Forelsket i en narcissist: Pas på, hvis det er for godt til at være sandt
Diana Wøhler mistede sig selv i et destruktivt forhold og tog turen fra livet på første klasse til psykiatrisk afdeling. Læs hendes historie her og få også ekspertens bedste råd til, hvordan du undgår at havne i narcissistens kløer.
”Du kan bare sætte fingeren på globussen og sige, hvor i verden, du vil hen”. Store løfter og armbevægelser var der rigeligt af i begyndelsen, da Diana Wøhler, 46, mødte sin datters far. En velhavende mand med jetsetmanerer og gode forbindelser. Ferierejser blev der dog ikke mange af, og hvad der indledningsvis lignede et eventyr, endte for Diana på psykiatrisk afdeling i Odense. En psykose blev afslutningen på en årrække i udlandet og et samliv, hvor hun langsomt havde mistet sig selv.
– Til sidst havde jeg absolut ingen energi, og jeg kunne slet ikke kende mig selv længere, fortæller Diana Wøhler og forsøger at sætte ord på den psykiske glidebane, der førte til hendes kollaps. Det begyndte for alvor, da hun efter fem års langdistanceforhold blev gravid og flyttede sammen med eksen i udlandet.
– Hvis du er oppe imod en, der er lavet af Teflon, er der ingen samarbejdsvilje. Det er svært at forklare. Min krop var altid i alarmberedskab. Uanset mine argumenter, blev jeg mødt med kommentaren ”sådan hænger verden ikke sammen”. Den sætning afsluttede alle diskussioner. Og så tog han ud at rejse, sejle eller på jagt, og jeg stod alene tilbage med vores datter – i et fremmed land, hvor jeg ikke havde familie eller netværk.
Dengang havde Diana ingen fornemmelse af, hvad hun var oppe imod. Men da hun efter sammenbruddet tilfældigt stødte på en artikel på nettet om narcissister, faldt brikkerne pludselig på plads.
– Narcissisme handler om magt: ”Jeg bestemmer, du adlyder, og hvis du ikke retter ind og gør, som jeg siger, så får jeg dig ned med nakken”. Det var det, jeg oplevede. Jeg var fuldstændig isoleret. Han havde masser af penge, men jeg kunne ikke engang få en barnepige – heller ikke, hvis vi skulle ud til noget sammen. Og hvis jeg havde behov for at købe noget til familien eller huset, skulle jeg fremvise indkøbsboner, for at få dækket udgifterne, fortæller Diana og understreger, at den psykiske vold ikke kun handler om isolation, men foregår på alle fronter: økonomisk, seksuelt, socialt osv.
Fortielser og løgne
Psykosen kom Diana heldigvis hurtigt ud af. Og i dag på tre et halvt års afstand af sammenbruddet, er hun ved at finde balancen igen, mens hun i retten slås for at få sin opsparing og sine ejendele tilbage, lige som hun har kæmpet for at få børnepenge udbetalt.
På nettet har hun taget hul på en ny kamp: Med sitet #enouQh – stop psykisk vold vil hun være med til at sætte den usynlige psykiske vold på plakaten. Det er vigtigt, at der bliver handlet på den usynlige vold, bl.a. fra politisk hold, mener hun, for som den ramte oplever hun, at man står magtesløs tilbage – både over for manden og systemet. Problemet er ofte, som i Dianas tilfælde, at ingen blå mærker bekræfter historien. Som hun beskriver det, handlede det ikke om fysisk vold, men om fortielser, løgne, følelsen af, at det begyndte at ”smuldre omkring hende” og af at give og give og blive suget for energi.
Men hvad med advarselslamperne? Jo, de blinkede da: Der var følelsen af, at ”noget var galt”, hans ”hvad kan jeg få ud af dig?”-omgang med andre og hans kategoriske kulde, da hun blev gravid: Enten fik hun barnet eller også var det hele lige meget! Og så planlagde han alligevel at tage på skiferie, da hun skulle føde.
– Havde jeg bare vidst et gran af, hvad jeg ved i dag om narcissisme… Man skal vide, hvad man er oppe imod. Det er så usynligt. Og jeg var bare dejligt naiv dengang. Jeg var nok lidt imponeret og nysgerrig. Og jeg tænkte nok hele tiden, at ”lige om lidt får jeg noget tilbage”
Narcissist eller "bare" et dumt svin?
Har han empati eller er han iskold over for dine og andres følelser? Den manglende evne til medfølelse er det, der adskiller narcissisten fra andre såkaldte ”dumme svin”. – Narcissister er kun optagede af at opfylde deres egne behov, og de er eksperter i at aflæse andre. De leder efter empati – så hvis du er højempatisk eller særligt sensitiv, vil du være i farezonen, for de spotter, at du er typen, der vil bekymre sig om dem, siger Berith Siegumfeldt.
