Livmoderhalskræft rammer én kvinde om dagen: ”Jeg skulle vælge mellem mit eget og mit ufødte barns liv”

I foråret 2010 er Trine Bendixen gravid med sit andet barn. En smutter, men et ønskebarn. Alt går, som det skal, da Trine pludselig begynder at bløde. Trines læge sender hende til tjek på hospitalet.

– De scannede mig og sagde, at de mistænkte en tumor i livmoderhalsen. Men de var ikke sikre, for kroppen ser anderledes ud, når man er gravid. Jeg var i chok. Vi skulle jo bare se, at alt var fint, mindes Trine, der efter en lang, ulidelig og uretfærdig uge får svaret: "Det ser ikke godt ud."

FORFÆRDELIG BESLUTNING

Trine har livmoderhalskræft, og alverdens scanninger og prøver bliver sat i værk, så de kan finde ud af, om det har spredt sig. Det har det ikke. Lægerne er forsigtige med alle prøverne, så de ikke kan skade barnet i Trines mave.

– Men de siger, at jeg skal vælge: en operation, hvor både baby, livmoderhals og livmoder skal fjernes. Eller kemo med baby i maven og fødsel to måneder før termin, uden at vide hvordan babyen vil reagere på kemoen, fortæller Trine.

– Hvordan tager man det valg? Jeg mærkede min lille pige for første gang, da jeg lå inde i MR-scanneren ... Jeg havde så dårlig samvittighed. Der var ikke noget galt med hende, og jeg følte mig ikke syg, så hvorfor skulle det gå ud over hende?, siger Trine, der lyttede til sin kæreste og lægerne og fik opereret det hele væk. Også barnet. Og muligheden for flere børn.

– Det var en forfærdelig beslutning. Men jeg var nødt til at tænke på min datter. Hun havde jo brug for sin mor. Og jeg er glad for, at jeg blev overbevist, for det var først bagefter, det gik op for mig, hvor alvorligt det var. Jeg kunne dø.

FORSINKET REAKTION

Der gik en måned fra Trines diagnose, til hun blev erklæret rask. Én lille måned, men med kæmpestore konsekvenser.

– Mit hoved kunne ikke følge med. Fra gravid og alvorligt syg til rask og ikke-gravid på så kort tid. Da jeg startede på arbejde igen, var det som om, alle tænkte, at nu havde jeg brug for ro til at tænke på noget andet. Men det fyldte stadig hos mig, fortæller Trine, der efter halvandet år gik ned med angstanfald og depression.

– Jeg græd og græd og kunne ikke holde ud at være sammen med andre. Jeg var stadig i så stor sorg over aldrig at kunne få flere børn. Og jeg var bange for at blive syg igen, siger hun.

Trines kæreste tacklede sin sorg ved at tage hjemmefra for at få tankerne væk. Trine blev typisk hjemme, fordi hun ikke havde kræfter eller lyst til andet på grund af kemo og stråler, og mange ting var svære at tale om.

– Vi var begge i sorg, men tacklede det forskelligt. Jeg fik hjælp af en psykolog, og da jeg endelig kom på benene, skete der noget. Jeg forandrede mig og så anderledes på mange ting, og måske endte det derfor med, at vi efter 17 år sammen gik fra hinanden.

MINDRE KVINDELIG

Selvom Trine i dag er rask, har hendes krop ikke glemt sygdommen. Hun har fået mørkere hår og flere hår, især i ansigtet, og hun døjer med kraftige hedeture.

– Jeg ved godt, at jeg har været forskånet for mange ting, men jeg føler mig "ukvindelig", og jeg får epilering for at fjerne hårene, så det ikke er så slemt. Når man så heller ikke kan få bør n... jeg føler ikke altid, at jeg har "hele pakken" som kvinde, siger Trine, der netop er begyndt at date igen.

– Sygdommen fylder heldigvis mindre og mindre for mig, men jeg kan stadig blive bange for at blive syg igen, især fordi jeg ikke ved, om jeg vil opdage det, fortæller Trine, der har fået HPV-vaccinen for at gøre sit bedste for at helgardere sig.

– Jeg går også hos min gynækolog hvert halve år for at blive tjekket. Sidste gang begyndte jeg at bløde, og hun fandt nogle celleforandringer. Det tog pusten fra mig. "Hvad nu, hvis jeg er syg igen?" Det er jeg heldigvis ikke, men den frygt forsvinder nok aldrig helt.