Saint Clara er blevet diagnosticeret med adhd to gange – i dag har hun vendt det til sin fordel

Der skal være podier af sølv i flere niveauer. Dansere. Et gigantisk sølvfarvet Saint Clara-skilt i 3D. Og i midten af det hele: en verdensstjerne.

Sceneshowet til hendes koncerter på dette års mange festivaler skal være perfekt – og derfor har Saint Clara investeret mange af sine egne penge i det.

Læs også

Melissa Bentsen lagde håndklæder foran døren, så hun kunne græde i fred

“Jeg bliver ikke rig den her sommer, lad mig sige det sådan. Men det er værd at investere i, for det her er min helt store drøm.”

Og det har aldrig været anderledes.

“Drømmen er jo at blive den største. Vi snakker de helt store popstjerner som Ariana Grande og Justin Bieber, up there! That’s what I want. Dét gear!”

Konstant i bevægelse

Ved et bord i sin managers lejlighed i København sidder en kvinde med en stærk tro på egne evner. Janteloven har ikke tag i 23-årige Clara Toft Simonsen fra Aarhus, og hvorfor skulle den også det?

Den konstante tilstedeværelse på festivalplakater de seneste år taler sit eget tydelige sprog. Det samme gør de 100 millioner lytninger af hendes sange på Spotify. Den lyshårede unge kvinde er i bevægelse og giver indtryk af konstant fremdrift. Hele tiden et skridt foran sig selv.

Som når hun laver et show, der skal vise hende som den verdensstjerne, hun drømmer om at blive. Som når hun tager blazer på til vigtige møder med pladeselskabet for at manifestere sig selv som den chef, hun har lyst til at være. Eller som da hun, bare 17 år gammel, udgav sin første EP Dress Like You’re Already Famous, en titel, der blev en selvopfyldende profeti. For famous, det blev hun hurtigt.

Men Clara er også i konstant bevægelse i ordets mest konkrete forstand. Neglene klakker i bordet, fingrene fumler med de store runde sølvøreringe, som hun har taget af. Under bordet roterer fødderne, og, fortæller hun, inde i hovedet farer tankerne rundt.

For et par år siden fik hun endelig sat navn på den energi, der i rigtigt mange år har været til besvær, men som hun nu, på gode dage, ser som den superkraft, der kan tage hende hele vejen:

A-d-h-d.

Eller “ekstremt meget adhd,” som Clara siger.

Er det diagnosticeret?

“Ja, to gange! Jeg skulle lige være sikker. Men diagnosen er der rigtigt meget. Jeg har svært ved at sidde stille og se en film, jeg overtænker alt hele tiden, og jeg har altid en indre dialog, der barer kører i mit hoved.”

Læs også

Der er 14 års aldersforskel mellem Albert og Jenna: Folk stemte på, om det var okay, at vi var kærester

Kan du mærke det lige nu?

“Ja, men det er ikke ubehageligt, jeg er vant til det. Så begynder min hjerne at tænke på noget, der skete i børnehaven. Nej! Nu bliver du lige interviewet, Clara, nu sidder vi her, og nu skal vi svare på spørgsmål. Jeg skal gøre en stor indsats for at holde mig på sporet.”

Oplever du aldrig ro?

“Nej. Der er aldrig ro inde i mig, der er aldrig stille.”

Hvilke almindelige gøremål bliver besværlige af at have det sådan?

“Girl! My life! Everything! It’s not easy!”

For Clara, der er umedicineret, er det nødvendigt, at skrive selv de mindste gøremål ned på et stykke papir, når hun vågner.

“Bad, mad, tøj, vi snakker de helt simple ting. Hvis jeg ikke skriver det ned og tager det trin for trin, ender jeg i en paralysetilstand, hvor jeg sidder i min seng eller i min sofa i tre timer og bare tænker, fordi jeg er så overvældet.”

Som barn kom energien til udtryk i en koncentrationsevne “lig nul,” siger Clara. For at maskere den usikkerhed, hun følte ved ikke at forstå, hvad der foregik i timerne, tyede hun til noget, hun var god til. Hun gøglede. Hvilket hendes klassekammerater syntes, var virkelig sjovt og hendes lærere virkelig frustrerende.

Men med årene er der sket noget godt med den energi. Hun har vendt den til noget positivt. Og produktivt. For energien er også den ild, der hver dag driver hende fremad.

“Når du finder et sted, hvor du kan placere den energi, kan det være en kæmpe force, og så får du lavet så meget. Når jeg først går i gang, er jeg en arbejdshest. I’m telling you! Lige så paralyseret jeg kan være af mine egne tanker, lige så meget kan jeg arbejde. Altså arbejde, virkelig hustle, i månedsvis!”

Hvem er Saint Clara?

