24 timer i Napoli

24 timer i Napoli

Den rå, beskidte syditalienske smeltedigel er fyldt med kontraster. Napoli rimer ikke kun på mafia, men også på fantastiske udsigter, smukke bygninger og luksuriøs shopping.

10.00  - Den spanske bydel

Begynd i Napolis historiske centrum, hvor der er råt og beskidt, og de lokale taler højt og gestikulerende. I den spanske bydel Quartieri Spagnoli ligger bygningerne tæt, vasketøjet er spændt ud mellem altanerne, og du finder en fiske- eller grønthandler på hvert andet hjørne. Brug nogle timer på bare at gå rundt og suge stemningen til dig, og smut ind i en kirke eller to.



13.00 - Clintons pizza

Ingen tur til pizzaens hjemby uden at nyde en god omgang sprød bund, smeltet ost og masser af lækre tomater. Der er tonsvis af fantastiske pizzariaer i Napoli, men en sikker vinder er ”Il Pizzaiolo del Presidente” – opkaldt efter Bill Clinton, da han besøgte stedet i 1994. I køkkenet står Signore Ernesto Cacialli, som har lavet pizza, siden han var 7 år! Il Pizzaiolo del Presidente, Via dei Tribunali, 120-121, 80138 Napoli.



14.00 - 3 x shopping

Der er masser af gode muligheder for at slide på visakortet i Napoli. Især de lækre skobutikker ligger på stribe på shoppinggaderne. Vælg enten Corso Umberto 1 eller Via Toledo, hvis du vil have god, italiensk highstreet. Luksusmærkerne finder du i rigmandskvarteret Chiaia omkring Via dei Mille.

16.00 - Udsigt

Det er måske en smule corny, men skal du have et hurtigt overblik over Napoli, som rummer de mest fantastiske kontraster, er en tur i sightseeingbusserne et fænomenalt redskab. Tag linje B, som kører langs Napolis bugt, og få den smukkeste udsigt over byen og vandet. Og et indblik i de store forskelle mellem rige og fattige napolitanere. City-sightseeing.com

17.30 - Erotik på museet

Napolis arkæologiske museum er verdenskendt for udstillingerne af effekter fra byerne Pompei og Herculaneum, som blev begravet under vulkanen Vesuvs udbrud. Men i et lille hjørne af museet finder du noget helt særligt: det hemmelige kammer. Her er der erotik på tapetet – bogstaveligt talt. Gamle malerier og figurer viser, at sex også fyldte en del for flere tusind år siden. Cir.campania.beniculturali.it



21.00 - Dinner blandt bohemer

Slut dagen af på den hyggelige, grønne plads Piazza Bellini midt i den historiske del af Napoli. Hver aften mødes universitetsstuderende, bohemer og glade mennesker til noget, der minder om en intim gadefest. Ofte er der livemusik – alt fra afrikansk trommemusik til hård metal. Her kan en sen aftensmad på den økologiske restaurant ”La Stanza del Gusto” varmt anbefales. Nyd musikken, stemningen og samtidig et godt glas vin. Lad dig ikke skræmme af den quirky stil – maden er meget lækker. Prøv f.eks. roastbeef med jordbær eller salat med røget kylling. Lastanzadelgusto.com