Overlæge advarer: Presser du for meget, kan du blive inkontinent

Op mod 45 % af danske kvinder oplever urininkontinens, også kaldet ufrivillig vandladning.

Det kan der være flere årsager til, fortæller Benny Kirschner, der er overlæge og klinisk lektor ved Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling på Hvidovre Hospital. Utætheden skyldes i de flestes tilfælde enten stressinkontinens eller overaktiv blære, urgency-inkontinens.

Artiklen fortsætter under videoen ...

Mange kvinder, som har født, kender højest sandsynligt følelsen af at skulle klemme ekstra meget sammen, når de mærker, at et nys er på vej, fordi risikoen for, at man ellers lækker, når først nyset sætter ind, er til stede. Og uanset hvor meget der klemmes, er det ikke nok. Af samme årsag går man også en stor bue uden om alt, der rimer på trampolin.

Den ufrivillige vandladning, der kommer i forbindelse med aktiviteter som hoste, nys og tunge løft, går under betegnelsen stressinkontinens eller aktivitetsudløst inkontinens, fortæller Benny Kirschner, mens overaktiv blære er karakteriseret ved hyppige, små vandladninger i løbet af dagen, typisk i kombination med en stærk, bydende vandladningstrang, som ofte leder til inkontinens.

Han uddyber:

”Du skal tænke dig, at der er to systemer, som arbejder mod hinanden. Der er bækkenbunden, som prøver at holde urinen inde, og så er der blæren, som prøver at få urinen ud, så den er tømt. I begge de to systemer kan der komme sygdom eller svaghed, som fører til inkontinens.

Mens stressinkontinens opstår, når bækkenbunden bliver svag, så er overaktiv blære et udtryk for, at blæren reagerer uhensigtsmæssigt.”

Hvad er de primære symptomer på inkontinens?

"Det primære symptom ved overaktiv blære er, at man skal tisse hyppigt. Men også at man får en pludselig, bydende vandladningstrang, som kvinden måske ikke kan undertrykke.

Patienter fortæller ofte, at når de fx er ude og købe ind, så kan de holde sig, indtil det øjeblik de ser indgangsdøren eller døren til toilettet, og så går det galt. Disse kvinder ved hvor alle de offentlige toiletter befinder sig, for hvis de mærker, at de skal lade vandet, så skal det være ”lige her og nu”.

Typisk får man vandladningstrang, når blæren fyldes med 200-300ml urin fra nyrerne. Så ”siger” blæren til din hjerne, at nu snart skal jeg på toilettet, fordi nu kan jeg snart ikke holde mere. Der går gerne to-tre, måske fire timer mellem hver gang, man skal lade vandet – naturligvis afhængigt af, hvor meget og hvad man drikker, og hvad man ellers laver. Det vil sige, at de fleste har et sted mellem fem-otte vandladninger i løbet af en dag, men lider du af overaktiv blære, vil blæren fortælle din hjerne meget før de 200-300 ml, måske endda allerede på 20-30 ml, at nu er det nu.

Læs også

6 myter om inkontinens: Få styr på fup & fakta

For at finde ud af om patienten lider af stressinkontinens eller overaktiv blære, skal patienten udfylde et væske-/vandladningsskema over tre dage. Her skal noteres, hvor tit man går på toilettet, hvor meget man drikker, og hvor meget man tisser ad gangen. Du får simpelthen et målebæger med hjem, som du skal tisse i, og så skal du anføre præcis, hvor meget du drikker, men også hvad du drikker, fordi der findes forskellige mad- og drikkevarer, som øger vandladningen, fx kaffe, te og øl.

Jeg har en enkelt gang haft en kvinde i vores ambulatorie, som fortalte, at hun drak to hele kander med kaffe hver dag, og hendes gener var hyppige, små vandladninger. Jeg måtte fortælle hende, at kaffe er vanddrivende, og når man drikker mere end to liter kaffe hver dag, så er det ikke underligt, at man også skal tisse hyppigt. I hendes tilfælde var det tale om 20 toiletbesøg hver dag. Vi fandt aldrig ud af, om hun havde overaktiv blære eller ej, for hun fortalte, at hun ikke kunne klare sig uden sine to kander kaffe, og derfor kunne vi desværre ikke rigtig hjælpe hende.