• Sanger og sangskriver.
• Født i august 2000, døbt Clara Finderup Toft Simonsen og vokset op i Kolind med intet mindre end seks brødre.
• Da hun var 13, lavede hun et band med sin otte år ældre storebror og skrev nogle sange, der fire år senere fandt vej til hendes første EP, Dress Like You’re Already Famous, fra 2017.
• Har udgivet yderligere to albums, og hendes mest lyttede sange er Oh My God, Crazy og What They Say.
• Blev i 2019 kåret til Årets Nye Danske Navn ved Danish Music Awards.
• Spiller denne sommer bl.a. på Tinderbox og Smukfest.
• Bor i Aarhus med sin kæreste.

Kunne synge, før hun kunne tale

At Kolind, en lille stationsby på Djursland, var for lille til Clara, sagde hendes moster – Renée Toft Simonsen, der er gift med Thomas Helmig og må forstå sig på musikalsk talent, når hun ser det – ofte til sin niece.

“Så det gik jeg jo rundt og sagde til alle i Kolind: “Kolind er for lille til mig,” og den landede så ikke så godt i Kolind,” siger Clara og griner.

Der findes hjemmevideoer, hvor den lille pige – den eneste i en børneflok på syv – før hun både kunne gå og tale, sidder og nynner. Clara var også et barn, der konstant tvangsindlagde sin familie til et show. Hver gang der var en form for anledning, men også når der ikke var, var det på med fløjlshandskerne, bogstaveligt talt, de var sorte. Og Hawaii-bikini, strutskørt og laksko. Hun satte de voksne ned og begyndte at danse og synge “meget sådan aggressivt.”

Hun kan vitterligt ikke huske nogensinde at have haft en drøm om noget andet end at synge. Da hendes venner voksede fra barndommens drømme om at blive verdens bedste fodboldspiller eller astronaut, tog Claras drøm om verdensherredømmet blot til.

“Jeg har aldrig sluppet den drøm. Jeg har aldrig overvejet noget andet. Jeg har aldrig stillet spørgsmålstegn ved det. Jeg har altid vidst det.”

Hun tilføjer:

“Jeg er ikke god til så meget andet.”

I skolen vidste alle, at Clara var god til at synge, og på sit værelse i Kolind hørte Clara meget musik af internationale gigantiske stjerner som Destiny’s Child, Jessie J, Duffy og Pink. Det var ikke én specifik artist, der fik Claras hjerte til at slå et ekstra slag, det var bare “alle powerkvinder i musikindustrien i udlandet.”

“Der var nogle kvinder på den scene, som gjorde noget, der var så fucking modigt. Det var så next level, det var et andet gear, et andet ambitionsniveau. Jeg fik et glimt af det og tænkte: Det er det, jeg skal!”

Hvorfor det ikke bare er i Danmark, men i verden, hun vil være en stjerne, kræver lidt tid at finde svaret på. Det kan hurtigt komme til at lyde, som om Danmark ikke er nok. Clara tænker lidt og siger så:

“Jeg vil være den bedste til det, jeg gør. Jeg vil være den bedste! Jeg vil være den, der gik i gang med noget, jeg var virkelig god til, og så vil jeg være bedre end alle andre. Jeg vil ikke settle. Jeg vil udlandet, og når du er hårdtarbejdende og dygtig, hvorfor skulle du så ikke kunne opnå det?”

At blive set i sine følelser

At musikken kommer bredt ud er i sidste ende det, det hele handler om. Andres sange har ofte hjulpet Clara. Hun synes, at det lyder som en stor kliché at sige det her, men for hende har det altid betydet meget at føle sig spejlet i sine følelser. Og når musik rører hende, er det netop, fordi andre formår at sætte ord på en følelse, Clara kender fra sig selv.

Hårdt presset til at nævne ét eksempel på en sangskriver, der rammer rent ned i hendes følelsesliv, peger hun på en kunstner som amerikanske Sasha Alex Sloan, der på Instagram er kendt som Sad Girl Sloan, fordi hun skriver mange triste sange. Too Sad To Cry er en, Clara har dyrket intenst.

Læs også

Ét spørgsmål går igen om Julie Krieglers gravide mave: Nu svarer hun én gang for alle

“Fuck, den ramte mig bare i en periode, hvor jeg havde det virkelig dårligt. Da jeg havde en depression, lyttede jeg rigtigt meget til den. Jeg følte bare, at hun kiggede ind i mine følelser og min sjæl og skrev alt det, jeg havde indeni, ned på papir. Den sang indkapslede alt det, jeg følte. Jeg havde det så dårligt, jeg var tom og bare for ked af det til at græde.”

Hele det album, Selfportrait, er “depressivt på en smuk måde,” siger Clara, “for man bliver mindet om, at vi bare er mennesker, som er skrøbelige med skrøbelige sind, som skal passes på, ellers så knækker den altså bare for os.”

