeg tog noter, for ligesom Sandy ville jeg gerne gå fra at være kedelig og indadvendt til at være sprudlende og udadvendt," fortæller Camilla med et lille smil.
Noget faldt på plads
Camilla endte med at droppe ud af gymnasiet. Ikke fordi hun ikke kunne følge med fagligt, men fordi hun følte sig udenfor, når de andre konstant talte om weekendens fester. På HF oplevede hun en anden ro, for de andre på holdet var ældre end hende og havde travlt med deres eget liv efter skoletid.
Følelsen af at være forkert kom dog tilbage med fornyet styrke, da hun begyndte på en videregående uddannelse, hvor den stod på rustur og flere fester.
"Det var jo ikke, fordi jeg ikke gerne ville være sammen med andre eller være social. Jeg ville bare gerne have lov til at være det på min måde," siger Camilla, der måtte lægge både RUC og farmakonomstudiet bag sig, før hun fandt sig til rette på Københavns Universitet. Det var ikke bare et anderledes studiemiljø, der gjorde udslaget. Det var også en artikel om det at være introvert.
"Noget faldt på plads for mig. Jeg havde altid troet, at jeg skulle være som alle andre og være en del af en stor vennegruppe og elske fester. Men nu fandt jeg ud af, at for introverte er det helt naturligt at have få, men nære venner og foretrække én til én-relationer. Der var altså ikke noget galt med mig, jeg havde bare et andet karaktertræk."
Udbreder budskabet
Camilla skrev et debatindlæg om emnet i universitetets avis og fik overvældende stor respons. Hun fandt ud af, at hun bestemt ikke var alene, hvilket gav hende lyst til at udbrede budskabet yderligere. Andre skulle ikke gå rundt og føle sig forkerte i årevis. Da muligheden for at holde et oplæg bød sig, slog hun derfor til.
"Også selvom jeg de første par gange var rædselsslagen. Jeg skrev hele oplægget ned ordret og øvede og øvede det, til jeg kunne det udenad. Jeg syntes, det gik forfærdeligt, men det gjorde det nok ikke, for jeg blev booket igen med det samme," fortæller Camilla.
I dag har Camilla holdt mange oplæg om det at være introvert, ligesom hun skriver blogindlæg og laver podcasts. Det er vigtigt for hende at udbrede budskabet, så andre ikke opfatter introverte som f.eks. snobbede eller asociale. Samtidig vil hun gerne sætte fokus på fordelene ved at være introvert.
"Som introvert bliver du ofte opfattet som sart og sensitiv, men under coronaepidemien blev det vendt på hovedet. Her var de introverte pludselig de robuste, der kunne berolige alle andre og sige: ”Det skal nok gå”."
"I dag ser jeg det som en fordel, at jeg nyder mit eget selskab. Jeg kan sagtens tage i biografen eller på stranden alene, ligesom jeg har rejst selv til Paris og Stockholm. Jeg kan gøre, hvad jeg vil, uden at være afhængig af at andre skal tage med mig, for jeg elsker mit eget selskab," siger Camilla, der også drager nytte af sin introverte side i jobbet som selvstændig kommunikationskonsulent.
"Jeg joker lidt med, at jeg elsker de opgaver, andre hader, f.eks. korrekturlæsning, transskribering eller at nørkle med at klippe en podcast sammen."
Tager hensyn
For Camilla har det været altafgørende at forstå sit eget karaktertræk, for på den måde kan hun også tage hensyn til det. Hun har f.eks. lige været på familieferie i Frankrig med ti mennesker, og her sørgede hun for alenetid i form af gåture eller et smut til stranden. Hun har stadig svært ved at sige nej til sociale arrangementer, men giver sig selv lov til at gå hjem tidligt.
"Det pudsige er, at jeg bliver opfattet mere ekstrovert, efter jeg er begyndt at tage hensyn til min introverte side. Måske fordi jeg ikke længere presser mig selv til at være social eller tage ordet. Tidligere blev det en ond spiral, for jo mere jeg pressede mig selv, jo mere stille blev jeg."