På væske-/vandladningsskemaet noterer man også, om man er utæt, og i hvilke situationer man er det – om det er i forbindelse med nys eller hoste, eller om det kommer spontant, og om man har vandladningstrang i forbindelse med, at man er utæt.

En patient, som har stressinkontinens, vil typisk notere i sit væske-/vandladningsskema, at hun lader vandet et normalt antal gange, dvs. omkring otte gange på et døgn. Størrelsen på hendes vandladning er som regel også på de normale 200-300 ml hver gang. Og så har hun noteret, at hun bliver utæt, hver gang hun løber en tur eller løfter noget tungt. I de tilfælde giver det næsten sig selv, at hun lider af stressinkontinens.

Mens kvinden, som har overaktiv blære, typisk har mange, små vandladninger på et døgn. Hun vil have mellem 10-14 vandladninger, og de er omkring 50-70 ml store. Utætheden kommer pludseligt og med bydende vandladningstrang inden.

En tidligere kollega havde et fast spørgsmål, han altid stillede sine patienter: ”Hvis du ser en god krimi i fjernsynet, og der er to minutter tilbage. Du skal lige vide hvem der er morderen. Kan du så holde dig de sidste to minutter, eller er det helt umuligt?”

Hvis svaret er det sidste, så er det en god indikator på, at hun har overaktiv blære, mens kvinden med stressinkontinens sagtens kan klemme sammen og holde sig, til filmen er slut."

Kan man sige noget om, hvem der typisk får hhv. overaktiv blære og stressinkontinens og hvorfor?

"Stressinkontinens kommer typisk af en svaghed i bækkenbunden. Denne svaghed kan opstå efter mange børnefødsler, overvægt, kronisk hoste eller kronisk obstipation (forstoppelse). Stående, tungt arbejde kan også medføre stressinkontinens. Derfor ser man ikke særlig ofte, at mænd får stressinkontinens, da deres urinrør er længere, og deres bækkenbund ikke er udsat på samme måde som kvinders, fordi mænd ikke er konstrueret til at føde børn.

Urgency-inkontinens eller overaktiv blære er derimod en tilstand i selve blæren, og er i de fleste tilfælde uden egentlig årsag. Denne tilstand ses også hos mænd.

I grove træk kan man godt sige, at det er yngre kvinder, som får stressinkontinens, mens overaktiv blære typisk ses hos ældre kvinder og mænd. Det betyder dog ikke, at yngre mennesker ikke kan få en overaktiv blære og omvendt."

Du siger, at man typisk ikke kan finde en egentlig årsag til, at man får overaktiv blære, men kan det være noget, man selv fremprovokerer ved at tisse i tilfælde, hvor man måske mest af alt bare gerne vil sikre sig, at man har fået tisset af?

"Jo, uden tvivl. Mange af vores patienter, som har overaktiv blære, har en form for blandingstilstand mellem noget, som faktisk foregår i blæren og noget, som foregår i ”deres hoved”, det vil sige, at de har vænnet sig til at tisse hyppigt.

Derfor er det selvfølgelig vigtigt at finde ud af, om patienten egentlig har en overaktiv blære-problematik, eller om det er dårlige vandladningsvaner, som er opstået over længere tid.

Vi kender jo alle til situationer, hvor vi føler, vi ikke rigtig får tømt blæren helt og derfor går på toilettet mange gange efter hinanden. Fx hvis man skal i biografen eller ud at flyve, man skal på en date eller til eksamen, hvor man skal holde sig i længere tid ad gangen. I de tilfælde skal du nærmest tisse tre gange, før du tænker, at nu er du klar."

Hvordan tømmer man sin blære ordentlig? Og hvordan ved man, om den er tømt?

