Mettes dagbog 17: ”Hvem helvede havde fundet på at uddele kemoshots så mange uger i streg…?!!?”

De første tre kemobehandlinger var i hus, og det føltes skønt at kunne fokusere på at være halvvejs, omend de sidste tre kemo-serier vakte stor bekymring og uro.

De første tre behandlinger var blevet givet hver 3. uge, og dagen før disse behandlinger havde jeg fået taget blodprøve og været til samtale på hospitalet med henblik på at sikre, at alt var som det skulle være inden ny behandling. Så langt så godt....

De kommende tre behandlinger var først og fremmest anderledes kemo-mixture, og så adskilte de sig ved, at hver omgang ville blive fordelt over tre behandlinger. Det vil sige, at der forude ventede kemo hver uge de kommende 9 uger!

Det føltes voldsomt uoverskueligt, og jeg var tæt på at få overbevist mig selv om, at det ville ingen komme godt igennem. Heller ikke jeg. Hvem helvede havde fundet på at uddele kemoshots så mange uger i streg...?!!?

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 16. ”Alle omkring mig kan trække sig tilbage til et liv uden kræft – på nær mig”

Alvorens kemotime var kommet

Jeg brugte uanede ressourcer på at bekymre mig om de kommende behandlinger, og jeg var stærk mistænksom overfor de informationer, der var blevet givet. Navnet på mine kommende kemodrinks var noget så fint som "Paclitaxel". Forud for behandlingen skulle jeg derhjemme blot tage en antihistamin pille, dvs. en skaldet høfeberpille.

Den professionelle forklaring på dette var, at behandlingen i sjældne tilfælde kan medføre overfølsomhedsreaktion med hudkløe, åndenød samt fald i blodtrykket. Ikke vældigt opløftende i min optik. Betoningen "sjældne tilfælde" forsvandt hurtigere end hurtigt ud af mit hoved, og tilbage stod de ærgerlige reaktioner/bivirkninger som bøjet i kulørt neon.

For at forebygge (eventuelle) bivirkninger, var jeg endvidere blevet informeret om, at jeg på hospitalet, før kemomixturen skulle pible ind i mine vener, ville få en forebyggende medicin intravenøst. Oven i hatten ville behandlingen blive givet til mig i liggende position i en hospitalsseng. Skål siger jeg bare – lean back and enjoy.

Måske var jeg hysterisk, men det lød altså i mit rundtossede hoved ikke særligt betryggende, og jeg fantaserede om, hvordan jeg ville kollapse i forlængelse af en hidsig allergisk reaktion. Slut med den skrigrøde "smølfedrik." Nu var alvorens time kommet.

Mit mand fornemmende hvordan humørskalaen var for nedadgående og forsøgte sig med optimistiske beretninger om, at det jo var gået godt frem til nu, så hvorfor skulle det ikke fortsætte. Måske uberettiget, men ikke desto mindre blev jeg irriteret på ham, for hvad vidste han om "Paclitaxel-festen".

Nul og en prut tænkte jeg og repeterede rapt for ham de risici og bivirkninger, som ventede forude. Min evne til at lade mig motivere af positive vibes var desværre druknet af de kvælende bekymringer og ængstelige tanker, jeg havde for det kommende forløb.

Jeg skulle møde på hospitalet mandag morgen kl 09.40, hvilket heldigvis efterlod tid til, at jeg kunne starte min dag med en lang gåtur på stranden i selskab med familiens lille hvide bomuldstot Albert. Det var den perfekte start for mig. Bevægelse, frisk luft, havduft og velsignet ro til at lade tanker og følelser blive "masseret" på plads eller om ikke andet i "rette retning."

