"Jeg føler, det er lidt taberagtigt at købe take away alene, for så udstilles man som single eller ensom"
10 kvinder udpeger 10 steder, de aldrig kunne finde på at besøge, når de er alene. Men hvorfor skammer vi os over at gå på eventyr på egen hånd? Det giver en psykolog og en vanebryderekspert os svaret på her.
Vores blogger Sara Samucha har tidligere fortalt om, hvordan hun oplever ensomhed som et livsvilkår. Ligeledes har sangeren Coco O. erkendt, at hun føler sig meget ensom. Men er det nu også frygten for at udstråle ensomhed, der holder os tilbage fra at gøre ting alene? Det gør psykolog Ditte Charles og vanebryderekspert Torben Wiese os klogere på.
Vælger du biografturen fra, hvis du ikke kan få lokket nogen med, selvom det er en film, du virkelig gerne vil se? Og springer du slikbutikken og pizzeriaet over, hvis ikke din kæreste eller veninden kan følges med dig? Hvis det er tilfældet, så er du bestemt ikke den eneste.
Eurowoman.dk har talt med 10 kvinder, der fortæller hvilke 10 steder de undgår, når de ikke har kæresten, veninden eller en fra familien med under armen.
1. Pizzeriaet
Trine, 25.
"Jeg føler, at det er lidt taberagtigt at købe take away alene, for så bliver man udstillet, som om man virkelig er single eller bare ensom. Det er pinligt at stå 10 minutter alene i kø, mens man kigger på et par, der køber en pizza og skal hjem og hygge."
2. Baren
Anna Buhl, 24.
"Jeg er bange for, at andre opfatter mig som en enspænder eller en sær og intetsigende person. Det at have en veninde med i byen giver mig en sikkerhed. Samtidigt synes jeg, det er modigt af dem, der rent faktisk tør at gå i byen alene."
LÆS OGSÅ: Er du klar til at få børn? Her er 10 ting du skal være forberedt på
3. Fitnesscenteret
Stine, 25.
"Der er så meget fokus på, at man skal kunne lave alle øvelserne korrekt. Så vil jeg hellere være to, så kan vi grine sammen, hvis den ene af os fucker en øvelse op."
4. Svømmehallen
Cassandra Dalby, 23.
"En tur i svømmehallen er for mig forbundet med at være social. Det ville være pinligt, hvis jeg stod alene i svømmehallen og mødte nogle bekendte."
5. Caféen
Laura Hovgaard, 29.
"Jeg ville ikke tage på café alene. Det signalerer for mig noget meget hipster-agtigt at sidde der alene med en caffe latte i hånden og sin computer. Dér føler jeg slet ikke jeg passer ind."
6. Slikbutikken
Sofie Krarup, 25.
"Jeg ville ikke gå ind i en slikbutik alene. Det er som om, det mere i orden, hvis man er sammen med en anden."
7. Koncerten
Natascha Johns, 24.
"Jeg synes, at musik og koncerter er en vildt intim og samtidig social oplevelse, og derfor vil jeg gerne dele den med andre. Derved bliver musikken til en oplevelse, der ikke forsvinder, fordi man har delt den med enten venner, familie eller kæreste."
8. Rejsen
Julie Brandt, 28.
"Jeg ville ikke tage ud at rejse alene, for jeg vil gerne dele mine rejseoplevelser med nogen, uanset om det drejer sig om en tur til Langeland eller en rejse til New York. Hvis jeg alligevel skal tage de fridage, så vil jeg også tilbringe dem sammen med nogen."
9. Restauranten
Søs, 28.
"Jeg går gerne alene på McDonalds, fordi det er uhøjtideligt. Jeg ville til gengæld aldrig tage på Madklubben eller andre restauranter alene, fordi det er forbundet med en masse ensom ventetid."
10. Biografen
Cathrine Holmstrøm, 23 år.
"Jeg ville føle, det var underligt at tage i biografen alene, så ville jeg hellere bare vente til filmen kom ud, hvis der ikke var nogen, der ville se den med mig i biffen."
Derfor skammer vi os
Vi har spurgt adfærdspsykolog Ditte Charles, der beskæftiger sig med emner som stress, depression og ensomhed, hvorfor hun mener, at vi er bange for at gøre ting alene:
- Der er stadig i Danmark en tendens til, at der er mange ting, man ikke gør alene. Der synes at være en opfattelse af, at hvis man endelig gør tingene selv, så må der være noget galt med en. Det lader til at være et signal om, at man ikke har nogen at følges med. I udlandet er man langt bedre til det, siger Ditte Charles.
