Julie Steincke: ”Jeg kan mærke, at min krop begynder at ændre sig”
Sport og motion har altid ligget højt på Julie Steinckes prioriteringsliste. Men i takt med at hun er begyndt at kunne mærke nogle tegn på overgangsalder, har hun ændret sin træning.
Jeg er den irriterende type, der elsker sport. Jeg har altid lavet meget træning som en del af min hverdag, fordi jeg er vokset op i en familie, hvor mange er sportsfolk og personlige trænere. Jeg træner alt muligt forskelligt, og det, tror jeg også på, er godt for kroppen.
Det er superfint at lave yoga, men jeg tror også, at det er vigtigt, at man blander sin træning for at opnå resultater. Derfor håber jeg også, at flere kvinder vil finde glæde i hård træning. Jeg kan selv godt lide adrenalin, men jeg søger også ro i min træning. Så jeg laver både pilates, styrketræning, løb, gåture og ror en del. Alt muligt forskelligt.
Jeg fylder snart 46 år, og jeg kan godt mærke, at min krop begynder at ændre sig. Der begynder at vise sig nogle tegn på overgangsalder. Jeg kan mærke, at jeg ikke kan løbe så stærkt, som jeg kunne tidligere, og at jeg ikke skal presse min krop ud i at lave crossfit i samme grad, som jeg gjorde førhen.
Men jeg vil også sige, at jeg kigger på min stærke og seje krop og tænker: I am not doing bad! Jeg kan sgu stadig mange ting.
Vi lever i et samfund, hvor det at blive ældre simpelthen er forbundet med alt for megen negativitet – specielt i forhold til os kvinder. Se bare på alle de anti-agecremer, der findes. Hvorfor er vi imod at blive ældre og stå ved det? For mig er det en gave at blive ældre. Tænk at få lov!
Tiden har jeg lært mig, at det betyder meget for min krop, at jeg spiser det rigtige. Det betyder mere end selve træningen. Så i stedet for at træne en hel masse og spise forvirret, har jeg erfaret, at det handler om at spise godt – og kun til man er mæt. Det handler om at lytte til ens egen krop. Det er i virkeligheden ret simpelt – de fleste af os ved jo godt, hvad der er sundt.
Jeg tror, at den største sundhed ligger i, at man har det godt med sig selv. Man skal kunne lide sig selv og ikke slå sig selv i hovedet. Jeg har ikke fundet løsningen, men jeg ved, at jeg er glad, når jeg spiser afbalanceret, når mine venner og familie er omkring mig, når mine børn er okay, og når jeg passer mit arbejde. Så i stedet for at stå og glo i et spejl for at se, om det ydre spiller, så tror jeg, at man skal lukke sine øjne og spørger sig selv: How is my heart? Og hvordan har jeg det egentlig i min krop?