På samme måde er Clara formidler af følelser.

Noget af det mest meningsfulde hun ved, er, når hun, som forleden, sidder og får ordnet negle, og hendes negledame siger, at en bestemt linje i en af hendes sange har ramt hende på en særlig måde. Det var en linje fra nummeret Issues, en af Claras mindre kendte sange fra albummet Off.

Hun skrev den på et tidspunkt, hvor hun efter en hård periode endelig følte, at hun var tilbage på sporet. For så at få det dårligt igen. Og det er den følelse, sangen handler om, at fuck, nu troede jeg lige, at jeg havde fået det godt igen. Og så: snydt!

Ifølge Clara er teksten supersimpel og ikke pakket ind i en masse metaforer. Der er ikke tale om “mega poetisk sangskrivning,” det er bare råt, som hun har det.

Negledamen sagde, at hun først forstod, hvordan hun selv havde det, da Clara satte ord på.

“Og det er det, jeg føler, jeg kan med min musik. Sætte ord på mine følelser, som er ret universelle, fordi jeg er så meget i kontakt med, hvordan jeg har det – på godt og ondt.”

Og så er vi tilbage ved en af de fordele, adhd trods alt giver en sangskriver som Clara.

“Os, der har adhd, render rundt og er åbne kanaler for al information og input, og det gør bare, at der er enormt meget at skrive om. Der er meget at formidle, der er meget, som skal ud, for der er meget, der bliver taget ind. Jeg ved jo ikke, hvordan der er inde i andres hoveder, men jeg ved, at jeg mærker alting ekstremt intenst. Det er forfærdeligt i mit daglige liv, I’m telling you, I fucking hate it, men det er perfekt, når jeg skal lave musik. Perfekt!”

Et åbent sår i et rum med fremmede

Ifølge Ferras, der er bedste venner med Katy Perry og en af verdens bedste sangskrivere, findes der to tilgange til at skrive sange. Der er dem, som går praktisk og metodisk til værks. Og så er der dem, der channeler. Clara tilhører sidste kategori, sagde han til hende, da de i foråret mødtes i L.A. for at skrive sange sammen.

“Du stiller dig op foran mikrofonen,” sagde han til den danske artist, fløjet ind fra Aarhus, “lukker øjnene, og så er du bare en kanal, der tager imod.”

Og det ræsonnerede hos Clara.

Turen til L.A. er den tredje på bare et år. I to måneder har hun i tæt på døgndrift arbejdet på sine næste store hits med nogle af verdens bedste musikere. Allerede i flyet på vej over Atlanten vidste Clara, at hun ville få det “lidt vildt i hovedet” de næste par måneder.

“Jeg havde sat den præmis op for mig selv, at jeg ville være 100 procent sårbar. Meget mere end jeg kan finde ud af at være med min psykolog. Nå, hvilket sår skal vi så pille i i dag?”

Hvorfor er det den tilgang, du har haft?

“Ha ha, ja! Hvorfor gør jeg egentlig det mod mig selv? Det var da også nederen. Jeg tror bare, at jeg er nødt til at få det ud. Jeg kan ikke holde ud at gå med alle mine følelser selv.

Det er som at have set en film, som du har brug for, at andre også skal se, så I kan tale om den sammen. Jeg har brug for at føle, at jeg ikke er alene, og at folk kan relatere til det, jeg føler. Hvis vi kan blive enige om, at det er en helt normal følelse at have, kan jeg hive det lidt væk fra mig selv, og så føles det ikke så tungt at gå med.”

Når en sang er skrevet, tilhører den publikum, siger Clara. Hun har følt ét, da hun skrev den, og så kan dem, der lytter, lægge alle deres egne følelser ned i de samme ord. Som med nummeret Boys Don’t Cry, som Clara skrev til sin onkel og tante efter at de havde mistet deres søn, Hugo Helmig, og Clara sin fætter.

I wish I knew you were lonely, but here we are, stuck in a nightmare, not waking up. Doesn’t feel real, yet here we are, I wish I could hold you and numb the pain, but when I got close you would slip away, you only found peace in a sweet escape, sweet escape.

Businesswoman for bordenden

At tage til L.A. og skrive musik er blot et delelement i den forkromede plan om at gøre sig gældende internationalt, som pladeselskabet fuldt ud deler med sin artist. Og for at gøre drømmen til virkelighed er Clara nødt til at være dygtig til langt mere end at skrive sange.

Hun må tænke på sig selv som en forretning, der skal lykkes. Skal den det, skal man have en god strategi. Og når den skal drøftes ved et langbord fyldt med erfarne pladeselskabsfolk, sætter Clara sig for bordenden.

