Karen Fastrup

Karen har borderline: "Indimellem er det bare forbandet svært at være menneske"

Det føltes skamfuldt for Karen Fastrup, da hun blev indlagt på psykiatrisk afdeling og fik diagnosen borderline. Men hurtigt fulgte erkendelsen, at alle kan blive syge – og det skal der tales åbent og fordomsfrit om.

Som helt lille kunne Karen blive så ked af det, at hun besvimede og var uden bevidsthed i flere minutter. Hun kan ikke selv huske det, men det er en vigtig del af en historie, der handler om så store og ukontrollable følelser, at hun mange år senere blev akut indlagt på psykiatrisk afdeling. Med totalt sammenbrud efter en familiemiddag, hvor hun truede med at tage sit eget liv med en køkkenkniv.

"Jeg har altid haft den der store sanselighed. Intense følelser og i perioder intet filter, så rationalitet og fornuft forsvinder", siger 51-årige Karen Fastrup i dag.

"Konsekvensen har været angst som fast følgesvend i mange år. Da jeg blev indlagt, kørte hele mit maskineri på total overload og smeltede ned. Jeg havde haft en periode, hvor jeg var presset af skriveblokering og deadlines, samtidig med at jeg flyttede sammen med en kæreste, som jeg var grundlæggende usikker på.

Den sensibilitet, der er fulgt med en kompliceret barndom, hvor jeg følte, at jeg skulle gøre mig fortjent til mine forældres kærlighed, blev sat i brand, og jeg kunne ikke styre det. Senere fik jeg diagnosen borderline – men når det indimellem er så forbandet svært at være menneske, er det egentlig ligegyldigt, hvad man kalder det."

Skamfuld diagnose

Helt ligegyldigt var det dog ikke, da Karen fik diagnosen efter en tid i det psykiatriske system.

"Først mente lægerne, at jeg havde en bipolar lidelse, og det var cool nok. Mange kunstnere har de følelsesmæssige udsving, der følger med, ja, det kan næsten være en benzin til at udtrykke sig kreativt", siger Karen.

"Med borderline er det noget andet. Det er bunden af hierarkiet over psykiske diagnoser, fordi det er den lidelse, der er mest miljøbetinget. Skal man beskrive det fordomsfuldt, er det i de socialklasser, hvor der er rigtig meget at slås med, at man oftest møder mennesker med borderline. Det kunne jeg ikke identificere mig med, og det føltes utroligt skamfuldt."

I dag står der i Karens journal, at hun "næppe kvalificerer sig til diagnosen mere’" men længe før den passage blev skrevet ind, nåede hun at slutte fred med borderline.

"Noget af min oprørthed handlede om, at jeg læste ældre bøger og artikler om sygdommen, hvor de påståede symptomer var helt forkerte, blandt andet at borderline gjorde én manipulerende", forklarer Karen.

"Det passede slet ikke på mig, men i nyere beskrivelser er det meget mere nuanceret og slet ikke så stigmatiserende. Da jeg læste dem, tænkte jeg ”hey, det her er okay, jeg kan godt se mig selv i diagnosen, og den er ikke værre, end jeg reelt har det. Nu skal jeg bare få det bedre". Og det fik jeg heldigvis."

Hungrende hjerte

Et vigtigt element i Karens helbredelse har – ud over terapi – været, at hun fik ordene og skrivelysten tilbage. Kort efter sin indlæggelse begyndte hun at skrive om sine oplevelser og tanker.

"Sprog og kommunikation er vanvittigt vigtigt for mig, og jeg vidste hele tiden, at hvis jeg skulle blive rask, skulle jeg skrive igen", siger Karen.

"Jeg var skrøbelig og helt nede at ligge, men der var også en handlekraft, som blev til små bidder tekst fra en verden, som de fleste ikke kender indersiden af. Forfatteren i mig vågnede og kunne se, at jeg havde et unikt materiale at arbejde med, og så kom sproget tilbage til mig. Og blev en del af helbredelsesprocessen. Ikke mindst i forhold til den skam, der i begyndelsen fulgte med at være psykisk syg og få en diagnose. Hvorfor skammede jeg mig? Alle kan blive syge, og det skal alle vi, der kan magte det, tale åbent og fordomsfrit om."