- Men det handler også om, at der er meget fokus på, at vi skal leve det fede liv. Og hvis man er cool, så har man travlt. Man har mange hobbyer og en stor omgangskreds at tage sig af. Derfor er der ikke tid til at sidde alene et sted, for hvis man gør det, så må det være ensbetydende med, at man ikke har noget at tage sig til, fortsætter hun.
Bestsellerforfatter og vaneekspert Torben Wiese, der arbejder med vanernes magt, og hvordan forandring kan bringe os videre, er enig med Ditte Charles:
- Det med at gøre ting alene er normbrydende. For normen er, at man gør alt ting sammen. Men det handler også om, at vi mennesker gerne vil signalere, at vi er i et forhold., udtrykker Torben Wiese.
Torben Wiese kender selv alt for godt, hvad det vil sige at føle sig ensom, hvis man ikke har en partner med sig under armen:
- Inden jeg blev skilt, tog jeg til bageren og købte morgenbrød til fem. Efter skilsmissen skulle jeg så pludselig kun bede om én morgenbolle. Her følte jeg, at hele forretningen hørte, at jeg var alene, og at jeg ikke havde noget liv. Sådan har jeg det heldigvis ikke mere, fortæller Torben Wiese.
Selvom Torben Wiese kan nikke genkendende til følelsen af, at vi gerne vil signalere tosomhed, så mener han, at det især er kvinder, der bærer rundt på en frygt for at falde uden for normen ved at gøre ting alene:
- Ofte oplever jeg, at kvinder ikke kan sætte sig fri, og så er vi ikke til stede i nuet. De tænker måske for meget over, om de nu møder nogen, de kender. Eller de tænker, hvad nu hvis jeg møder min chef, mens jeg sidder her helt alene på en café. Hvad tænker han så ikke om mig?, siger Torben Wiese.
Er der grund til bekymring?
Det bekymrer Torben Wiese, at kvinder er så utrygge ved at begive sig up på eventyr på egen hånd:
- Vi er alt for fokuseret på, hvad andre tænker. Der er så mange ting, man går glip af, når man ikke tør gøre ting alene. Man bliver et mere rigt menneske, når man tager nogle chancer i livet, siger han.
Ditte Charles deler ikke den samme grad af bekymring som Torben. Hun erfarer nemlig, at der er nye bevægelser på vej:
- Jeg oplever små tegn på modtendenser og byder dem meget velkommen. Det er blevet mere naturligt at sidde på cafe med en bog eller sin computer end tidligere. Det er et relativt nyt og godt tegn. Jeg tror dog, at denne tendens gør sig mere gældende i København end i provinsen, fortæller Ditte
Det gode råd
Ifølge Ditte kan vi ikke forvente, at den kendelige tendens vender af sig selv, så det med et bliver mere acceptabelt at gøre ting alene. Det tager tid. Og det vil ikke altid være lige let:
- Det kræver overvindelse at gøre ting alene, og en stærk personlighed at være bevidst om, at det kan være, at der er nogen, der tænker om dig, at du er mærkelig, fordi du sidder alene, men så lad dem tænke sådan, siger Ditte.
- Bliv bedre til at fokusere på at lave ingenting på egen hånd. Se det som et udtryk for overskud, at du kan være til stede, lige præcis der hvor du er uden at bekymrer dig om, hvad andre tænker, afslutter Ditte Charles.
Torben Wiese er enig med Ditte i, at det er op til den enkelte at få vendt tendensen. Og her er det vigtigt at:
- Huske på at store succeser bygger på små. For at komme i gang kan man starte med at gøre nogle mindre frygtindgydende ting som at gå en tur eller dyrke motion alene. Det gode ved det er, at du får udvidet din komfortzone gradvist. Pludseligt tør du måske også at rejse alene, spise alene og tage i biografen, siger han.
- Du skal huske at være til stede i nuet. Tænk hellere at det der sker, det sker i stedet for at fokusere på ´hvad nu hvis´. Og så husk på at frygten er langt større end faren, afslutter Torben Wiese.
Bryd tabuerne!
Tag dit Instagram-opslag med #udealene næste gang, du gør noget alene.
LÆS OGSÅ: 25 "kloge" beslutninger du kun tager, når du er fuld
LÆS OGSÅ: Her er hvad du siger på en date, og hvad du virkelig mener....
LÆS OGSÅ: Se den vilde forvandling: Så meget kan 3 apps forandre dig