”Det var en kæmpe udfordring at sige til min chef, at jeg faktisk havde brug for et break nu.”

Forude ventede 30 (!!!) strålebehandlinger, hver dag (minus lørdag/søndag) i 6 uger. Det synes en kende uoverskueligt, men jeg mindede mig selv om, at det også så uoverskueligt ud, da jeg skulle starte på kemo-behandlingen.

Strålebehandling er standardbehandling efter brystbevarende operationer og formålet er at mindske risikoen for at brystkræften vender tilbage. Et formål der lød som sød musik i mine ører, og jeg gjorde mig umage for at lade det overdøve mine bekymringer for potentielle bivirkninger.

Jeg rettede ryggen, skød brystet (!) frem og kastede mig ud i sommeren med stråler fra både sol og kanon.

I forbindelse med den planlagte strålebehandling startede hele forløbet med en forundersøgelse, hvor jeg skulle CT-scannes til brug for planlægning af strålebehandlingen. CT scanneren, der skulle ”se igennem mig,” hed Ask. Jeg fandt senere hen ud af, at stråleterapien bevægede sig i navne-universet fra Nordisk mytologi, deraf navnene på apparaterne.

Min første tid i stråleterapien var en onsdag morgen kl 9. Efter næsten 2 ugers ”hospitalspause” rullede jeg atter afsted til Herlev, men denne gang til en ny afdeling. Min mand tog med, hvilket var rart, idet jeg ikke følte mig helt kæk med de nye forhold og kommende behandlingsforløb. Uvisheden var igen sluppet løs, og lagde op til ”uro” i mit hoved.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 21: ”Det var gustent, men jeg savnede den tætte kontakt med hospitalet”

Hostende, trætte, udmattede

I stråleterapien kom der (ikke overraskende) kræftpatienter i massevis, nu var det ikke længere ”bare” os skaldede kvinder med brystkræft, nu var det ”alt og alle”. Det var i min verden nedslående omgivelser, og trist at se tynde, trætte, udmattede, hostende, rullende (kørestol eller seng) og syge mennesker. Det var selvfølgelig ikke alle, der var ilde tilredt, men det var som om ens blik havde svært ved at indfange de positive glimt.

Vi skulle heldigvis ikke vente længe, så blev vi kaldt ind og ført ned til Ask, som så både stor og grum ud i det kliniske rum. Jeg mærkede varmen stige til vejrs under parykken og nåede kort at tænke ”bare den ikke afslører en tumor….i mig”. Heldigvis var det ikke formålet med scanningen, idet denne skulle tjene til at planlægge lige netop min strålebehandling.

Jeg fik rig mulighed for at varme op til strålebehandlingerne, da jeg ved CT-scanningen skulle ligge på præcis samme måde: på ryggen og med armene over hovedet på et særligt leje (der på ingen måde kan konkurrere med selv det ringeste liggeunderlag). Det var som at blive placeret på et køligt slagtebræt, og der lå jeg så, med bar overkrop, mens der på min brystkasse blev tegnet og krydset vejledt af farvestrålende laserlys.

I krydserne skulle der ligeledes tatoveres en lille prik. Jeg lå mussestille og forestillede mig nogle store ærgerlige plamager, om end jeg var klar over, at der næppe ville blive leveret et klassisk sømandsanker.

Stadig liggende fik jeg oplyst, at jeg senere kunne få fjernet tatoveringerne med ultralyd, hvis jeg ønskede det, hvilket jeg bestemt ville benytte mig af…..det dog kun indtil jeg var færdigillustreret og kunne konstatere, at de små tatoveringer nærmest var usynlige.

Lidt vildt at tænke på, at de bittesmå prikker skulle bruges til at sikre, at jeg blev lagt ens ved alle behandlinger, således at behandlingen blev rettet mod det planlagte område.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 20: ”Jeg var vild med tanken om at skulle rulle til Herlev hospital for at få det sidste kemoshot"

Knap så klar i virkeligheden

Opmålt og tatoveret kunne jeg igen trække parykken på og smutte hjem. Jeg var på papiret klar til start. I virkelighedens verden følte jeg mig dog knap så klar – jeg var mentalt udmattet og flad oven på det sidste halve års kræftforløb med diagnose, operation og kemobehandling. Fysisk følte jeg mig stærk og godt tilpas, hvilket var dejligt, men det gjorde det også lidt sværere for mig at erkende, at jeg havde brug for et ”break”.

Efter endt kemobehandling talte jeg med den HR-ansvarlige på mit arbejde, hvor jeg hele vejen igennem har modtaget støtte og opbakning omkring mine ønsker og behov. Jeg var privilegeret. Det havde betydet en verden til forskel for mig at arbejde undervejs. Det havde givet mig energi og styrke samt distanceret patientrollen. For mig havde det været den helt rette løsning at arbejde sideløbende med kemobehandlingsforløbet. 

Men nu, efter et halvt år i ”behandlings-karrusellen”, så stod jeg der, over for HR direktøren, mat i sokkeholderne og med det ”hvide flag” hejst. Det var en kæmpe udfordring for mig at italesætte, at jeg faktisk havde brug for et break nu. Min stemme bævrede og jeg mærkede tårerne banke på indersiden af mine øjenlåg. Det var voldsomt ambivalent. Jeg elskede mit job, men også mig selv, og lige nu var disse to ”kærlighedsforhold” ikke forenelige. Jeg var ganske enkelt bange for at brænde mit lys i begge ender, hvis jeg fortsatte som intet var hændt.

Jeg mødte heldigvis stor forståelse, hvilket var en kæmpe lettelse, om end det var utrolig svært for mig at ”synes det var ok” at blive hjemme, når jeg ikke var syg. Jeg havde flere samtaler med min chef herom, og formuleringen ”jeg holder en pause, for ikke at blive syg” hjalp mig til at få de sidste brikker til at falde på plads og acceptere, at jeg havde brug for en pause, brug for ”Mette tid,” mens strålebehandlingen stod på.