"Når vi undersøger patienten, så beder vi dem først gå på toilettet. Herefter laver vi en gynækologisk undersøgelse, som inkluderer en ultralydsundersøgelse af blæren, og her kan vi se, om den er tømt eller ej. Hvis vi finder ud af, at der fortsat står en del urin i blæren, så anbefaler vi patienten det, der hedder The Triple Voiding Technique.

Den går ud på, at man skal lade vandet tre gange efter hinanden. Det vil sige, at man lader vandet, rejser sig op og går en lillebitte tur rundt på toilettet, bare et par minutter, så sætter man sig ned igen og forsøger at tømme blæren endnu engang, og det gentager så en tredje gang. Kommer der så noget anden og/tredje gang, så er det et tegn på, at man ikke har fået tømt sin blære godt nok første gang.

I de tilfælde kan vi godt anbefale patienten at gøre brug af voiding-teknikken fast i en periode, indtil hun måske ikke har brug for at lade vandet anden og tredje gang mere.

Hvis denne teknik ikke viser sig at være tilstrækkelig for at tømme blæren, så undersøger vi, om der kan være en anden årsag hertil. Det kan fx være, hvis man har et nedfald af blæren, og i de tilfælde vælger vi typisk at operere for at sørge for, at vedkommende bliver i stand til at tømme sin blære bedre."

Er det rigtigt forstået, at man som kvinde ikke må ”presse” det sidste ud i forsøget på at tømme sin blære helt?

"Man må gerne presse en lille smule, men man skal undgå at bruge bugvæggen og mavemuskulaturen, og altså kun bruge blæren – det andet giver en uhensigtsmæssig tømning. For at få en idé om, hvorvidt man bruger mavemuskulaturen, når man lader vandet, kan man prøve at mærke med en hånd på maven, at den ikke trækker sig sammen. Det skal den helst ikke.

Problemet er, at hvis man sidder på toilettet og presser meget, fx i forbindelse med kronisk hård afføring, så øger man risikoen for at få en prolaps – enten af livmoderen, blæren eller endetarmen, eller man kan risikere at få brok i maven. Derfor skal man undgå at øge presset på underlivet, fordi det både kan give en prolaps af den ene eller anden art eller problemer som stressinkontinens."

Læs også

Træn din bækkenbund, dyrk yoga + andre tips, der kan hjælpe dig med at holde på vandet

Hvordan behandler man inkontinens?

"Det afhænger af, om problemet er urgency-inkontinens eller stressinkontinens, da de to tilstande behandles ret forskelligt.

Dårlige vandladningsvaner med små vandladninger ”for en sikkerheds skyld” kan man træne sig ud af. Men hvis kvinden har egentlig overaktiv blære, så kan man kan behandle symptomerne med medicin eller botox, som sprøjtes direkte ind i blæren.

Ligesom ved rynkebehandlinger i ansigtet får botox musklen i blæren til at slappe af. Det er en behandling, som typisk skal gives igen og igen, men først efter nogle måneder – ja, faktisk kan der gå op til et år mellem hver behandling. Behandlingen er enormt effektiv, så meget, at kvinden nogle gange slet ikke kan tisse bagefter, men skal oplæres til at tømme sig selv med et lille kateter, indtil effekten aftager, og blæren fungerer igen.

Hvis kvinden lider af stressinkontinens, kigger vi typisk først på faktorer som overvægt og svag bækkenbund. I så tilfælde anbefaler vi hhv. vægttab eller bækkenbundstræning.

Hvis dette ikke er tilstrækkeligt, kan man evt. indoperere noget, der hedder en TVT-slynge. Dette er en syntetisk slynge, som opereres ind omkring urinlederen, for at give den den ekstra støtte, som bækkenbunden mangler.  Det er den behandling, jeg laver, som gør den største forskel for mine patienter. Det er jo typisk unge kvinder på 40- 50 år, som igen kan gå ud og løbe en tur uden at være bekymret for blive plask våde bagefter. Det er jo lige det man ønsker som læge, nemlig at kunne gøre en forskel for sine patienter."