Tv-lægens hustru: ”Jeg var bange for at miste Charlotte, inden vi havde skabt minder sammen”

Da Christina Bøving var barn, led hun af dødsangst. Hun var bange for at miste nogen uigenkaldeligt eller måske endda selv at dø. Sommetider lå hun i sin seng, lukkede øjnene og holdt op med at trække vejret for at forestille sig, hvordan det var at give slip på livet. Hendes hjem var trygt, men man talte ikke om ubehagelige ting som død, så de dystre tanker forblev inde i Christinas hoved.

Derfor er det også lidt af et uheldigt tilfælde, at den kvinde, hun forelskede sig hovedkulds i for tre år siden, er alvorligt syg.

Christina og Charlotte Bøving kendte kun hinanden perifært, men til en barnedåb i september 2019 slog det pludselig gnister mellem dem. Og da Christina blev inviteret ud til en drink samme aften, spurgte hun Charlotte, om hun ville med.

Første kvindelige partner

Som teenager var Christina forelsket i en jævnaldrende pige, men siden har hun udelukkende været sammen med mænd. Den aften var hun lige blevet skilt fra sine døtres far efter 12 års ægteskab, mens Charlotte Bøving befandt sig i slutningen af sit ægteskab med en anden kvinde.

Christina og hendes veninde gik på bar, og da Charlotte kort tid efter sluttede sig til dem, mærkede Christina noget, hun ikke havde oplevet før, når hun så Charlotte, selv om de ofte før havde nydt hinandens selskab.

"Hun kom ind ad døren på den der energiske facon og med et varmt smil, og så tænkte jeg: ”Hov, der er hun jo!”. Hun tændte noget i mig, som jeg ikke havde mærket før," fortæller Christina.

Den bløde Charlotte

Christina var ikke blot faldet for den til tider kontante læge, som de fleste kender hende som, enten fra hendes praksis i Varde, tv-programmer som Lægen flytter ind eller flittig foredragsholder og forfatter. Christina faldt for en følsom kvinde, nærmest lidt genert, som var blevet rørt over et stykke opera til barnedåben og kunne føre dybe samtaler – men som også var tough og direkte som kontrast. Charlotte var hele pakken.

Men der var også en anden side af den kvinde, Christina pludselige mærkede stærke følelser for. Hun havde nemlig fået bortopereret en ondartet tumor samt adskillige metastaser i tyndtarmen, og allerede fire dage efter deres aften i byen ringede Charlotte til Christina fra et sygehus og fortalte, at lægerne havde fundet pletter på hendes lunger.

"Hun sagde direkte til mig, at hun var et dårligt lod, og jeg skulle ”gå med en anden”, husker Christina.

"Da fløj det ud af mig: ”Jeg vil hellere have ti minutter sammen med dig end slet ingen!”

Bliver aldrig rask

Pletterne viste sig ufarlige, men det tog tre lange måneder, før det forelskede par fik svar. Christina smiler i dag ved mindet. Og hun ville vælge på samme måde i dag, selv om hun ved, at hun resten af sin tid med Charlotte skal være pårørende. For Charlotte bliver aldrig helbredt. 

"Tænk, at jeg skulle møde mit livs kærlighed – den brik, der manglede i mit liv – og så er hun alvorligt syg og måske endda mere syg, end jeg vidste fra starten," funderer Christina. 

"Men når man møder sin manglende brik, er der ikke noget at gøre. Hun kunne have været mand eller kvinde, blå eller gul, syg eller rask eller haft ét ben eller ét øje. Med den stærke kærlighed til Charlotte fulgte altså alvoren, som Christina måtte forholde sig til fra dag ét."

"Jeg fik ikke bare en kone, men også noget andet. Jeg havde aldrig prøvet at leve med en syg person før, og nu skulle jeg træffe en beslutning, som også kom til at berøre mine børn," husker Christina, som kort efter flyttede til Varde med sine døtre for at bo sammen med Charlotte i hendes hus lidt uden for byen.

Snak om begravelse

"Jeg var nervøs for, om Charlotte var mere syg, end hun gav udtryk for. Jeg kiggede hende hele tiden dybt i øjnene for at se, om jeg kunne få øje på noget, der ikke var, som det skulle være," husker Christina og tilføjer:

"Og der var ikke gået en måned, før jeg brød ud i voldsom gråd af frygt for at miste hende, inden vi overhovedet havde skabt minder sammen," fortsætter hun.

Der er dog også noget smukt i de vilkår, parret lever under, fordi de var givet fra begyndelsen, mener Christina, som ser på det som en gave. 

"I starten af et forhold ønsker de fleste at være polerede og imponere hinanden med den bedste udgave af sig selv," siger hun.

"Men Charlotte og jeg har ikke haft den luksus at kunne vente med de helt alvorlige samtaler om blandt andet testamente og begravelse."

Tiden rinder ud

I dag er Charlottes sygdom en del af hende, men bortset fra den medicin, hun tager en gang om måneden, mærker hun ikke meget til den. Både hun og Christina er dog bevidste om, at hun formentligt ikke bliver gammel. Det var også grunden til, at de blev gift lidt hurtigere, end de ellers ville være blevet: Det var vigtigt for dem at sikre hinanden, i tilfælde af at den ene pludseligt var væk.

Deres hverdag har desuden et ekstra perspektiv. Forleden havde parret en diskussion om noget, de skulle, da Christina foreslog, at de gjorde det hver for sig, hvorefter det pludselig fløj ud af Charlotte: ”Er du klar over, hvor meget jeg stadig skal nå med dig?”

"Det kan godt være stressende, at der er så meget, man gerne vil nå at gøre sammen, og vi skal passe på, at vi ikke kommer til at jagte solen sort," siger Christina.

"Men på grund af Charlottes sygdom prioriterer vi at gøre meget mere sammen, end jeg normalt ville gøre med en partner."

Medicin og kærlighed

Christina er uddannet coach og doula (fødselshjælper) og har set mange menneskers liv transformere sig, som hun siger, og var derfor måske også bedre forberedt, da hendes eget liv to en drejning og fik den ekstra dimension som pårørende. Blandt andet har hun de seneste år lært, hvordan man stikker en kanyle ind i et andet menneske i en korrekt 45 graders vinkel.

"Når jeg stikker Charlotte en gang om måneden med medicin, gør jeg det med den ene hånd, mens jeg aer hende med den anden og siger, at jeg elsker hende," fortæller Christina.

"Jeg bliver ofte spurgt til det at være pårørende, og jeg svarer, at den største forskel på den syge og den pårørende er, at den pårørende har et valg," forklarer hun.

"Charlotte har ikke selv valgt sin sygdom, men jeg vælger at være sammen med hende, fordi jeg elsker hende som min kone, min kæreste, min træningspartner og som papmor for mine børn. Charlotte er ikke trukket ned over hovedet på mig; hun er min manglende brik."