Kontrolfreak

Kontrolfreak? Sådan lærer du at give (bare lidt) slip

Er dit behov for at kontrollere alting omkring dig så stort, at du glemmer at nyde livet og være til stede i nuet? Måske går det ligefrem ud over dine nærmeste? Så får du her psykoterapeutens bedste råd til at give lidt mere slip.

Kontrol kan være godt, for vi har brug for struktur i en hektisk hverdag med job, familie, veninder og fritidsinteresser. Vi har også brug for at tage delvist kontrol over en usikker verden. Men for meget kontrol går ud over din livsglæde. Det begrænser dig i dine udfoldelsesmuligheder og kan tilmed gå ud over andre, f.eks. dine nærmeste, hvis du også har brug for at kontrollere dem.

"Behovet for kontrol bliver et problem, hvis du ikke tør gøre noget spontant og ikke føler, du kan leve i nuet," fortæller psykoterapeut Aline Bjerring og forklarer videre, at kontrolfreaks ofte også er perfektionister.

Måske kan du ikke invitere til fødselsdag, uden at alt skal være planlagt ned i mindste detalje, fordi det skal være så perfekt som muligt. Måske bryder du dig ikke om spontane invitationer eller oplevelser, fordi du ikke ved, hvor de ender henne.

"Kontrol er også en kompensation for svære følelser, f.eks. usikkerhed. Hvis du er bekymret for, hvordan fødselsdagen skal forløbe, planlægger du det hele. Det kan også være, du nemt bliver jaloux og håndterer følelsen ved at kontrollere din mands gøren og laden eller læser hans beskeder. Kontrolbehovet dækker desuden ofte over et lavt selvværd," forklarer Aline.

Hun oplever, at både mænd og kvinder kan blive kontrolfreaks, men at der er en tendens til, at kvinder oftere havner i den boldgade, fordi de føler et større ansvar for hjemmefronten. Her spiller perfektionismen igen ind, for mænd er generelt bedre til at håndtere lidt rod og kaos omkring dem.

"Måske hænger det sammen med, at vi stiller større krav til små piger end til små drenge. I en tidlig alder lærer pigerne at være ordentlige og have styr på alting. Samtidig går kvinder ofte lidt mere op i, hvad andre tænker om dem, end mænd gør. Men det er selvfølgelig sat meget på spidsen, for jeg har også par i terapi, hvor det er lige omvendt," fortæller Aline Bjerring.

Heldigvis kan du komme problemet til livs, men det kræver en vis indsats:

"Du kan ikke bare beslutte dig for, at nu vil du slippe kontrollen. Du er nødt til at se nærmere på, hvorfor du har behovet. Måske er det opstået i din barndom, hvis du i en tidlig alder blev tildelt for meget ansvar," siger Aline.

"I dag er mange af os desuden forhippede på, at vi skal være verdens bedste til det hele. Det giver ofte et behov for kontrol, så slip tanken om, at du skal være perfekt, du skal bare være god nok. Husk også på, at græsset sjældent er grønnere på den anden side. Måske ser det ud, som om alle andre lever et perfekt liv, men sådan er virkeligheden bare ikke."

Sådan gør du

  1. Gå lidt dybere og se på, hvad der mon ligger bag behovet for kontrol. Handler det f.eks. om, at du tidligt i livet er blevet bedt om at tage (for) meget ansvar, så skal du arbejde med det, evt. med en professionel. Problemer opstår ofte i samspil med andre mennesker, og de skal også løses i samspil med andre.
  2. Accepter de svære følelser og prøv at rumme dem. For mange handler behovet for kontrol om, at det skræmmer, at fremtiden er uvis/ukendt. Hvis du øver dig i at rumme, at den ligger uden for din kontrol, kan du nemmere give slip.
  3. Vær mod dig selv, som du vil være imod andre – dine venner, din familie osv. Det lyder måske banalt, men hvis du møder dig selv forstående, rummelig, tolerant og tilgivende, falder behovet for kontrol.
  4. Tal med andre om, hvordan du har det. Det hjælper altid at sætte ord på, og du vil opdage, at du ikke er alene.
  5. Bed din indre kritiker om at være stille. Når vi gerne vil have kontrol over alting, kan det hænge sammen med perfektionisme. Prøv at tage afstand fra din indre kritiker.
  6. Øv dig dagligt i at være mere til stede i nuet med de følelser, der nu engang er. Vi har ofte for travlt med at fokusere på fremtiden og prøve at kontrollere den – hvilket vi ikke kan.
  7. Tænk over, at virkeligheden meget sjældent lever op til bekymringerne. Og hvad er egentlig det værste, der kan ske, hvis du slipper kontrollen lidt?

Om eksperten

  • Aline Bjerring er uddannet psykoterapeut og parterapeut.
  • Har egen klinik i København og Frederiksværk.

Læs mere på alinebjerring.dk.