Jeg var efterhånden garvet i hospitalsregi, og rullede sejrsikkert ind på en p-plads i kælderen tæt på "min opgang" til afdeling D4. Da jeg kom frem til afsnittet, hvor de tager blodprøver (nærmest som på samlebånd) var der ikke bare mange, men rigtig mange, som sad og ventede på at få taget blodprøve. Der var nummerordning, som hos bageren, og jeg krøllede mit nummer i lommen – kunne uden den store kalkule hurtigt regne mig frem til, at der ville gå minimum en times tid med venten.

Noget tydede på at det var en "rigtig mandag morgen" hele vejen rundt. Der var ventende patienter overalt og tålmodighedens dyder var så absolut værd at frekventere. Det føltes som om min morgen havde været meget lang, og allerede inden klokken havde slået elleve, var jeg træt og nærmest udmattet. Jeg kvikkede dog hurtigt op, da lægen var klar til at modtage mig og opråbte mit navn i venteafsnittet.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 15: ”Inderst inde vidste jeg jo også godt, at min mor ikke kunne trøste og passe på mig”

Knuder forment adgang i mine bryster

Min forventning til samtalen med lægen var centreret omkring den kommende kemo-behandling, og jeg blev derfor lidt overrasket over, at der var en undersøgelse inkluderet og dels at lægens fokus udelukkende var den kommende strålebehandling.

Lægen var - som de andre læger jeg havde mødt - velforberedt, venlig og imødekommende, om end lidt under pres af nyt IT system. Efter en kort catch-up på de forgangne tre uger sagde lægen, at hun gerne lige ville undersøge mig.

Undersøge....! For hvad?" tænkte jeg.

Undersøgelsen var naturligt nok centreret omkring brysterne, hvilket gav mig et trist flashback til min egen tilfældige undersøgelse og fund af to små knuder tilbage i december. Det var svært for mig at rumme, at det lægen følte efter, var eventuelle nye knuder....fat det nu!!! Alle knuder, store som små, er forment adgang i mine bryster.

Lægen følte mine bryster grundigt igennem inklusiv mine armhuler, og selvom det var ambivalent føltes det alligevel godt at blive professionelt "følt efter" med det formål at passe godt på mig. Jeg nærmest holdt vejret under hele undersøgelsen, og et stort lettelsens suk galoperede ud af min hals, da lægen konkluderede, at det alt sammen føltes fint, og at der ikke var noget som gav anledning til bekymring.

Jeg sprang kækt ned fra briksen og tilbage i stolen for at fortsætte samtalen med lægen, der hurtigt placerede den kommende strålebehandling på agendaen. Emnet kom helt bag på mig eftersom "strålerne" lå mere end to måneder ude i fremtiden, og jeg følte mig alt andet end færdig med "hovedretten" (kemobehandlingen), som jeg jo var midt.

Udover timingen blev jeg også overrumplet af at skulle forholde mig til lægens gennemgang af endnu et sæt potentielle bivirkninger. Jeg havde hele vejen igennem betragtet stråleforløbet som en 'minor detail' i det samlede behandlingsforløb, men som jeg sad der overfor lægen, fornemmede jeg, at strålebehandling hver dag (på nær lørdag og søndag) i seks sammenhængende uger næppe ville blive den 'dessert', jeg havde forestillet mig.

Lægen sluttede af med at spørge, om jeg havde nogle spørgsmål, hvilket jeg ikke havde, eller rettere – jeg gad ikke tænke over, om jeg havde. Var gået lidt kold og tæt på at gå derfra med en snert af "sur trutmund" attitude.

Men, tra da da da da daaaaaaa - blodprøverne var helt perfekte, hvilket gav grønt lys til, at kemobehandlingen dagen efter kunne gennemføres. Jeg skubbede trutmunden retur og samtalen med lægen blev sluttet i "go' ro og orden".

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 14: Jeg følte mig mest af alt som en slatten gammel kone

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 13: ”Min krop og hjerne klapser sammen hver aften klokken 20.30.”

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 12: ”Hvad hvis de griner af dig mor? Det vil jeg ikke ha”