Eksperten: Se på din egen rolle i relationen
Har du prøvet at stå mere end almindeligt forvirret, ødelagt og drænet tilbage efter mødet med drømmemanden? Har du oplevet at blive sat op på en piedestal og brutalt flået ned igen? Så har du måske ladet dig forføre af en narcissist. Lad være med at bebrejde dig selv, det kan ske for de fleste os. Men vil du undgå, det sker igen, skal du måske have pudset dine (narcissist)antenner og kigge nærmere på din egen rolle. Huskede du f.eks. at lytte til din mavefornemmelse i begyndelsen? Eller slog du det hen med et: ”Det er nok bare mig!”
– Hvis du bliver præsenteret for et menneske, hvor tingene virker for gode til at være sande, så er de det som regel også, lyder det fra Berith Siegumfeldt, der er sygeplejerske, psykologisk rådgiver og forfatter til en ny bog om narcissisme. Som rådgiver med speciale i narcissisters adfærd møder hun i sin konsultation mange af narcissistens ofre, især kvinder, og det er ofte den samme historie, de fortæller: Det stormende møde, soulmaten og kærligheden, der blev til et mareridt af manipulation, nedgørelse og løgn. Mange kvinder bliver fanget i et destruktivt forhold med narcissisten, og ender med at miste selvværdet, tvivle på sig selv og være af plaget skyld, skam, angst og selvbebrejdelser.
– Det er en klassiker, at partneren til en narcissist begynder at vende situationen mod sig selv: ” Er det mig, der er noget galt med?”, ”Hvordan ved jeg, at det ikke er mig, der er narcissist?” Men bare det, at du stiller dig selv spørgsmålet er et tegn på, at du IKKE er narcissist. For den selvbevidsthed har en narcissist ikke, forklarer Berith Siegumfeldt og fastslår for en ordens skyld, at der skam også findes kvindelige narcissister, men at der statistisk set er flere mænd med disse træk.
Når Berith Siegumfeldt holder foredrag om emnet, er det ofte for udsolgte huse. Skrækhistorier – og narcissister – er der tilsyneladende masser af derude, så der er god grund til at sætte sig ind i advarselssignalerne. Prototypen på en narcissist er den karismatiske "smart-i-en-fart-type", mens det kan være sværere at gennemskue den mere indadvendte, måske lidt generte såkaldte coverte narcissist.
– Et godt råd er at være lidt sparsom med at dele ud af sine sårbarheder og personlige udfordringer i starten – før du ved, hvem du har med at gøre. En narcissist aflæser lynhurtigt dine svage sider og vil bruge det imod dig senere, lyder anbefalingen fra narcissisteksperten. Ifølge Berith Siegumfeldt er det også en god idé at spørge ind til et nyt bekendtskabs familieforhold og længerevarende venskaber, for narcissister har typisk rod i relationerne. Har han haft et stabilt arbejdsliv? Observer ham: Hvordan er han over for andre? Og så skal man huske at lytte til sin intuition - ofte spænder vi ben for os selv, fordi vi vælger at lukke øjne og ører.
– Var der ikke noget i starten, der sagde dig, at noget var forkert? Måske talte han dårligt til tjeneren første gang I var på café, men typisk undskylder man vedkommende: ”Han har nok bare haft en dårlig dag”. Vær opmærksom på, hvis du begynder at undskylde ham og finde på forklaringer. Narcissisten spotter din tålmodighed, og det skrider … Det handler i høj grad om at have gode grænser. Ellers tramper narcissisten henover dem og dig.
– Hvis du er vokset op med en narcissist, er dine personlige grænser udviskede. Måske er du tidligere blevet mødt med raseri, hvis du har prøvet at sætte grænser. Men selv om man har gode grænser, kan man have et ”hul”: Hvis f.eks. man er bange for at blive forladt eller for at blive ensom, får man ikke sat grænserne. Har du ikke én, men flere gange brændt fingrene på en manipulerende charmør, kan det ifølge Berith Siegumfeldt bl.a. skyldes, at du selv er vokset med en mor eller far med narcissistiske træk. Måske føler du, at du skal kæmpe for at blive elsket.
– Det kan også hænge sammen med, at man er afhængig af bekræftelsen fra andre, eller at man er en pleaser, der hele tiden skal sørge for, at alle andre har det godt. Hvis du er sammen med den her type, vil du ikke føle dig tilpas sammen med folk, der er sunde og hviler i sig selv, for du er vant til at være i det her drama. Du går ind i det og vil gerne løse det.
– Men det er en myte, at det kun sker for svage, usikre mennesker. Narcissister udser sig gerne partnere, der har succes. Og jeg møder som terapeut mange, der siger: ”Jeg var sund og stærk før, og jeg kan slet ikke kende mig selv længere”. Men hvem er så de heldige, der tilsyneladende går under narcissistens radar og slet ikke tiltrækker typen? – Det er dem, der har en udstråling eller en opførsel, hvor narcissisten fra starten fornemmer, at her er der ikke ”noget at hente”.
Læs mere på: berithsiegumfeldt.dk