Mattias Kolstrup: ”At stoppe bandet, er noget af det bedste, jeg kunne gøre for mig selv”

”Husk, at din holdning har værdi, og det er ikke farligt at sige den højt. Heller ikke, selv om du ikke har det endelige svar.”

Det lyder som et godt råd, som mange vil kunne nikke genkendende til. At man skal sige sin ærlige mening, og at man gerne må fortælle, hvad man mener, selv om man ikke ved, om det er den hele sandhed. Det er okay at prøve sig frem.

Rådet kommer fra sanger og sangskriver Mattias Kolstrup – og det er et råd fra ham selv til sig selv.

Denne uge gæster han nemlig ALT for damernes podcast ’Tungdom’, hvor vært Josefine Stork har bedt musikeren om at skrive et brev til sit yngre jeg.

Et yngre jeg, som havde svært ved at italesætte sine egne følelser, og som derfor kom til at overtræde sine egne grænser, fordi han ikke turde sige, hvordan han egentligt havde det indeni.

Læs også

Christina Sander: ”Når jeg ser tilbage, var jeg helt vandmandsagtig”

Kontrastfyldt ungdomsliv

Mattias Kolstrup er opvokset i den lille by Skive i Midt- og Vestjylland, men da han stadig blot var teenager, forandrede hans liv sig. Med sit band Dúné fik han et kæmpe gennembrud og levede i en dualitet mellem at være gymnasieelev i hverdagene og P3 Guld-vinder på europaturné i weekenderne. Det var en dualitet, der også var udtalt på flere punkter.

”Jeg tror, at jeg gik lidt ind i mig selv. I hverdagene var jeg nærmest en undskyldning for mig selv, fordi de andre skulle ikke tro, at jeg var noget. Jeg oplevede ret stor ensomhed i gymnasiet. Også fordi når jeg var på en scene, så var jeg et fucking monster. Jeg ved ikke, hvor den energi kom fra, men så snart jeg var af scenen, så var jeg meget mere introvert i virkeligheden. Sådan som grundfølelse,” husker han om tiden i gymnasiet.

Han var derfor ikke den, der satte sig ned ved et bord og spurgte, ”Hey, må jeg ikke lige sidde her?”. Han var en skygge af sig selv i hverdagene på gymnasiet, hvilket stod i stor kontrast til den entertainer, der stod på scenerne i weekenderne.

”Det fødte jo ligesom ind i hinanden. Altså de skulle fandeme ikke tro, at jeg troede, at jeg var noget. Og det bliver næsten selvudslettende. Der var en grundlæggende følelse af, at jeg ikke måtte være der, hvilket var en kæmpe kontrast til at tage sin plads, når der står et hav af teenage-piger og skriger. Måske var det også derfor, jeg følte mig bedre hjemme i hele band-tingen,” fortæller han i ’Tungdom’.

Dúné bestod dengang af syv unge venner fra Skive, som havde dannet bandet, da de var blot 12 år gamle. Og selv om Mattias ser tilbage og ser, at det var et trygt rum, hvor han følte sig rummet og tilpas, gled ensomhedsfølelsen også over i bandet, og det betød, at han havde svært ved at tage sin plads og fortælle, hvordan han egentligt gik og havde det.

Hjemmefra var han nemlig vant til at have en rolle som ”udglatteren”, der skulle sørge for, at alle havde det godt, og det tog han med over i bandet.

”Der er jo så mange dynamikker, der kører i et så stort band med så unge mennesker. Vi har kendt hinanden længe, og vi har rigtig mange roller, vi måske holder hinanden i, som er svære at udvikle sig fra. Normalt så gør man jo andet, så får man nogle nye venner, mens man stadig har nogle af de gamle. Men her skulle vi hele tiden være sammen i vennegruppen. Det var vi faktisk ikke særlig gode til. Vi kunne godt, men vi var lidt slemme til at holde hinanden i nogle faste mønstre,” husker Mattias om teenageårene i Dúné.

Og når der var konflikter, vidste Mattias ikke, hvordan han skulle håndtere det. Han havde ikke ordene til at forklare, hvor hans grænser gik, eller til at fortælle, hvad han følte.

Ordene eksisterede ikke

For når Mattias ser tilbage, så var tiden i Dúné i ungdomsårene præget af konflikter. Enten var det internt, eller så var det med samarbejdspartnere eller nogle af de voksne, som hjalp bandet. Og det satte sine spor i forsangeren.

”Det skete bare langsomt, at jeg blev mere og mere apatisk. Jeg blev mere og mere ligeglad. Jeg kan huske, at jeg stod i øvelokalet på et tidspunkt i et eller andet højkonfliktsted og sagde ’Jeg er officielt afstået fra at tænke.’ Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op,” griner han.

”Jeg kunne mærke det fysisk i min krop, at jeg blev tilbageholdt på en måde. Det er som at stå og presse sin krop mod en mur. En trykken for brystet. Det er nærmest som at skulle føde. Som at skulle føde ordet. Det var så hårdt, så det var lettere at lade være,” fortsætter han.

Der er ingen tvivl om, at Mattias var rigtig god til at mærke sine følelser, men han kunne ikke sætte ord på dem. Der har været nogle blokeringer, ved han nu.

Læs også

Melissa Bentsen lagde håndklæder foran døren, så hun kunne græde i fred

Det resulterede i, at han i 2017-2018 nåede, hvad han kalder, ”topmålet af apati”. Han elskede at lave musikken i Dúné, og han elskede at spille live, men han kunne ikke mærke noget længere, fortæller han.

”Jeg oplevede det ved, at jeg nærmest ikke orkede at tage stilling til mennesker og tage andre mennesker følelser ind. Jeg havde bare givet slip. For eksempel i bandet havde initiativet bare været overladt til andre, fordi jeg ikke magtede det. Det handlede også rigtig meget om, at vi havde kendt hinanden i så mange år, og vi havde uhensigtsmæssigt nok også holdt hinanden lidt fast i nogle mønstre. Det gjorde, at det med at stoppe bandet, er noget af det bedste, jeg kunne gøre for mig selv,” siger han ærligt i ’Tungdom’.

I ALT for damernes podcast ’Tungdom’ kan du også høre mere om, hvordan Mattias er kommet videre og har lært at sætte grænser i både parforhold og musikverdenen, og hvordan han nu tager ansvar i alle aspekter af sit liv.

I podcasten 'Tungdom' vil journalist og vært Josefine Stork undersøge følelserne og de tunge tanker fra barn- og ungdommen, som bor så dybt inde i mange af os. I hvert afsnit taler hun med en ny kendt gæst og sammen skruer de tiden tilbage til dengang de havde det svært og hvor alt fra angst, identitetskrise, spiseforstyrrelse og dårligt selvværd prægede en del af deres ungdom.

Håbet er, at du som lytter kan spejle dig og føle dig mindre forkert i dine følelser. For én ting er sikkert. Du er langt fra alene om at have det svært.