I bogen Hungerhjerte, der udkom sidste år, beskriver Karen tiden op til sammenbruddet, indlæggelsen, opholdet på psykiatrisk afdeling og tiden efter. Erfaringerne flettes sammen med ordbilleder fra barndom og opvækst, og til sammen giver det en forståelse for, at styrke, begavelse og handlekraft godt kan følges ad med usikkerhed, angst og længsel.

"Vi er alle sammen præget af den opvækst, vi får, og som vi ikke kan ændre på retrospektivt. Der var mange gode ting i min barndom, men der var også noget grundlæggende, som jeg ikke fik, og det har affødt en længsel efter at blive elsket. Et hungrende hjerte", forklarer Karen.

"Som livspræmis giver det en skævhed, som forbigående væltede mig omkuld, men jeg rejste mig igen. Og nu har jeg det rigtig, rigtig godt. Der er noget komplet forløsende ved at stå hundrede procent ved sig selv – herunder en psykiatrisk diagnose."

Karen Fastrup, 51 år

Oversætter og forfatter til blandt andre Mine syvogtyve sansers elskede (2003), Begravelsen (2008) og Hungerhjerte (2018). Kæreste med Henrik og mor til to voksne børn.

Hvad er borderline?

Personer med borderline har en adfærd og oplevelsesmåde, som afviger fra det forventede og accepterede i vores kultur. Adfærden og måden at opfatte virkeligheden på er uhensigtsmæssig i personlige og sociale situationer og vil have negative konsekvenser for personen selv og omgivelserne. Der findes forskellige kombinationer af symptomer, men borderline kan for eksempel være præget af ustabilt humør og usikker selvopfattelse samt tomhedsfølelse.

Kilde: psykiatrifonden.dk

Uddrag af Karen Fastrups bog: Hungerhjerte

Jeg går ud i køkkenet, hurtigt, stiller mig foran magnetholderen på væggen og ser på knivene. Jeg tager den største. Går tilbage til entreen. Jan står foran mig. Pludselig græder jeg. Jeg slår mig selv ihjel med den her, siger jeg. Jeg ved godt, der ikke er anden udvej nu. Jeg hamrer den frie hånd ind i Jans bryst. Han griber fat i mig… Jeg hænger i hans arme, jeg vrider mig, kaster hovedet rundt. Oliver kommer løbende ned ad trappen. Han råber: KAREN; DU ER FUCKING SINDSSYG. Det gør så ondt, så ondt, så ondt. Jan råber til ham, mens han holder mig fast: VÆK HERFRA! KOM I SIKKERHED! 

Jeg fortæller hende ikke, at jeg har en fornemmelse af, at der er blevet spændt en hinde ud helt oppe under det øverste af mit kranium, og jeg kravler hektisk rundt oven på uden mulighed for at rejse mig op, der er ikke højt nok, og når jeg alligevel prøver at rejse mig, så skraber ryggen mod indersiden af hovedskallen.

Jeg kan servicere de voksne. Men jeg er ikke et godt barn, jeg gør det udelukkende for min egen skyld, jeg er lusket, mine bevæggrunde er anfægtelige, jeg rydder op, laver kaffe og tænder op i brændeovnen, her er koldt, så usigeligt koldt, inden min mor kommer hjem, jeg smører madder til hende, der dufter af kaffe, og der er lunt, når hun kommer. Ellers har hun ingen kræfter, hun er træt, så plaget af hovedpine og dårligt humør. Det er dér, jeg kommer ind i billedet. For det kan rent faktisk reguleres en smule, og så kan der blive kastet en luns til mig, så den angst, der sidder i min krop, viger lidt. Min angst og hendes blik deler blodbaner.

Romanen er autofiktion, en genre, der blander fiktion og fakta. Bogen er komplet baseret på Karen Fastrups egen historie og erfaring, men nogle navne er ændret.