Her drøfter de ting, Clara “ikke kan være ligeglad med:” Hvilke sange der skal ud hvornår, hvilken ‘pakke,’ der skal laves omkring en sang, skal der være en single-release, en musikvideo? Hvilke interviews skal hun lave, er det en god idé at spille til dét tv-show i forbindelse med udgivelsen af en ny sang? Og så videre.

Så du er med ved bordet på lige fod med de andre?

“Jeg er chefen. Det er 100 procent det mindset, jeg går ind til de her møder med.”

Læs også

Der er 28 år mellem Astrid og Jakob: ”Det første halve år gik vi slet ikke ud offentligt”

Er der ikke noget eller nogen, der kan intimidere dig?

“Tidligere jo. Da jeg var 17-18 år, var der mange møder, hvor jeg ikke forstod, hvad der foregik omkring mig, hvor jeg ikke vidste, hvad jeg følte, og hvor jeg troede, at det, “de voksne” sagde, automatisk var det rigtige.

Inden for de seneste par år er jeg blevet god til det, men jeg har skullet sige til mig selv mange gange: “Det er dig, der er chefen. De arbejder for dig. Der er ikke nogen, der skal tage nogen beslutninger hen over dit hoved, det er dit ansigt, det er dit output, hvorfor skal de vælge, hvem du skal snakke med til et interview? Hvorfor skal de vælge, hvilken single der skal ud, og hvad du skal have på? Det skal de ikke vælge.””

Noget andet, som Clara er sig meget bevidst, er hendes offentlige fremtoning.

“Jeg tænker meget over, hvordan jeg fremstår. Ikke i mit privatliv, der er jeg jo bare Clara, men hvordan jeg ser ud på scenen, hvad jeg har på, hvordan jeg bevæger mig, hvilken makeup jeg har på, hvad jeg poster på sociale medier, hvad der er æstetisk flot, hvornår jeg har postet for mange pæne billeder og skal til at være lidt sjov.”

“Det lyder måske kalkuleret,” siger hun.

“Og det er det også. Lidt. Det er en forretning, det skal man ikke tage fejl af. Jeg er en businesswoman, og jeg tænker bare, hvordan kan jeg sælge den her business så godt som muligt. Alt imens det jo alt sammen stadig er mig og ikke en personlighed, jeg faker.”

Når alt det udenom er så vigtigt, er det naturligvis, fordi det alt sammen er redskaber, der skal hjælpe til at skubbe musikken frem.

“Det er det eneste, det handler om for mig.”

Et internationalt klingende navn må der også til, hvorfor hun for et års tid siden ændrede kunstnernavn til Saint Clara, som hun i forvejen hed på Instagram.

“Jeg syntes, det var lidt usejt bare at hedde Clara, der var ikke så meget artist over det.”

Clara afviser, at hun valgte appendikset Saint for ligesom at hæve sig over alle andre musikere – som en helgen er hævet over almindeligt dødelige.

“Det lød bare godt – for at være ærlig. Og ligesom når man skriver sange, kan det være grund nok. Det ligger godt i munden, og jeg elsker, når folk siger det. I L.A. er der jo ikke nogen, der kalder mig Clara, de kalder mig bare Saint eller Saint Queen, og der føler jeg virkelig, at jeg får lov at udleve min artistdrøm.”

Mit liv er i Aarhus

Clara bor med sin kæreste i Aarhus, hvor hun synes, at det er rart at være utilgængelig for branchen – hendes pladeselskab holder f.eks. til i hovedstaden.

“Hele mit liv er i Aarhus, og det er bare ret fedt, at jeg kan trække mig. Helt. Det er også fedt at kunne sige nej, når nogen spørger, om jeg lige kan komme forbi et sted i København og kigge på noget. For det tager tre timer i tog. Jeg kender mig selv, så hvis jeg er in the thick of it hele tiden, stopper jeg aldrig med at arbejde.

Så jeg er nødt til fysisk at trække mig fra det, komme hjem, gå mine ture, samle mit skide puslespil, hvor fucking røvsygt jeg end synes, det er, for det er der, jeg grounder mig selv og lige kommer ud af det der fuldstændigt surrealistiske dobbeltliv, jeg lever, hvor jeg er Saint Clara versus helt almindelige Clara.”

Om drømmen i det lange løb kan udleves fra Aarhus, ved Clara ikke.

“Forhåbentlig hænger det ikke sammen så længe. Jeg vil jo rigtigt gerne have, at det stikker så meget af, at jeg snart er nødt til at flytte til L.A. Jeg vil egentlig helst ikke bo andre steder end Aarhus, men jeg vil allerhelst have, at min karriere bare går amok.”

Så du rykker, når det giver mening ift. din karriere?

“Ja, jeg vil jo gøre alt for min karriere. Jeg ville ikke elske det. Men ved du hvad, jeg ville elske? At min karriere stak af! Så ville jeg gå ture et andet sted, og så tager jeg et puslespil med. Jeg finder ud af det.”