Datterens diagnose banede vejen for et nyt liv: ”Det var en puslespilsbrik, der passede godt”

Der er intet usædvanligt at spore. Lejligheden ligger på førstesalen i en hyggelig ejendom i en af Aalborgs gågader. Indretningen er varm og imødekommende ligesom familien, der bor her. Du kan ikke se det, men Ida, Majken og Christian Green har været igennem mere end de fleste familier. Ida har været bange for, om hun nogensinde ville få et almindeligt liv:

"Fra efterårsferien i sjette klasse var det slut med almindelig skolegang. Du var ikke i tøjet i et år," siger Majken henvendt til sin nu 19-årige datter.

Ida nikker.

"Jeg har været bekymret mange aftener og tænkt på, hvad jeg skal gøre med min fremtid," siger hun.

Forhistorien er nok mere almindelig, end man skulle tro: En intelligent pige, som i de begyndende teenageår ikke længere føler, at hun passer ind. En skole, som, ifølge forældrene, ikke er gearet til at tackle dem, der er anderledes: 

"Jeg har været så vred på skolen og på systemet. Tiden gik, Ida fik ingen hjælp og udviklede over tid social angst. Der har været meget ensomhed i det her," fortæller Majken, 50.

Da Ida også fik diagnosen Asperger, valgte Majken at sige op. Eftersom Idas tilstand var så alvorlig, at hun blev kategoriseret som handicappet, fik Majken i stedet løn for at være omkring Ida 24/7. 

"Jeg blev fuldtidsmor. Det var mit arbejde, som jeg selvfølgelig ikke holdt fri fra. Jeg lærte at snakke aspergersk, og jeg lærte at forstå, hvorfor Ida reagerer, som hun gør. Når Ida får et spørgsmål, skal hun igennem alle svarmuligheder, før hun kan svare. Det er som en motorvejsudfletning i Los Angeles i hendes hoved, så jeg lærte at stille enkle spørgsmål. Vi fik struktur på Idas hverdag og gjorde ting sammen: Vi skulle jo have Ida ud i verden igen!"

Et nyt liv

Hverken Ida eller hendes forældre lægger skjul på, at det var en hård tid. Familien, der også tæller storebror Tobias, boede dengang i hus, men valgte forstaden fra.

"Vi var nået til et punkt, hvor vi måtte se på, hvad der betød noget i vores liv," forklarer Christian, der er 52 år.

Familien byttede huset ud med en lejlighed i centrum for at få mere tid sammen. 

"Jeg elskede at flytte herind! Det var mig, der valgte lejligheden," fortæller Ida.

Selvom flytningen gjorde hende godt, så var Ida ikke uden for døren i det første halve år. Majken var hos hende i lejligheden og prøvede at støtte hende i at komme ud, men Idas store udfordring var, især, mødet med nye mennesker.

"Jeg kunne ikke finde ud af at gå fra en samtale, hvis jeg mødte nogen på gaden, så det var meget stressende for mig," forklarer hun.

"Der er ikke noget quick fix i det her. Det er de små sejre," der tæller.

"Den dag Ida kom i tøjet, var det en sejr," supplerer Christian.

I vinteren 2018 rundede Ida en milepæl, da hun gik alene ud i Aalborgs gader. 

"Du var 16, og det skulle du jo kunne, men altså: Dét var stort, mindes Majken med et smil."

"Ja, jeg var endda i butikker," lyder det fra Ida.

Et lille stykke Frankrig

I takt med at Ida fik det bedre, kunne Majken mærke, at hun begyndte at savne et arbejde, hvor hun kom lidt ud af lejligheden. En dag så hun et ledigt lokale og tænkte: ”Man kunne lave en vinbar”. 

"Vi elsker Frankrig, og med en vinbar kunne jeg få et arbejdsliv, hvor jeg mødte sent. Så kunne jeg være hjemme morgen og formiddag, hvor Ida især havde brug for mig. Hvis hun fik angstanfald om aftenen, kunne vi lukke og sætte en seddel i døren," forklarer Majken.

"Det var som en puslespilsbrik, som passede godt," indskyder Christian.

I juni 2019 åbnede Ma Petite France. Vinbarens placering er valgt, fordi den ligger få hundrede meter fra familiens hjem, så det er nemt at komme hurtigt frem og tilbage, når der er brug for det. 

"Vi har hele tiden haft vores prioritering for øje: Ida først og baren sekundær. Vi havde tænkt, at Ida kunne have opgaver i baren, men det er for kaotisk for hende. I stedet dekorerer hun vinduer til højtiderne, skriver på tavlen og står for det kreative," fortæller Majken.

Ida har nu også lavet sit eget firma, hvor hun designer og fremstiller personlige lykønskningskort. Hun håber, at hun kan få flere kunder, for på sigt vil hun gerne være uafhængig af sine forældre.

"Vi har været meget sammen i lejligheden, Ida og jeg. Hun skal også have et privatliv," som Majken siger med et glimt i øjet.

"Ja, vi var begyndt at afslutte hinandens sætninger," indskyder Ida og smiler.

Mens mor og datter altså har været rigtig meget sammen, har Christian holdt fast i sit arbejde som rådgivende ingeniør for at sikre familien økonomisk.

"Vi tænkte vinbaren som vores lille projekt. Vi havde ikke set, at det ville blive den succes, som det er blevet," siger Majken.

I dag har de bestyrer og fem ansatte, og Majken er mest på kontoret derhjemme. I dag føler hun sig klogere på, hvad der er et godt liv. 

"Jeg kæmpede med at acceptere, at min datter har en diagnose. Jeg føler en sorg over, at det væsen, som har så meget vidunderligt at byde på, og som har så meget at give, ikke passer ind i systemet. Hun har så mange nuancer og kan bryde ud i sang, når vi går i en butik, fordi hun hører baggrundsmusikken. Den hører jeg ikke," fortæller Majken.

For Ida er det et livsvilkår, som hun har lært at leve med, og som hun siger:

"Den her verden er ikke sat op til folk som mig, men jeg kan godt lide det med at pynte. Jeg har et godt øje for det kreative. Det er blevet min ting!"