”Jeg skulle gøre mig fortjent til mad, og med tiden gik alt op i regnestykker”

Vægt havde aldrig været et problem for Lisbeth Langhorn. Hun var én af dem, andre kvinder misundte: kunne spise alt, dyrke nul motion og stadig være slank. Men efter sit første barn blev Lisbeth utilfreds med sin krop.

"Der var denne løse mave med strækmærker, som jeg ville træne væk, så jeg løb og spiste sundt, men da jeg to år senere blev gravid igen, blev det værre – maven ville ikke trække sig sammen", fortæller Lisbeth, der besluttede sig for at ville tabe 3-4 kilo og klemme sig ned i en gammel kjole til et bryllup fire måneder senere.

Hun gik i gang med at researche på, hvad der kunne fjerne fedt på maven. Opskriften: mere træning og færre kulhydrater. Kjolen kom Lisbeth ned i, men så gik det galt.

"Jeg tog på weekendtur med familien og kunne slet ikke styre min sukkertrang. Jeg åd, og efter to dage havde jeg taget det hele på igen. Jeg var så sur på mig selv – NU skulle der strammes op", husker hun.

Mere vil have mere

Klokken 6 ringede vækkeuret, og løbeskoene stod ved siden af sengen, så Lisbeth var klar. Efter 5 kilometers løb, afleverede hun børnene i institution, og så skulle hun cykle eller svømme for at spare kalorier op til morgenmad.

"Jeg skulle gøre mig fortjent til mad, og med tiden gik alt op i regnestykker for mig. Det var ikke nok at løbe tre gange om ugen, det blev til 5, 6 og 7 gange, og de 5 kilometer blev til 8 kilometer. Jeg blev bange for at gøre ting, jeg ikke plejede, for så havde jeg ikke styr på kalorieregnskabet", fortæller Lisbeth.

Hun holdt sig til bestemte retter, fordi hun vidste, hvor mange kalorier der var i dem, og hun endte med at være nede på 700 kalorier om dagen og aflyse aftaler, for hun var ikke til stede – hovedet kværnede med matematiske formler og kalorietabeller.

"Det startede med en mave, som ikke trak sig sammen – og en slankekur, fordi jeg troede, det var mavefedt, og jeg lignede en, der var gravid. Men på et tidspunkt krydsede jeg grænsen til noget usundt og opdagede det først, da jeg var gået for langt. Mere ville have mere", mindes hun.

Nede på 40 kilo

Lisbeths krop var i ubalance, og hun kunne ikke sove, men i stedet for sovepiller gav lægen hende en henvisning til behandling i psykiatrien for en spiseforstyrrelse. Men her fik Lisbeth heller ikke fred for de mange regnestykker.

"Vi skulle vejes, og hvis man havde tabt sig, blev man straffet ved fx ikke at kunne deltage i gruppemøder. Og de talte kun om mad. Vi talte aldrig om, hvad der skete i mig, og jeg blev ved med at tabe mig, så jeg endte på 40 kilo", fortæller Lisbeth. Hun kunne ikke fortsætte i behandlingen, men den besked fik hende faktisk til at tage kontrollen tilbage; så hun gik på jagt efter en psykolog, som ville lytte til hende – ikke bare veje hende.

"Hele mit liv var skulle, burde, må ikke. Glem det, sagde psykologen – hvad har du lyst til? Det var jo ikke målet at blive tyndere, kun at få bugt med topmaven. Men jeg var aldrig tilfreds med mig selv. Jeg skulle præstere 120 procent, mens andre kunne nøjes med 100. Jeg havde kun kontrol over min vægt. Endelig interesserede nogen sig for, hvordan jeg havde det", fortæller Lisbeth, som begyndte at spise mere igen og tage på.

Det var dog først, da Lisbeth stoppede den intensive træning, at hun kunne slippe regnestykkerne, og det var en kæmpe overvindelse, når man er vant til at overtræne for at spise.

"Træningen var min ventil, og jeg kunne altid træne mere, så regnskabet gik op. Så at droppe løbeturene var det modigste, jeg nogensinde har gjort. Det fik min cyklus til pludselig at vende tilbage, og selvom vi troede, jeg ikke kunne få flere børn, blev jeg gravid", fortæller Lisbeth, som fødte sit tredje barn for tre år siden.

Siden er hun blevet opereret for rectus diastase – delte mavemuskler; for topmaven havde intet med mavefedt at gøre. Hun vejer det samme som før børnene, spiser varieret og styrketræner et par gange om ugen. Kalorier bliver spist og ikke talt, for hendes krop er nu i balance, så vægten regulerer sig selv. Ar og strækmærker på maven har hun valgt at ære med en tatovering af et livstræ med tre blomster for sine tre børn.

Og så har hun uddannet sig til coach og hjælper andre med at komme fri af forstyrrede spisemønstre og urealistiske krav om at være perfekt.

"Jeg har fundet roen i, at jeg er elsket af en masse mennesker. Jeg skal ikke levere 120 procent for at være god nok – og jeg vil slet ikke være perfekt. Hellere være perfekt uperfekt", slutter Lisbeth.