Mette var døden nær i et fly, da hun indså sin store drøm: Det var det, jeg manglede
Da Mette sad i et fly, der havde svært ved at lande, blev hun knivskarp på, hvad der var vigtigt for hende i livet.
Jeg var knap 25 år og arbejdede som fotomodel.
Ofte fløj jeg flere dage, end jeg ikke fløj.
Jeg blev lidt ængstelig for at flyve, men min mor sagde altid: ”Vi har alle et lys i himlen. Og den dag det brænder ned, brænder det ned. Det kan du ikke lave om på.”
Jeg reflekterede over, at hvis jeg skulle dø i et fly, så håbede jeg at kunne tænke ”hold da op, hvor har jeg brugt livet godt!”.
Da jeg var 11 år, døde både min far, min mormor og min farmor. Senere har jeg mistet min lillebror. Så døden har altid været noget, jeg rejste og levede med.
En dag sad jeg i et fly fra New York til Miami. Landingsbanen var tydelig under os. Og pludselig lød der en masse forkerte metallyde. Piloten kunne tilsyneladende ikke få hjulene ud og tog os tilbage op i luften.
Der blev ikke meldt noget ud, men stemningen var knuget, og jeg kunne se på stewardesserne, at det her ikke var en normal situation.
Det virkede, som om han fløj langsommere og langsommere. Jeg gætter på, at vi cirkulerede i ti minutter. I de minutter, hvor det var uvist, om vi kom helskindede ned, blev alt skarpt for mig. Jeg vendte mine hænder om og betragtede mine håndflader.
Jeg sad i min egen boble og ænsede ikke de andre passagerer. Mine hænder blev til ja/nej-skåle, og jeg tænkte på de vigtige ting i mit liv: at arbejde som model, at synge i et lydstudie, at lave en masse kreativt, at bo i udlandet.
Alt røg i ja- og nej-bunker. Det blev klart, at jeg ikke skulle fortsætte med at synge. Der kom en knivskarp opdeling af, hvad der var godt, og hvad jeg ikke skulle bruge. Og så tænkte jeg ”hold kæft, hvor har jeg levet!”. Og fik et jag i maven: ”Men jeg er ikke blevet mor."
Piloten fik os ned, og det blev en rimelig hård landing. Da jeg forlod flyet, vendte jeg mig om og kunne se piloten sidde i cockpittet med hovedet i håndfladerne. Vi fik ikke noget at vide; alle forlod blot hurtigt flyet. Jeg skrev på engelsk i min notesbog: Jeg tror, jeg lige kyssede døden let på kinden. Blev mindet om, at jeg er et puslespil, hvor den sidste brik bliver lagt en dag.
Jeg er i live, chokerende i live, og jeg elsker det sådan. Det efterlod den stærkeste følelse i min mave og mit sind, at alt, min krop længtes efter, var et lille barn, der skulle være mit. Alt det og meget mere skrev jeg. Jeg gik derfra med følelsen ”vi klarede den”, men samtidig at det, der manglede, var at stifte familie.
Annonse
At føle mig tæt på døden gav en klarhed, jeg kunne drømme om mere af. Jeg flyttede hjem til Danmark ret hurtigt, efter ti år i udlandet. Det havde meget med oplevelsen i flyet at gøre.
Min søster fik i den periode en for tidligt født dreng. Så det at stifte familie kom ind på min lystavle. Jeg fik en dansk kæreste og blev gravid et par år efter, ikke planlagt. Men da jeg fik min datter i armene, tænkte jeg: ”Nu har jeg fået det, jeg mærkede i flyet, at jeg manglede.”
Da min datter var seks måneder, blev jeg igen konfronteret med døden. Lægerne troede, jeg havde ovariekræft – det døde min farmor af – og ugerne før operationen var vildt ubehagelige.
Det var ikke kræft, men de opdagede, at jeg havde begyndende endometriose, som jeg kom i behandling for. Så i det store billede gjorde også den krise noget godt.
Jeg prøver at stole på, at der er en mening med tingene, også når livet er svært. Når man har oplevet det svære, vokser der også en dybere taknemmelighed, når alt bare er let og godt. "
