Cathrine vil ikke ses som hende i kørestol: "Jeg nåede aldrig helt ned i det sorte hul"
Som 20-årig brækkede Cathrine Guldberg ryggen i en skiulykke, og det stod klart, at hun ikke ville komme til at gå igen. Men faktisk fylder kørestolen mere i andres øjne end hos hende selv, for hun lever et rigt og aktivt liv.
Det lyse hår er glattet og skinner blankt i solen, makeuppen og neglelakken er perfekt, og smykkerne matcher den blå kjole, der står så godt til Cathrine Guldbergs øjne. Jo, den 54-årige sjællænder tænker over sin fremtoning.
"Det er vigtigt for mig at være feminin, selvom jeg sidder i kørestol," siger hun denne dejlige sommerdag ved havebordet foran villaen i Lystrup ved Slangerup.
Når Cathrine møder nye mennesker, spørger de så godt som altid om, hvorfor hun sidder i kørestol. Og når de hører, at hun brækkede ryggen i en ulykke som 20-årig, udbryder de typisk: ”Det var dog forfærdeligt! Hvor er det synd for dig.”
Sådan tænker Cathrine imidlertid ikke.
"Nej, det er ikke synd for mig, for jeg har et rigtig godt liv. Jeg har min mand og mine døtre, et godt netværk, aktive interesser og et job, jeg er glad for."
"At komme rundt tager ganske vist længere tid for mig. Jeg bruger fem kvarter, hvor andre bruger en time, og selvfølgelig koster det mig mange kræfter. Men med planlægning fungerer hverdagen fint. Jeg tænker ikke over min rygmarvsskade, kun når folk spørger. Jeg har altså andet og mere at byde på end den kørestol. Og jeg vil hellere tale om alle mulige andre emner," understreger Cathrine.
Fatalt fald
Ulykken skete, da Cathrine i 1989 var med sin daværende kæreste og nogle venner på skiferie i Schweiz. Den vinter faldt der ikke så meget sne, og underlaget på pisterne var i dårlig forfatning. Derfor passede hun ekstra godt på.
"Da jeg alligevel faldt, grinede mine venner, og jeg tænkte, at jeg ville rejse mig op og løbe videre."
Men Cathrine kunne ikke rejse sig. Hun bad sin kæreste om at lægge hendes ben ned, for hun følte, at de stak lige op i luften. Det gik hurtigt op for ham, der var falckredder, at der var noget helt galt.
"Det, jeg husker bedst, er, at jeg frøs forfærdeligt, mens jeg lå der i en evighed og ventede på redningshelikopteren," siger Cathrine, der blev fløjet alene til et hospital i Schweiz og opereret.
Hun havde knust sin lændehvirvel, som kirurgerne samlede med skruer.
Annonse
"Efter ti dage blev jeg hentet hjem til Danmark af en sygeplejerske. Det var først, da jeg kom på Afdeling for rygmarvsskade i Hornbæk, at det gik op for mig, at jeg havde brækket ryggen."
Cathrine tilbragte otte en halv måned i Hornbæk. Hun skulle have begyndt en uddannelse til sygeplejerske, fordi hun drømte om et job på en skadestue, men måtte melde fra. Alligevel kom hun hurtigt i arbejde, efter hun blev udskrevet, fordi Føtex, hvor hun var ansat, da ulykken skete, tilbød at oprette en ny stilling på kontor til hende.
"De stillede en drømmeseng ind i edb-rummet, og mine kolleger vænnede sig hurtigt til, at når de ikke kunne finde mig, lå jeg der og aflastede," siger Cathrine med et smil.
"At have noget at stå op til og at genoptage et almindeligt liv efter perioden med kaos både fysisk, praktisk og mentalt betød alt. Jeg nåede aldrig helt ned i det sorte hul."
"Mit store held er, at jeg kun er 75 procent lammet. Jeg har stadig muskulatur i mine lår. Ikke nok til, at jeg kan gå, men nok til at jeg kan flytte mig selv fra f.eks. sengen til kørestolen og fra kørestolen og ind i min bil. Det giver en stor frihed."
Annonse
Hjælper andre
Og Cathrine har overskud til meget mere end at passe sit job som driftsleder i Føtex og den fysiske træning, som hun vægter højt. Hun har uddannet sig til psykoterapeut og fitnessinstruktør. Siden 2000 har hun undervist andre i siddende træning, bl.a. aerobic og crosstraining, både ved fremmøde og i grupper online.
Cathrine arbejder også som frivillig for RYK-Rygmarvsskadede i Danmark og i Ulykkespatientforeningen og er mentor for folk, der lige er kommet til skade. Og så har hun stillet sine erfaringer til rådighed for filminstruktøren Bille August i forbindelse med hans film ”Kysset” fra 2022.
"Filmen handler om en rygmarvsskadet kvinde og den medlidenhed, hun betragtes med af omgivelserne. Den foregår i 1913, og jeg undrer mig over, hvor lidt der faktisk er sket siden dengang med den måde, folk med handicap opfattes på," siger Cathrine.
"For mit eget vedkommende vil jeg ønske, at andre vil betragte mig som en kvinde med et handicap og ikke som ”en handicappet”. Den kørestol skal slet ikke fylde så meget."
På et punkt har Cathrines skiulykke dog en afgørende indflydelse: Når hendes familie vælger feriedestination.
"Jeg har svært ved at forestille mig, at vi rejser hen, hvor der er koldt, for jeg husker stadig, hvor meget jeg frøs, da jeg lå på pisten i Schweiz og ventede på helikopteren. Jeg foretrækker at holde ferie, hvor der er sol," fastslår Cathrine.
